Læsetid: 4 min.

Hvad sker der næste gang det sker?

26. marts 1999

Der er brug for en reform af FN-systemet, hvis man skal undgå et nyt Kosovo, mener medlemmer af Udenrigspolitisk Nævn

FN I FREMTIDEN
NATO og Danmark er i krig med Jugoslavien. Vi har angrebet, fordi vi ikke vil acceptere regeringens overgreb på albanerne i Kosovo. FN-systemet kunne ikke gribe ind i konflikten. I Sikkerhedsrådet strittede Rusland imod, og så var FN's potte ude. NATO valgte så at gøre det alligevel uden FNs velsignelse, og FN's troværdighed som fredsskabende organisation led et historisk knæk.
I skrivende stund ved ingen, hvordan krigen i Jugoslavien ender. Men alle beklager den: "Vi ønskede ikke denne krig," lyder det fra alle parter.
Tilbage står spørgsmålet, hvad vi gør for, at situationen ikke gentager sig. Hvem skal vi vende os til, når vi i fremtiden skal undgå, at en konflikt bryder ud i krig, som i Kosovo?
Formanden for Udenrigspolitisk Nævn i Folketinget og præsident for den parlamentariske forsamling i Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE), Helle Degn, mener, svaret er at opbygge flere internationale samarbejdsorganisationer som OSCE.
"For at opbygge en international globaliseret kultur og struktur tror jeg, vi er nødt til at opbygge flere fora. Både store og små. Konservative kræfter synes, at mange af organisationerne er unyttige, fordi de overlapper hinanden. Jeg tror de er højst nyttige. Jo flere broer og forskellige regionale organisationer, man får bygget op, jo mere får du styrket en fælles normdannelse," siger Helle Degn.
Og der er regionale organisationer bedre end FN, mener hun.
"Den globale normdannelse i FN-regi, har svært ved at krystallisere sig. Man har kæmpestore gab i interesserne i FN, for eksempel i forholdet mellem nord og syd, som det er næsten umuligt for os at operere over. Se bare på udviklingsbistanden. Motivationen til at gå ind og lave det globale netværk, der skal til, er svær at håndtere. Vi har en svag opstart til det i Verdenshandelsorganisationen, der har ganske vanskeligt ved at gabe over forskellighederne," siger Helle Degn.
Medlem af Udenrigspolitisk Nævn i Folketinget for Det Konservative Folkeparti, Per Stig Møller, mener, at FN-systemet godt kan overkomme den skade, som NATO-aktionen i Kosovo gør.
"Det er klart, at organisationen FN har lidt et tab af troværdighed. Men skaden er begrænset. I forvejen havde FN jo vedtaget våbenblokader mod Serbien. De fleste lande har set Serbien som den, der provokerede og har forståelse for det, der er sket," siger Per Stig Møller.
Derfor tror han også på, at en løsning på fremtidige konflikter som den i Kosovo kan skabes i FN.

Ny rolle til komité
"Det bedste man kan gøre er at genskabe en retsorden oven på erfaringen fra Kosovo. Mit forslag er, at FN ændrer sin afkoloniseringskomité til at være en komité, der tager stilling til mindretallenes krav. Verdens problemer opstår jo i dag i det, man kan kalde interne kolonier. Hvis mindretal ikke har et sted at gå til med deres krav, har de kun bomber at ty til. Ellers lytter man ikke til dem, som Kosovo illustrerer," siger Per Stig Møller.
Per Stig Møller forestiller sig, at komitéen skal afgøre, om der er hold i kravet om selvstændighed. Hvis det er rimeligt, skal der afholdes folkeafstemning i det pågældende område. Og for at imødegå etniske udrensninger før afstemningen, skal området gøres til et FN-protektorat, til afstemningen er gennemført.
Per Stig Møller mener, at fordi komitéen er et FN-organ, der er nedsat og anerkendt af FN's medlemslande, vil det ikke være meget svært for et land at blokere for komitéens afgørelser for eksempel i Sikkerhedsrådet.
SF's Udenrigspolitiske ordfører Villy Søvndal vil også modernisere FN.
"For det første skal vetoretten i FNs Sikkerhedsråd blødes op, så den kun gælder i vitale spørgsmål. Det andet er, at Sikkerhedsrådets sammensætning må ændres, så det i højere grad afspejler verden, som den ser ud i dag og ikke i 1945.
Det tredje er en økonomisk reform af FN. Man skal finde finansiering, så et enkelt land ikke kan øve pression på samme måde, som vi har set USA gøre. Vi har foreslået afgift på våbensalg eller valutaspekulationer, men man kan tænke sig mange former. Det fjerde er at arbejde videre med en regionalisering af FN. Tildele OSCE øgede beføjelser og modernisere OSCE, så man får et slags sikkerhedsråd. En snævrere repræsentation af landene, der kan handle, og hvor man samtidig har begrænset vetoretten," siger Villy Søvndal.
Enhedslistens medlem af Udenrigspolitisk Nævn, Søren Søndergaard, er mindre optimistisk på FNs vegne.
"Vi kan ikke gøre det skete ugjort igen. NATO har kompromitteret FN, og jeg tror, vi er på vej ind i en meget turbulent periode. Det er ikke til at sige, hvordan det vil gå i Kosovo nu. Men fortsætter man på samme måde vil det på et tidspunkt gå galt. Så kan vi opleve gengældelsesaktioner og terror i Danmark. Den eneste realistiske tilgang, som vi ser, er at støtte de demokratiske kræfter og menneskerettighederne massivt verden over. Det bliver vores evne til at løfte den opgave, der afgør fremtiden," siger Søren Søndergaard.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her