Læsetid: 6 min.

Stjernekrig bliver virkelighed

20. marts 1999

USA vil opstille et raketforsvar. Russere og kinesere protesterer, mens republikanerne har fundet et varmt emne til næste valgkamp

Det var måske ikke Nordkoreas oprindelige hensigt med affyringen af en mellemdistanceraket sidste sommer, men i dag foreligger det ubestridelige resultat.
I løbet af de næste fem år vil USA udvikle et forsvarsskjold mod fremmede missiler. I juni 2000 skal præsident Bill Clinton tage beslutning om opstilling og i 2005 regner Pentagon med at opstille det første luftværnsraketbatteri og et medfølgende radarsystem. Hvis teknologien tillader det, vil dette raketværn være i stand til at nedskyde fem-seks interkontinentale missiler ad gangen.
Den principielle beslutning er blevet taget i denne uge i Senatet med 97 stemmer for og kun tre imod. I Repræsentanternes Hus var resultatet langt fra så enstemmigt, idet 371 støttede dagsordenen og 105, næsten alle demokrater, vendte sig imod den. Men stillet overfor en så massiv opbakning til et raketforsvar opgav præsident Clinton sin hidtil skeptiske holdning. Det ville være omsonst for ham at nedlægge veto, eftersom to tredjedele af Senatet kan annullere det.
For Clinton, vicepræsident Albert Gore og mange demokrater var knæfaldet overfor republikanernes favoritprojekt imidlertid også udtryk for en kølig politisk kalkulering op til præsidentvalget i 2000.
"Højrefløjen i amerikansk politik har nu vundet debatten om et raketværn. I Det Hvide Hus turde man ikke lade republikanerne gå højre om demokraterne i en debat om national sikkerhed, netop som valgkampen 2000 skal til at starte," siger Joseph Cirincione fra Carnegie Endowment for International Peace.
USA's fremmeste autoritet på området påpeger imidlertid også, at det militær-industrielle kompleks - Pentagon og våbenbranchen - har haft en hånd med i beslutningen. Siden præsident Ronald Reagan i 1981 luftede idéen om et forsvarsskjold - inspireret af Star Wars-filmserien i perioden - har USA spenderet 55 mia. dollar på projektet.
Men i Clinton-årene er bevillingerne blevet reduceret; først i finanslovsforslaget 1999-2000 ændres denne nedadgående tendens. Her foreslår regeringen nemlig at øge udgifter til forskning og udvikling af et raketværn, således at i alt 10,5 mia. dollar vil blive brugt i de næste fem år. Alt tyder på, at Kongressen vil give grønt lys til disse bevillinger, og måske lægge mere oveni.
"Dette kursskifte er først og fremmest politisk, men jeg tror, at Clinton-regeringen undervurderer, hvor indflydelsesrig penge kan være i forsvarspolitik. Når der lægges så mange kontanter på bordet, bliver projektet drevet frem af en uimodståelig naturkraft," siger Joseph Cirincione til New York Times.
Historien om, hvordan Clinton og Gore vendte på en tallerken i denne prekære sag om våbenkontrol illustrerer, hvor lidt der skal til i amerikansk politik for, at "lille tue vælter stort læs."
Kun den ekstreme højrefløj i Kongressen går ind for at investere penge på udviklingen og bygningen af et uigennemtrængeligt forsvarsskjold mod missiler affyret fra landjorden, havet eller himlen. Fra et videnskabeligt-teknologisk synspunkt er det simpelthen umuligt at konstruere et så effektivt raketværn.
Derfor forsøger Pentagon i samarbejde med forsvarskoncerner som Raytheon og Boeing at konstruere et mindre ambitiøst skjold, hvis kapacitet begrænser sig til at "opsnappe" ganske få missiler. Men for at berettige udgifter på mange milliarder dollar skal der være en konkret trussel, og hvis den ikke foreligger her og nu, kan den altid blive tryllet ud af den blå luft.

