Læsetid: 6 min.

Op af swimmingpoolen og ned i verdens største hul

13. marts 1999

Maleren David Hockney udstiller retrospektivt og helt aktuelt tre steder i Paris

UDSTILLING
PARIS - Kunstneren David Hockney, det er ham med malerier af californiske swimmingpools og nøgne mandebagdele - som det vist ikke var meningen, at det svage køn havde adgang til - billeder i stiliseret naturalisme med temaer omkring en frejdigt erklæret homoseksualitet, der i 60'erne med et brag placerede den unge Hockney på popkunstens scene kendetegnet ved ironisk forbrugerfascination, hedonisme og seksuel frigørelse.
I øjeblikket er der ikke mindre end tre udstillinger rundt om i Paris med den Californien-eksilerede englænders malerier og fotos, tilsyneladende uden nogen af de almindelige anledninger: Han er hverken død, fejrer jubilæum eller rund fødselsdag.
Centre Pompidou viser en temaudstilling om rum/landskab i Hockneys maleri, MEP udstiller fotografiske arbejder, og på Musée Picasso, har man taget Hockneys fascination og vedvarende reference til Picasso op. Den 62-årige maler har selv været forbi storstaden og hængt billeder op, og koketeret med en tiltagende døvhed, som - med hans egne ord - har ændret hans syn, og forstærket fornemmelsen af rummet og farverne. Han kunne heller ikke lade være med spydigt at erklære til Le Monde at al snakken om maleriets død, blot skyldes nogle franske filosoffer, der har leget for meget med et fotografiapparat, og at det ikke har noget med maleriets faktiske tilstand at gøre. Og at billederne så i øvrigt må tale for sig selv.
Man skal derfor granske udstillinger nøje, og bevæge sig rundt mellem de tre udstillingsteder for at opdage, at anledningen til dette pludselige Hockney-udbud ganske enkelt er noget så sjældent som maleriet selv, og især to helt nye, voldsomt store landskabsmalerier (over syv meter brede og tre meter høje), panoramaer over Grand Canyon, der har fundet plads på udstillingen espace/paysage - rum /landskab - i det intermistiske og noget åndsforladte sydgalleri på Centre Pompidou.
Begyndere kan starte her, men selv for veltrænede Hockney-kendere er der en fornyende panoptisk indfaldsvinkel at hente til alle de andre rum- og landskabsforestillinger, der er at se på Beaubourg (og andre steder i værket, som man møder det på alverdens museer). Men også et udsigtspunkt til kunstnerens mange undersøgelser, både maleriske, fotografiske og Picasso-beundrende gennem hele værket.
I den forstand giver de store Grand Canyon billeder lejlighed til en helt ny retrospektivitet. Uagtet de kvaliteter, der selvfølgelig ligger i de tidligere værker selv, så får de mening ud fra den maleriske indsigt, der samles i disse kollossale og farvevoldsomme panoramaer.

Synets nydelse
Grand Canyon er som bekendt verdens største hul i jorden, og når man møder sådan et - hver gang man står over for en dal eller et rum, der breder sig ud på den måde - kan man ganske simpelt ikke lade være at stoppe op for at nyde synet. Hvis man skulle være bekymret for, hvor Hockneys 60'er-hedonisme er forsvundet hen, så er den at finde her. Hockney vil have os hen på dét sted, hvor vi nyder synet, og synet er netop noget helt andet end f.eks fotografiet eller det centralperspektivistiske maleri, der trivielt genfindes i film, video, videospil etc. For Hockney har synets nydelse altid - og ikke mindst inspireret af Picasso - været knyttet an til billedet eller motivet... Af en eller anden grund vil vi gerne se på udsigter eller den elskedes ansigt (eller bagdel), så når Hockney vil have os til at nyde synet, på præcis den måde det kan lade sig gøre på i maleriet, så maler han rum, mennesker eller landskaber.
Og hvad er der da at nyde i Hockneys panoramaer henholdsvis "A Bigger Grand Canyon" og "A Closer Grand Canyon" fra '98 hængt op fra gulv til loft på endevæggene i udstillingens største rum, med 20,30 meters afstand, så at man kan komme godt på afstand og helt tæt på - malet med rummets disposition i tankerne? Der er i al fald en masse farver, skrigende rene og pågående, blå himle, gule, røde og violette bjerge og kløfter, grønne planter, så voldsomt, at det i al fald har blæst de fleste franske kritikere ud af rummet og tilbage til Hockneys stiliserede og mere tyste pop-pools og Californiske villaer.
Tæt på kan man konstatere, at 'maleriet' rent faktisk er delt op, det ene i 12 x 8 styks, det andet i 12 x 5. De enkelte malerier er tykt belagt af en stadig duftende oliemaling - og forbavsende abstrakte. Det samlede maleri bliver netop et panorama, en synsrejse ud over og ind i hele kløften, det fjerneste er lige så tæt på som det nærmeste, der er ingen optisk/farvemæssig billeddybde, malerierne har ikke ét, men mange (måske netop f.eks 12 x 5) forsvindingspunkter, som gør at intet forsvinder, men hele tiden rykker frem mod synet. Det er ikke malerier, der kan ses på én gang, allerede i sig selv tager de en panorering, men også i anden omgang, som maleri, tager de tid og bevægelse at se.

