Læsetid: 4 min.

Jeg er en sommerfugl

23. marts 1999

Græshoppen vækkede mig. Tak skal du have - kammerat

Svævende
Det er ikke til at se dét, hvis man ikke lige ved dét - men jeg er en sommerfugl. En sommerfugl, der flakser fra blomst til blomst og lever i et konstant nu. Jamen, min gode herre - vil den opmærksomme læser sikkert indskyde - du har arme og ben og ingen vinger. Du ligner rent ud sagt mere et menneske. Og til dette kan jeg kun gentage mit udsagn: Jeg er en sommerfugl.
At biologien, zoologien - whatever - så påstår, at der er visse krav, der skal opfyldes, før et levende væsen er en sommerfugl - for eksempel at den har synlige vinger - rager mig en fløjtende fis. Som at omfavne luften, som tre pund hør.
Jeg er en sommerfugl, en Nældens takvinge - Lille Ræv. Og det har jeg været lige siden den dag, jeg så min første sommerfugl. Lige siden den dag jeg, med net og æter i syltetøjsglas, indledte min jagt på disse bevingede sjæle.
Det begyndte - som livet nu har for vane at gøre; begynde og ende - ude i min have. Jeg var tre år, og vi havde en evigt blomstrende, blålilla sommerfuglebusk, der nød stor anerkendelse blandt vejens sommerfugle. De sværmede om den som bejlere til Penelope, og fra buskens fine karma strømmede en blød, sød duft af honning og kærlighed. Af eksploderende øjeblikke - lydløse, lykkelige bomber af luft. Af skønhed. Og dén ville jeg have - skønheden; en perfekt ingrediens til at manipulere med bevidstheden. Mit første bevidsthedsudvidende stof.

En ren rus
Jeg vågede over busken fra morgen til aften. Det var en ren rus, og kom et pragteksemplar flyvende, lod jeg mit net smælde som en pisk gennem luften.
SMAK! Og så var sommerfuglens skæbne beseglet, forløst.
Dernæst var det vigtigt, at gelejde den så nænsomt som overhovedet muligt ned til den dræbende æter i syltetøjsglasset. Det vil sige: Undgå at berøre sommerfuglens vinger - den måtte ikke miste sine farver.
Når dette var gjort, og låget skruet på, kunne jagten fortsætte. Og kom natten med sit mørke, var det ikke til hinder for at fortsætte eventyret. Jeg smækkede bare en arkitekt- lampe ud i haven, og så kom alle nattens sværmere flyvende direkte mod lyskilden. SMAK! Endnu én. Dén så i sandhed Lyset, og har måske i øjeblikket før mit angreb tænkt: Nu, nu hvor jeg endelig har set Lyset, er jeg ligeså meget på røven, som jeg altid har været.
En æterdød sommerfugl har tendens til at slå vingerne sammen, og derfor var næste led i processen at sætte dem i spænd, så deres vinger stod som en påfuglefjerdragt i flor. Jeg lod dem stå i mindst en uge, og fjernede dem så fra spændepladen og satte dem ind i en glasmontre. Færdigt arbejde, pure beauties - selvportrætter.
Der var Kålsommerfugle, Admiraler, Takvinger, Citronsommerfugle, Påfugleøjne, Sørgekåber, Kejserkåber, Perlemorssommerfugle og alle dem, hvis navne jeg ikke kendte.

Den endeløse jagt
Tiden sivede videre, og hvert forår, når jeg fik øje på årets første sommerfugl, fandt jeg mit udstyr frem, pudsede formen af og kastede mig ud i den endeløse jagt på mine højtelskede venner.
Og så en dag, skete der noget. Naturligvis, det gør der hver dag - men denne dag var skelsættende for mig og mine sommerfugle. Jeg blev ramt af en satori. Ganske enkelt og banalt. Som dit og mit åndedrag.
Jeg var taget til Rusland - ikke landet - men et område nær Havreholm i Nordsjælland med mine forældre og søster. Hele familien var på sommerfuglejagt i dette skønne område af frodig og smuk vegetation. Det vrimlede med sommerfugle og andre insekter. Og på hvert andet grønne, levende blad kravlede horder af vinbjergssnegle. Jeg løb euforisk fra sommerfugl til sommerfugl og smældede med nettet. Det var et sandt paradis. Aldrig havde jeg set så mange forskellige sommerfugle på én gang. Min mund løb i vand.

Lysegrøn som håbet
Hurtigt lå der seks sommerfugle i mit syltetøjsglas, og lige foran min næse kom den smukkeste Admiral svævende. Jeg havde ikke set en Admiral i lang tid, og var fast besluttet på at fange den. Jeg fulgte efter den, gjorde ingen hidsige bevægelser, fløj som den, og da den endelig landede på en blomst og foldede sine vinger sammen, tog jeg en dyb indånding og lod atter nettet smælde. SMAK! Men Admiralen var hurtigere end mig, den forduftede, fløj op mod skyerne. Jeg nåede ikke at ærgre mig, for jeg havde fanget noget andet. Det hoppede som en gal i mit net. Jeg fik hold på nettet og så, at jeg ved et rent tilfælde havde fanget en giga græshoppe. Den var lysegrøn som håbet, og jeg besluttede mig for at lægge den ned i syltetøjsglasset til mine - nu - drømmende venner. Med møje og besvær fik jeg bugseret græshoppen ned og smækket låget på. Fanget - næsten. Den gjorde kraftig modstand inde bag glasset; hoppede, spjættede, dansede en krigsdans og ænsede slet ikke de seks sommerfugle, hvis vinger den rev mere og mere i stykker med sin energiske kamp for livet. Målløs kiggede jeg på Ragnarok, der udspillede sig for mine øjne. Det var et sandt kaos, et mareridt. Jeg måtte stoppe det. Resolut skruede jeg låget af og lod græshoppen springe ud i det fri. Og så slog det mig: Den vil sgu' leve, mand. Selvfølgelig, hvem vil ikke det? Hvem fanden vil ikke det?
Og så var der ligesom ikke mere at komme efter. Jeg havde mistet lysten til at fange sommerfugle, havde mistet lysten til at dræbe dem med æter. Jeg indså, at jeg i virkeligheden - hvis en sådan findes - jagede mig selv. Og græshoppen vækkede mig - tak skal du have, kammerat! Jeg indså, at jeg var et menneske, en dreng, et levende væsen - alt og intet, et øjeblik. En sommerfugl, der flyver fra blomst til blomst.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her