Første gang republikanerne prøvede at finde en trussel var under valgkampen i 1995-96. Tidligere CIA-direktør Robert Gates blev anmodet om at undersøge sagen, men i en rapport afviste han, at truslen fra Iran og Nordkorea skulle berettige bygningen af et National Missile Defense.
Højrefløjen gav ikke op. I 1997 fik tidligere forsvarsminister Donald Rumsfeld samme opgave tildelt af den republikanske Kongres. Denne gang gav strategien pote. Som formand for en tværpartisk kommission konkluderede Rumsfeld i juli sidste år, at USA har "ingen eller lille advarselstid" mod atombærende ballistiske missiler, som Nordkorea og Iran ifølge kommissionen vil have færdige til anvendelse i 2005.
Denne vurdering stod besynderligt nok i greel modsætning til rapporter fra CIA og forsvarsministeriet, der anslog, at USA har en tidsfrist til 2015. Men alle disse forudskrevne trusler blev med ét passé, da en uidentificeret raket affyret af kommunistiske Nordkorea i august sidste år fløj over Japan, eksploderede og faldt i havet, 500 km. fra sit startpunkt.
Nordkorea hævdede, at man havde forsøgt at opsende en satellit til spredning af kommunistisk propaganda verden rundt. Denne ikke usandsynlige forklaring blev straks afvist af regeringseksperter i USA. Hvor om alting er - Nordkorea havde foræret forsvarshøgene et kærkomment argument i den amerikanske debat. Hvis Nordkorea kunne sende en "dummy" så langt, virkede det ikke umuligt, at Alaska er i farezonen, hvilket er ensbetydende med det amerikanske kontinent.
Dette til trods for, at der ingen beviser er for, at det nordkoreanske styre har udviklet en atombombe.
Tværtimod tyder meget på, at Kim Jong Il's regering snart vil give vestlige inspektører tilladelse til at checke en underjordisk atomreaktor, som amerikanerne hævder er udstyret til at fabrikere en atombombe. Som modydelse kræver Nordkorea hundrede mio. dollar i amerikansk bistand.
Set på denne baggrund synes den mest sandsynlige forklaring på fremskyndelsen af "stjernekrigsprojektet" at være frygten for, at "slyngelsstater" kommer i besiddelse af atomvåben, som kan bruges til "nuklear afpresning" af USA og dets allierede. I foreliggende tilfælde føler Sydkorea, men også Japan sig sårbare.
På overfladen virker denne strategi ikke helt vanvittig. Hvem ved, hvad Nordkorea eller Saddam Husseins Irak en dag kunne finde på at bruge masseødelæggelsesvåben til. Et raketværn, der kan installeres af nabolande, venligtsindede overfor USA og allierede, kunne en dag vise sig at være nyttig - ligesom under en ny landkrig i den Persiske Golf.
Hvad der bekymrer kritikerne, er et raketværns utilsigtede konsekvenser for international våbenkontrol. Den skrøbelige nukleare magtbalance mellem USA og Rusland er baseret på ABM-traktaten fra 1972, som eksplicit forbyder opstilling af et raketforsvar. Årsagen er, at en kapacitet til at forsvare sig mod interkontinentale raketter øger incitamentet til at bygge mere præcise og slagkraftige missiler.
I teorien skulle et raketforsvar altså stimulere våbenkapløbet. Derfor anses ABM-traktaten som en hovedhjørnesten i supermagternes nedrustning fra 1970 og fremefter. I Senatets dagsorden vedtaget i denne uge står der højt og tydeligt, at et amerikansk raketværn ikke må undergrave ABM-traktaten, men hvordan det skal undgås, forklares ikke.
Rusland har ikke overraskende taget afstand fra det amerikanske initiativ, og under sit besøg i Washington i næste uge vil ministerpræsident Jevgheni Primakov utvivlsomt fremhæve, at USA's ensidige tilbagetrækning fra ABM-traktaten på forhånd udelukker Duma'ens ratificering af START II-traktaten. I de sidste par uger havde man ellers kunnet konstatere en opblødning blandt russiske parlamentarikere.
USA's forhold til Kina bliver også unødvendigt kompliceret af Kongressens afgørelse i denne uge. Både Taiwan og Japan har nemlig ytret ønske om at få installeret et amerikansk-bygget raketværn på deres territorier som forsvar mod Kinas ballistiske missiler.
Fornylig sendte Pentagon en rapport til Kongressen, hvori det hedder, at Kina planlægger at tredoble antallet af missiler rettet mod Taiwan i de kommende år. Den påstand er blevet pure afvist af regeringen i Beijing, der ifølge Financial Times godt nok ønsker at modernisere sin atomslagstyrke, men samtidig håber at holde de enorme udgifter forbundet med at opretholde et nukleart våbenarsenal nede på et beskedent niveau.

Den antikinesiske stemning i Kongressen har imidlertid nået et foreløbigt højdepunkt, efter at det i sidste uge blev afsløret, at en sino-amerikansk forsker ansat på et våbenlaboratorium muligvis har lækket klassificerede oplysninger om opgradering af nukleare sprænghoveder til kinesiske videnskabsmænd.
Selv om han ikke er blevet arresteret, er "skandalen" vand på republikanernes mølle og bidrog sammen med den nordkoreanske raket til at svække Clinton-regeringens stilling yderligere i debatten om et raketværn.
En anden utilsigtet konsekvens af Kongressens beslutning kan således blive, at Kina om føje år vil føle sig tvunget til at starte et våbenkapløb med Taiwan, Japan og USA. Begrundelsen? At kinesiske missiler automatisk vil miste deres gennemslagskraft, dersom Taiwan og Japan rekvirerer et raketværn.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu