Læsetid: 4 min.

Sød musik i sukkerroerne

12. marts 1999

Søren Kragh-Jacobsens Dogme-film 'Mifunes sidste sang' fortæller med lune og varme om to forvirrede storbymennesker, der tager sig af deres respektive brødre. En historie om ansvar og næstekærlighed

NY FILM
Søren Kragh-Jacobsens allerede meget roste og i Berlin tiljublede Mifunes sidste sang ligner ikke de to første Dogme-film, Festen og Idioterne.
Heldigvis. Det viser konceptets spændvidde, og den 51-årige Kragh-Jacobsen er - Dogme-påbud eller ej - forblevet tro mod sig selv og sin upåfaldende kameraføring - han har aldrig været nogen billedomstyrter. Blot filmer han denne gang unplugged (for at bruge hans eget udtryk) uden det store orkester af avanceret teknik, raffineret belysning og statister i massevis.
Af de tre Dogme-film afgiver Mifunes sidste sang så klart de højeste varmegrader. Den slutter hurtigt en slagfærdig charme-pagt med sin tilskuer om at være et lunt og underfundigt komedie-drama, hvor modsætninger mødes og spæd, men sød musik opstår på tværs af grå sandsynlighed.
Den gnist af undergravende, fandenivoldsk originalitet, der antænder både Festen og Idioterne, rummer Mifunes sidste sang ikke: Den hører, trods tonefaldets frimodighed, mere hjemme i et relativt forudsigeligt univers, hvor amerikanske succeser som Rain Man og Pretty Woman angiver vejen mod noget opløftende. Slet ikke de værste inspirationskilder.

Næstekærlighed
Kragh-Jacobsen har selv sagt, at hans film handler om kærlighed - kun rigtigt i ordets videste betydning. For nogen romantisk film er Mifunes sidste sang egentlig ikke: Det kærlighedsmøde, historien meget længe lægger op til, underspilles lidt skuffende spagt, da det endelig fuldbyrdes.
Snarere handler filmen om ansvar over for eget og andres liv. Om næstekærlighed og om (manglende) ærlighed over for sig selv og andre. De to hovedpersoner, Kresten og Liva, skjuler deres identitet for omgivelserne, har et spil gående, hvor fortiden fortrænges, mens den umiddelbare sandhed om deres liv og indbyrdes forhold trænger sig stadig stærkere på fra dag til dag.
Både Kresten og Liva tager ansvaret for deres brødre - Kresten for den retarderede Rud, Liva for lillebroderen Bjarke, hvis kostskoleuddannelse hun finansierer. Som søskende er de godt på vej til at realisere en autentisk ansvarlighed: Over for hinanden er de først lige begyndt.

Fabel-konstruktion
Plottet er vel snart kendt af de fleste: yuppien Krestens tilbagefald til barndommens bondeliv på en forfalden lollandsk gård, hvor bror Rud kræver mere pasning end den mildest talt indskrumpne bedrift.
Kresten er på alle måder en falsk yuppie, et gidsel i sin nye, egocentriske kones rige familie. Så da han tager til Lolland på egen hånd, fanges han i sine løgne og udstødes - som han vel egentlig også ønsker det.
Liva er luksus-callgirl på flugt fra en telefon-chikanerende psykopat - og ender som husholderske på gården, hvor også hendes vantrevne pubertets-lillebror Bjarke tager ophold og bliver kammerat med den voksne Rud, der alligevel går i barndom.
Som altid hos Søren Kragh-Jacobsen er der mere tale om fabel end realisme. Konstruktionen er åbenlys, som når Liva ender hos en pervers kunde, som netop har afstraffet hendes lillebror - et sammentræf, der kan vaske sig.
Men bortset fra den lidt vattede slutning, hvor meget antydes (en UFO-landing?) og for lidt føres igennem, er fablen solidt skruet sammen, med lige netop de gode overraskelser, skæve vinkler og kringlede finurligheder, der forhindrer, at forudsigeligheden tynger.

Gennembrud
Det bliver i høj grad Jesper Asholts ejegode Rud, der varmer filmens humor og giver den lysere kulører end den sorte: Rud er jo lige så uhjælpeligt hudløst ærlig, som de andre er fordægtige, han har endnu barnets blik for livsmiraklet.
En svær rolle, der hele tiden er på vej til at kamme over i fortærsket tosse-'poesi' eller sentimentalitet, men som Jesper Asholt holder fast i en elementær menneskelighed og forsvarer med en konstant underliggende humor. For måske er Rud ikke altid helt så enfoldig som han lader: Bemærk f. eks., hvor kontant han sætter den lokale præst på plads.
Det er et gennembrud, dog ikke overraskende, hvis man kender Asholts mesterpræstation i Henrik Ruben Genz' novellefilm-perle Omveje.
Derimod kommer Iben Hjejles suveræne Liva bag på mig. Her er ikke blot et ansigt, kameraet elsker, men et nærvær, der bliver magnetiserende gennem sin selvfølgelighed: Hjejle synes ophøjet uinteresseret i 'at gøre indtryk'. Med største lethed rammer hun både figurens hårdhed og sødme, lagrede desillusion og frempiblende humor. Og så har hun en velsignet spontan replik.
Hun får solidt, sympatisk modspil af Anders W. Berthelsens Christen, der har det åbne, neutrale ansigt, hvor mange slags skæbner kan aftegne sig. En løgnhals, der virker paradoksalt ærlig i alt, hvad han gør. Berthelsen er - som Hjejle - en begavet repræsentant for en ny nøgtern skuespillergeneration, der trives hjemmevant med filmmediet.

Ren poesi
Men også birollerne rammer plet: Sofie Gråbøls bulldozer af en rig pige, samt et helt kor af kyniske call-girls, liver op i periferien, og Emil Tarding er et fund som den tidligt forhærdede Bjarke.
Uden at behøve mere end få toner underlægningsmusik har Søren Kragh-Jacobsens instruktion overhovedet den sædvanlige musikalitet og kendte sans for personernes små, rørende ømhedstegn.
En kort scene, hvor Rud inviterer sine tavse venner hjem, og Liva varter op, hvorefter fyrigt guitarspil bruser frem, ja, den blomstrer bare frem som et lille vidunder af poesi og snurrig situationsfornemmelse. I sådanne øjeblikke lever filmen sit eget sarte liv højt hævet over alle konstruktioner.

*Mifunes sidste sang. Instruktion: Søren Kragh-Jacobsen. Manuskript: Søren Kragh-Jacobsen og Anders Thomas Jensen. Dansk (Grand, Dagmar, Palladium, Palads, Gladsaxe Bio)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her