Synets utrolige velvilje
Udstillingen på Beaubourg er retrospektivt bygget op, men samtidig kan man med fordel gå rundt og rundt og derfor hente informationer fra de tidligere værker ind i Canyon billedet og tilbage igen.
Hockneys tidligste rum som feks "Arizona" fra '64, og "Rocky Mountain and Tired Indians" '65, er næsten abstrakte og utrolig flade med det rå lærrede som baggrund. Så er der popklassikerne, her bygninger "Saving and Loan Building" '67, med en himmel så fladt blå, at der ikke kan være tvivl om at det er: maleri. Også i det vidt berømte pool-billede "A bigger splash" er motivet først og fremmest den maling, der splasker lærredet til, eller som nonchalent maler himlen blå sådan ca. totredjedele hen af lærredet, hvorpå malingen slipper op, og fortsætter med den næste bøtte af en lidt anden blå - at nogen overhovedet kan tro, at dette er andet end maleri, skyldes synets utrolige velvilje. I det berømte dobbeltportræt "Mr. and Mrs. Clark and Percy" fra 1970-71 står 'hullerne' i stakittet frem som dekorerede kinesiske vaser, mens den arme kat Percy laver hul i Mr. Clark. Hele denne teknik bruger Hockney i sit kløftbillede, hvor man må konstatere, at dybet står frem og klipperne går tilbage, at forgrunden bliver hul mens baggrunden - eller himlen bliver næsten materiel.
Når man så udvider cirkelbevægelsen, og tager udstillingen fra Picassomuseet og MEP med, så opløses billedet af pop-kunstneren Hockney efterhånden totalt og man konstaterer med undren en kunstner, der om Picasso har sagt at: "Kunsten skal søge universalitet. Et værk skal kunne opfattes og fortolkes til enhver tid. Jeg tror, at det lykkedes for Picasso."
På Picaosso museet ser man, hvordan Hockney arbejder sig ind i en egen forståelse af kubismen, som et virkeligt, dvs. endnu mere naturalistisk, men også endnu mere erotisk syn end det, der prægede hans egne tidlige billeder. Det er en undersøgelse, som han maler sig igennem - som i "David, Celia, Stephen and Ian" fra 1982 - men også fotograferer sig igennem, ikke ved ét fotografi, men ved at sammensætte de hundrevis af perspektiver et blik kan splittes op i - alle tre udstillingsteder byder på disse patchwork-fotos af objekter, landskaber, rum og menneske.
På MEP, kan man bl.a se en næsten én til én fotografisk udgave af Grand Canyon maleriet og konstatere, at det ikke hænger sammen fotografisk, mens det netop lykkes i maleriet. Man kunne måske have ønsket sig, at alt dette havde været én stor udstilling. Som det er nu, har man mægtig god tid til at tænke over maleriet og virkeligheden og synet i de lange køer foran museerne. En eftertanke, der åbner op for en en ny forståelse af en maler, der har taget det store spring fra de fashionable allerede intelligent malede swimmingpools og ind i et i bogstaveligste forstand bjergtagende maleri.

*David Hockney, espace/paysage. Galerie Sud, Centre Pompidou, indtil 26. april

*David Hockney, dialogue avec Picasso. Musée Picasso, indtil 3 maj

*David Hockney photographie 1969-1997. Maison européenne de la photographie (MEP) indtil 14 marts

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her