At besøge Sydafrika har været som at komme ind i en tidsmaskine og bevæge sig tilbage til 20'ernes og 30'ernes Europa til de kredse, som mere eller mindre bevidst bragte Hitler til magten. Nu er Herrefolket bange. De hvides bastioner forfalder langsomt, som sandslotte i for stærk vind
Essay
Sådan er det vel ... dette land længst mod syd i Afrika ... en forkrøblet perle. Al denne pompøse skønhed serveret i en sovs af gammelt had såvel som ungt had garneret i en kærlighed, som har uendeligt svært ved at komme til orde.
I al sin omvendthed er Sydafrika en storslået reklamefilm for den socialdemokratiske tanke, en skrækversion af hvordan et samfund udvikler sig uden solidaritet indbyggerne imellem. Her har få for meget og uendelige mange for lidt. Hvis de en dag bliver arbejdsløse burde Poul Nyrup og hans mænd emigrere til dette land, som i langt højere grad end Danmark har brug for velorganiseret, socialt engageret fornuft, end vi allerede rimelighedstæmmede danskere.
"You can take the black man out of the bush, but you can not take the bush out of the black man," lyder en af de hvides standardbemærkninger om deres sorte landsmænd. Og dem har de deprimerende mange af.
"Hvis den hvide mand ikke var kommet til Afrika, havde de sorte stadig ikke opfundet hjulet," er en anden, som en forbløffende mængde vidt forskellige sydafrikanere med europæisk baggrund har betroet mig, som var det en hemmelig kode mellem åndsbeslægtede.
"De sorte har ingen sans for den demokratiske tanke, og de vil aldrig komme til at forstå den ... den er ikke i deres blod," er en tredje klassiker. Listen er lang og trættende som dialogen i et ægteskab, der forlængst burde være endt i skilsmisse.
'Sandhederne' om den sorte mand er lig et gammelt spil kort, der klistrer til hvide hænder, svedige som fingrene er af angsten for fremtiden, hvor de modstræbende må overgive tøjlerne til den afrikanske majoritet. Den forfinede dukkehusverden, som apartheid-regimets hårde drenge gjorde mulig ved at holde alle ikke-hvide i et jerngreb bag dukkehusets horisont, slår revner. Og gennem revnerne får de forkælede øje på et land, som fylder dem med angst.
Nu skal de lære at dele med mennesker, som de stadig ikke føler sig forbundet med, måske ligefrem ringeagter ... lære at dele fremtiden i et invaderet dukkehus, at dele kagen i mange små stykker, som måske forsvinder mellem deres fingre, at dele Bismarckklumpen og se den knuses for altid.
Der er selvfølgelig enkelte ting, som stadig kun kan deles med andre hvide, som f.eks skuffelsen over at fortidens urimelige privilegier endelig er forbi og for nogen måske skammen over at være fædre og mødre til et rædselsregime, som gjorde livet til et inferno på jord for millioner af mennesker.
Sejrherrerne
Mange hvide bruger det kapitalistiske systems indbyggede rastløshed, som en kærkommen undskyldning for at vende ryggen til fortiden.
"Den hvide mands kultur har vundet over hele jorden, så vi må følge trop eller gå til grunde," argumenterer de, mens de forsøger at viske alle spor af fortiden bort med kapitalens ubønhørlige krav om at producere, sælge og forbruge i et evigt intensiverende crescendo, som var det budet, den almægtige skrev på stentavlerne, Moses bragte ned fra bjerget til israelerne i ørkenen. Som var alle landets indkøbscentre, identiske med dem i Brøndby, Coventry og Düsseldorf, katedraler bygget som et første trin på himmelstigen.
De hvides snedige erstatning for den lokale kultur, som de i generationer har undermineret, er drømmen om at ende som 'rigtige europæere' i de lange køer på motorvejene ved Frankfurt i identiske biler, identiske jakkesæt, identiske drømme fanget i en spændetrøje af stress. Forbrugere på vej mod forbruget.
De fattige, som nu står uden for dukkehusets dør og banker på, smiler af forventning, mens de, som har været indenfor i forkælelsen i generationer, tøver, før de forsigtigt åbner døren på klem, som er de bange for, at de nye beboere vil æde dem med hud og hår.
For en udeforstående virker det, som om mange af de privilegerede troede, at de levede i et 'hvidt' land under apartheid og betragtede afrikanerne som mørkets væsener, der kom ud af skyggerne, når der skulle vaskes gulve og skyndsomst forsvandt tilbage i skyggerne, når dukkehusverdenen på ny strålede af properhed.
