Læsetid: 6 min.

Et studie i blinde

18. marts 1999

Maskinerne hjælper den blinde engelskstuderende Jane Nielsen, så hun alligevel kan læse det, hun ikke kan se. Men teknikken kan ikke bøde på de medstuderendes usikkerhed

TRODS ALLE ODDS
"Hallo, er der nogen, der vil følges?"
"Hvem vil med ned i auditoriet?"
22-årige Jane Nielsen stod midt i klasselokalet og råbte.
Om lidt skulle de engelskstuderende have en forelæsning i et nyt auditorium, og Jane Nielsen anede ikke, hvordan hun skulle finde derhen.
Alt er nemlig sort omkring den nystartede studerende, der er født med et stort synshandicap.
Og ude i mørket kunne hun bare høre døren gå og folk forsvinde.
"Jeg kan huske, at jeg tænkte: Jamen, det kan da ikke passe, at de ikke kan høre mig. Og at jeg prøvede at variere spørgsmålene, så det ikke skulle være alt for ydmygende."
Til sidst lykkedes det at få kontakt med den allersidste medstuderende, så de kunne følges til forelæsningen.

Giver ikke op
"I sådan en situation kan jeg godt få lyst til at sige, at det kan være lige meget og så gå hjem. Men jeg er altså ikke typen, der bare giver op," fortæller Jane Nielsen, der understreger, at det var en ekstrem situation, og at de medstuderende med tiden er blevet mere opmærksomme på, at de skal hjælpe hende.
I september begyndte hun på Aarhus Universitet, og hvis studiestarten var forvirrende for de andre studerende, var den dobbelt forvirrende for Jane: "Jeg har overhovedet ikke nogen fornemmelse af, hvordan der ser ud på universitetet. Det er bare et stort, uoverskueligt sted," fortæller hun.
Når Jane Nielsen sidder til forelæsningerne sammen med de 200 andre studerende, er hun omkranset af et mudder af stemmer: "Jeg ved ikke, hvem der taler, og hvor de er henne," forklarer hun: "Jeg skal jo lære folk at kende på stemmerne, og det kan godt være svært, når der er så mange."
Derfor må hun nogle gange spørge den samme person, hvad han eller hun hedder, flere gange inden for et kort tidsrum.
"Der er sikkert nogen, der synes, det er underligt, at jeg spørger igen og igen. Men det er altså ikke fordi, jeg ikke kan huske. Det er fordi, jeg ikke kan kende stemmen."
Når det overhovedet kan lade sig gøre at læse, selv om man ikke kan se, skyldes det blandt andet en mængde tekniske hjælpemidler.

