Ingen grund til sure opstød over Jersilds metode, men dokumentar på tv har andre svagheder...
TV
Jeg havde sat mig for - et godt gammel dansk udtryk, som har fundet ny mening, når det er fjernsynet, man sætter sig foran - jeg havde sat mig for, at jeg ville se på troværdigheden i en tilfældig udsendelse af danske tv-stationers for tiden mest udskældte og forkætrede programvært, Jens Olaf Jersild.
Så jeg havde mandag aften sat mig for(an) skærmen for at blive indført i Jersilds afsløringer af diverse boligselskabers misbrug af lejekontrakters bestemmelser om istandsættelse ved fraflytning. Ikke noget ophidsende tema, hvis jeg skal være helt ærlig. Men udsendelsen gav mig rig anledning til at oververveje, hvad et dokumentar-program egentlig er for en størrelse, ikke alene når Jens Olaf Jersild står for det, men generelt.
Ordet dokumentar, som er lånt fra dokumentarfilm, har en aura af sandfærdighed over sig: noget dokumenteret. 'Dette er en dokumentarfilm eller et ditto -program, altså er det den rene og skære sandhed'. Alene det, at kalde det dokumentar-det ene eller det andet, forpligter til at holde sig til sandheden. Her er syn for sagn - eller for sagen, som man ifølge Gyldendals ordbog over Nu-dansk også må skrive.
At sandheden, også i denne sammenhæng, til hver en tid er sandheden set med fortællerens øjne, siger sig selv. Fortællerens evne til at få sin sandhed til at virke overbevisende bringer os så hen i nærheden af begrebet troværdighed.
Der er stor forskel på den klassiske dokumentarfilm og det moderne dokumentarprogram på tv. Det skal der også være ifølge sagens natur. Den klassiske dokumentarfilm fortalte os om livsformer, arbejdspladser, miljøer og tilstande, vi ikke havde nogen chance for at være fortrolige med, før der var noget, der hed fjernsyn. Vi iagttog disse emner med dokumentarfilminstruktørens øjne, vi oplevede hans eller hendes sandhed, vi blev fortrolige med det, instruktøren på vores vegne forinden havde gjort sig fortrolig med.
Nu er vi, takket være fjernsynet, fortrolige med snart hver eneste afkrog af verden, så dokumentarprogrammet ser det som sin opgave at trænge ind under overfladen af detaljerne i den verden, vi tror, vi er så fortrolige med. Og det er fint nok! Men det er pludselig noget helt andet. Det er journalistik.
Tre svagheder
Jeg ser tre svagheder i den stil, ikke blot Jens Olaf Jersild, men de fleste andre værter for dokumentarprogrammer på tv vælger at bruge. Jeg ser generelt tre trusler mod troværdigheden.
Den første er, at det synes umuligt at gennemføre disse programmer uden brug af flodbølger af ord. Talestrømmen er så dominerende, at betegnelsen illustreret radio alt for nemt falder en ind. Da billederne i langt de fleste tilfælde desuden er banale og selvfølgelige, formodentlig fordi der ikke er tid til at kæle for dem eller til at udvise blot en smule opfindsomhed, så bliver ordene endnu mere dominerende. Og med alle disse betydningsfulde ord strømmende ud af munden på programværterne forstærkes fornemmelsen af subjektivitet på bekostning af - troværdigheden.
For det andet: Jeg tror, at værterne udmærket er klar over svaghed nummer ét. I hvert fald er det symptomatisk for de fleste af disse programmer, at de ind imellem bliver peppet op med smæk for skillingen: Uden anden motivering end at nu skal vi fa'me vækkes op, kommer der pludselig eksplosioner af lys og tekster og zoom ud og ind på hvad som helst, ledsaget af piber og trommer og bum-bum, som var vi på en kommerciel station, der har lov til når som helst at klippe en reklamefilm ind i de løbende programmer. Atter på bekostning af - troværdigheden. Ku' man da for fanden ikke bare ta' og holde sig til sagen?
En ildsjæl
Min tredje betænkelighed er spørgsmålet om kilden til værtens oplysninger. Da det nu er Jersilds program, jeg har taget udgangspunkt i, skal jeg tillade mig at indskyde, at jeg ikke får opstød over hans brug af metoder til at skaffe sig oplysninger og bevismateriale. Jersild er en ildsjæl, og de ærinder, han og hans medarbejdere er ude i, retfærdiggør efter min mening for det meste metoderne.
Noget andet er, at man måske hos chefen for netop disse programmer kunne savne en mere kritisk vurdering af, om resultaterne har været metoderne værd.
Men jeg er nødt til, på det generelle plan, at tage spørgsmålet om kilden op igen. Sidst, jeg berørte det, var i min omtale af DR's to programmer om doping i cykelsporten.
Jeg angreb de to programværter Niels Christian Jung og Olav Skaaning Andersen for skjule deres kilde bag anonymitetens slør. Det forekommer mig at være den største mangel på troværdighed, man kan opfinde til et tv-program. Hvis ikke en af de to værter, jeg husker ikke hvem, i sidste uge havde optrådt i et radioprogram og endnu en gang havde hævdet, at den anonyme kilde, som lå inde med de afgørende blodprøver i den pågældende sag, sandelig var troværdig, ville jeg have holdt min kæft. På den givne foranledning bliver jeg nødt til at påstå, at et dokumentarprogram, der er baseret på anonyme kilder, bør arkiveres på samme måde som anonyme breve, nemlig lodret.
En grimasse
Der skal ikke så meget hurlumhej til, før en lille situation giver en stor fornemmelse af sandhed, af dokumentarisme. Lad mig fremhæve et øjeblik i Jersilds program, der var hele udsendelsen værd: Han har gennemheglet en repræsentant for et boligselskab ved brug af de metoder, der nu er hans, og hvis konsekvens jeg her har kommenteret. Jersild har fremlagt et dokument, der modbeviser mandens påstand, hvad den nu var. Man kan ikke komme længere. Samtalen går i stå. Da indskyder Jersild: "Men kan du så godt forstå, at jeg har svært ved at have tillid til jeres tal?"
Billedet af mandens besvær med at finde en grimasse, der kunne passe, var
uimodståelig.
Det handlede i flere dimensioner om - troværdighed.
At dette kom til at foregå på den aften, da Europas mest magtfulde institution fik trukket troværdighedens tæppe væk under sig, og hvor verdens måske eneste troværdige politiker var på besøg i Danmark, nævner jeg kun for fuldkommenhedens skyld.