"Vi så dem ikke," sagde en kvinde, da jeg spurgte hende, hvordan hun kunne holde ud at iagttage de sortes elendige slavetilværelse under apartheid.
Problemet er, at mange af de hvide stadig ikke ser på dem. De prøver at acceptere de nye tider ved kun at fokusere på de elementer i nutiden, som også var en del af deres privilegerede fortid.
Ondskabsfuldheder
Var jeg ikke hærdet angående min egen kulørs arrogance over for ikke-hvide, havde jeg tit måtte forlade deres middagsselskaber, før den rare duft fra køkkenet blev til velstegte stege båret ind af sorte hænder. Men mine børn kan ikke holde ud at høre på nedrakningen af den sorte mand og hans kultur. Det er deres kammerater, de gæstfrie hvide mænd og kvinder snakker om, og børnene gider ikke høre dem gentage deres ondskabsfuldheder længere.
Børnenes reaktion er et kompliment til bl.a. det danske skolesystem, som på dets egen skæve facon har undermineret den stupide paternalisme, som stadig er stærk i Sydafrika, og som var enevældig konge under Apartheid.
I Sydafrika har jeg brugt dagevis på at se film og tv-klip af alvorlige, hvide mænd fra apartheid-tiden, der med en stemmeføring som kærlige, ansvarlige fædre docerer om den hvide mands tunge byrde - "for de er jo som børn, de sorte." Siden blev de farvede åbenbart også som børn, da de hvide fratog dem stemmeretten i 1954.
"We have a huge responsibility towards the black masses, who are not able to govern themselves," betroede den 'store, hvide far' omverdenen med øjne tilsyneladende uden svig.
Og dog har man en fornemmelse af, at disse blidt smilende, hvide mænd bruger barnets troskyldighed til at sløre deres egne magtgale sind. Det er et gammelt kneb, brugt selv i Danmark, at gemme sit ærgerrige fjæs tilsyneladende bag en barnlig troskyldighed, der kunne være poetens - for hvad er mere 'uciviliseret' blandt de 'civiliserede' end utilsløret ambition og magtglæde, selvom det er netop de egenskaber, som har gjort den hvide mand til hersker.
Det er sært at se, at den sidste leder af apartheidregimet, De Klerk, nu optræder som den følsomste af demokrater. Ustandselig bebrejder han regeringspartiet ANC, at de ikke overholder de demokratiske spilleregler, som var han selv en uskyldig engel urørt af realpolitikkens slam. Og dog ved enhver, at han indtil for ganske få år siden var en central figur i det fascistiske regime, der har redet dette smukke land som en mare i årtier.
Hvilken ekstrem arrogance, at de - som igennem generationer med en psykisk and fysisk brutalitet i absolut verdensklasse har undertrykt den store majoritet i dette land og berøvet dem alle andre rettigheder end 'retten' til at arbejde for herrefolket - nu beskylder de endelig frigivne for ikke at forstå demokratiets væsen.
Det minder om den gamle sarkastiske vittighed om bogholderen i Auschwitz, der beklager sig over, at jøderne bruger for meget gas.
Herrefolkets angst
Herrefolket er bange nu. De hvides bastioner forfalder langsomt, som sandslotte i for stærk vind. Og vi ved hvordan det er med sandslotte. Først er forfaldet blot en ganske let fortegning af fortids pragt, men pludselig accelererer det voldsomt, og måske er det da for sent at komme ud af slottet med livet og juvelerne i behold. Måske er det hele pludselig fortid for herrefolket, nu hvor dukkehusene langsomt forfalder om ørerne på dem, og virkeligheden kommer listende gennem de endnu smukke haver for at stirre ind gennem dukkehusets vinduer på den verden, som de hvide ville have for sig selv.
At besøge dette land har været som at komme ind i en tidsmaskine og bevæge sig tilbage til 20'ernes og 30'ernes Europa til de kredse, som mere eller mindre bevidst bragte Hitler til magten. Den pæne, ulasteligt klædte nordeuropæiske middelklasse, som farede vild i en labyrint af mental indavl og gjorde egen utilfredshed med livet til skaberens vrede mod alle, som ikke lignede dem selv og delte deres drømme eller maridt.
Og endnu engang forfalskede den hvide mand sin Guds underskrift. Denne gang på en befaling om at komme magfoldigheden til livs ligegyldig hvor kraftigt vaskemidlet blev. En perverteret hygiejne, som med alle til rådighed stående midler forsøgte at gøre sit eget vulgært simplificerede verdensbillede identisk med Guds fingeraftryk på verden.
Her som i Tyskland var det ikke nogle få psykopater, som startede helvedesregimet, det var nydelige, gudsfrygtige mænd og kvinder, hvis kultur stivnede i en perverteret tro på egen universalitet.