Mærker ordene
Når de andre studerende grifler lærerens ord ned på blokken, føler Jane på sin bærbare computer og taster forskellige kombinationer af blindskriftens seks tegn ind.
Bagefter kan hun mærke ordene ved at røre ved de små pinde, der popper ud i bunden af computeren.
Hånden glider hurtigt hen over dem og danner mening i Janes hoved.
Når hun selv skal skrive almindelige bogstaver, der kan forstås af underviserne, lyder det næsten som om, hun har fået selskab af R2D2 fra Starwars. En metalisk stemme, der af og til lyder noget gebrokken, fortæller hende, hvilke ord eller bogstaver hun har skrevet, og hvad computerens ikoner betyder.
"Hjælpemidlerne er uundværlige, men det er meget tidskrævende at lære at bruge dem," fortæller Jane, der har været på flere kurser på Dansk Blindeinstitut.
"Især når man som jeg ikke er et computergeni."
I det hele taget er studiet forbundet med en mængde besværligheder.
Før Jane kan læse en bog, skal den skaffes gennem Studiebogsbibilioteket på blindeinstituttet i København, der tit må hente den hjem fra USA eller England. Og hvis hun er den første synshandicappede, der har brug for bogen, skal den indtales på bånd eller oversættes til blindskrift.
Det kan tage lang tid, og så kommer Jane bagud.
"På første semester måtte jeg følge faget britisk historie uden en eneste bog. Det er frustrerende, når jeg ikke kan læse det samme som mine medstuderende, men på det her semester ser det heldigvis ud som om, der er flere bøger."
Når hun går rundt i sin egen lejlighed, må Jane lige stikke hånden ud og føle sig frem, og når hun går oppe på universitetet, følger hun altid faste ruter.
"Så véd jeg, at hér skal jeg følge en mur, og dér kommer et trin. Men jeg har da flere gange oplevet, at jeg er faret vild og har troet, at jeg var på rette vej, indtil nogen fortalte, at jeg var havnet ovre på Tysk. Men så spørger jeg bare om vej, og folk er generelt flinke til at hjælpe."
Som synshandicappet får Jane også bevilget nogle timer til såkaldt mobility-undervisning, hvor en konsulent lærer hende forskellige kendetegn, så hun kan komme omkring på egen hånd.
Det er vigtigt for Jane, at kunne være så uafhængig som muligt, og det er også derfor, hun yder så stor en indsats for at tage en uddannelse.
"Jeg vil gerne vise, at jeg kan noget. Ellers er det nok sværere at få et arbejde, fordi arbejdsgiverne ikke tror, at en synshandicappet kan lige så meget som de seende."
Jane er indstillet på, at hun nok kommer til at bruge længere tid på studiet end sine medstuderende, men det holder hende ikke tilbage.
"Det er jo ikke værre for mig, end det er for andre synshandicappede. Vi har bogproblemer, og ind i mellem har vi også sociale problemer, og sådan er dét!"
"Det er ikke sådan, at jeg går og klager over at være synshandicappet. Sådan har det jo været hele mit liv."

Ikke på fredagsbar
Socialt er det dog noget sværere at læse på universitetet, end det var, da Jane gik på gymnasiet eller på højskole. Der er færre timer og flere mennesker, og Jane har haft så travlt med alle de praktiske ting, at hun ikke har haft tid til at yde en stor indsats for at komme ind i det sociale miljø. For eksempel har hun kun været i fredagsbar ganske få gange.
"De andre på holdet er flinke, men de tager ikke så ofte kontakt til mig. Og det er svært for mig, at kontakte dem, når jeg ikke kender stemmerne. Jeg kan jo ikke bare sige: Du dér. Så nu er jeg begyndt at gætte og sige: Er det Mette? Nå, det var ikke Mette," smiler Jane.
Hun har overvejet at stille sig op i en holdtime og sige, at de andre gerne må stille spørgsmål om hendes blindhed, hvis der er noget, de vil vide.
"Måske kan det nedbryde nogle barrierer. Jeg har tidligere haft gode erfaringer med at lade folk spørge. Når vi først har fået snakket om min blindhed, glemmer de den, og så bliver jeg Jane i stedet for 'hende den blinde.'"

Ikke nærtagende
Jane tror, nogle seende er lidt usikre over for hende, fordi de er bange for at såre hende.
"De tror måske, jeg bliver ked af det, hvis de kommer til at sige noget med at kunne se. Men jeg er altså ikke nærtagende. Når jeg er sammen med mine blinde venner, gør vi selv grin med vores blindhed. Hvis der for eksempel er én, der går ind i noget, siger vi: "Så se dig dog for!""
"Selvfølgelig kan man komme til at stille et sårende spørgsmål, men det er mere sårende, når man ikke bliver kontaktet," siger Jane Nielsen.

FAKTA
175 blinde studerende
Studiebogsbiblioteket på Instituttet for blinde og svagseende har registreret omkring 175 studerende. Et halvt hundrede er i gang med en uddannelse på gymnasieniveau. Resten læser på en videregående uddannelse.
Arbejdsmarkedskonsulenten i Dansk Blindesamfund, Anni Rasmussen, mener ikke blinde med længerevarende uddannelser har svært ved at få arbejde.
"Jeg vil ikke sige, at de har det lige så let som de seende, men vi hører ikke om de helt store problemer med at få arbejde," siger hun.

Dette er den fjerde artikel i en serie, hvor Information sætter ansigt på studerende, hvis udgangspunkt skiller sig ud fra mængden. De foregående blev bragt den 10., 12. og 15. marts

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her