I Auschwitz stod lejrkommandantens klaver under et vindue, der vendte ud til en gade, som førte til gaskamrene. Når hans børn øvede sig på Mozart, fulgte de med øjnene tavse menneskeskikkelser, der gik de allersidste skridt i deres liv. Og børnene vidste, hvad der skete med jøderne i bygningerne med de høje skorstene for enden af gaden.
Men samtidig troede de på deres far, som havde fortalt dem, at de tavse skikkelser var skadedyr, der nødvendigvis måtte elimineres for renhedens skyld. Et simpelt spørgsmål om hygiejne ligesom moderens daglige kamp mod bacillerne på de muselmalede tallerkner ude i familiens hyggelige køkken.
Derfor kunne børnene sagtens holde det lette anslag, som er nødvendigt, når man spiller Mozart, selvom de radmagre menneskeskikkelser blev ved at gå ned af gaden og ingen af dem nogensinde vendte tilbage.
Dukkehusterroren
En tilsyneladende barnlig selvretfærdighed var kernen i såvel nazismen som i apartheid ... vi er hvide, derfor er vi bedre, og Gud ved det, for han er også hvid og alt hvad der er mørkt hører Satan til.
At evolutionslæren var forbudt i Sydafrika indtil 1994 er endnu et bevis på dukkehusterroren i dette land.
"Fra Guds hånd er vi skabt i hans billede isolerede fra alle andre racer og sådan vil det vare i al evighed," synes de blege porcelænsfigurer at forsikre hinanden om, mens de ser nervøst ud af vinduet mod den flængede horisont.
Dukkehusdagene er uigenkaldeligt forbi. Rygraden i apartheid var ønsket om at hæve sig selv på andres bekostning parret med en total disrespekt for den sorte mands kultur, værtens kultur. Den hvide mand må være verdens mest uopdragne gæst. Ikke nok med at han aldrig blev indbudt, men da han så alligevel kom, bemægtigede han sig huset, voldtog værtinden og sendte hendes mand ned i en guldmine til en latterlig løn. Og det barn, som blev resultatet af voldtægten, nægtede han at vedkende sig. Det voksede op langt væk hos en bedstemor, mens moderen brugte resten af sine dages ømhed på at passe voldtægtsforbryderens 'rigtige, blege dukkehusbørn'. Det antager tragikomiske dimensioner, når man hører, hvordan de 'rettroende' fra Europa har behandlet sine 'barbariske' værtsfolk.
Hvad mon det var for en Gud, de havde taget med fra Europa, og som de tilbad flittigt i de kirker, der som en eksplosion af fromhed skød op overalt i Sydafrika fra det øjeblik den hvide mand gik i land? Var det de barmhjertiges gud, eller havde den hvide mand igen brugt sit kneb med at skjule følelseskold ærgerrighed bag en maske af troskyldig barnlighed? Var det mon den rigtige Gud de nyankomne knælede for søndag efter søndag, eller havde de ladet satan invadere guds enge og slå alt ned for fode, som de selv havde udslettet de oprindelige beboere i Sydafrika med samt deres kultur? For der bør vel være et slægtskab mellem den, som bøjer knæene i det mørke rum, og den som skal modtage bønnerne i det ultimative cyberspace?
Utroligt hvilke uhyrligheder vi i tidernes løb har foretaget i gudens navn. Stakkels Gud, hvis han sidder et eller andet sted som gidsel og ser hvilke ræd-sler der udspiller sig i hans navn uden at kunne gribe ind. Afrikanernes kirke, Niederlandsche Reformerte Kerk, tog først officielt afstand fra apartheid sidste år, fire år efter Nelson Mandela kom til magten. Måske håbede de til det sidste, at fortiden ville indhente fremtiden og likvidere den, før den fik for meget selvtillid.
"My great fear is that when they are turned to loving we shall be turned to hating" skrev en at Sydafrikas store digtere, Alan Paton, i romanen My beloved country.
En smuk sætning om den sorte mands tålmodighed over for den hvides mands forbløffende arrogance. Om de hvide genopdager kærligheden til andre end sig selv, før de sortes tålmodighed slipper op og hadet mørklægger regnbuen, er endnu fem år efter apartheids endeligt et åbent spørgsmål. Men selvfølgelig håber vi alle, at den gud, som kunne støtte apartheid, var en gemen svindler, som havde taget den rigtige Gud som gidsel og holdt ham fangen på en uddød planet, så ingen kunne høre hans bestyrtelse over menneskenes ondskab ... for ingen af os ønsker vel at være børn af en tungnem Gud.
