Læsetid: 2 min.

Terrasson på prøve

30. marts 1999

Samme aften som den fransk-amerikanske pianist blev nomineret til næste års Jazzpar-pris, kunne han høres i København med egen kvartet

KONCERT
Ved et sært sammentræf gæster hele tre af de fem musikere, hvis nomineringer til Jazzpar-prisen for år 2000 blev bekendtgjort søndag, København inden for knap 14 dage: I lørdags var saxofonisten Chris Potter i Copenhagen JazzHouse som medlem af Steve Swallows kvintet; søndag fulgtes han af pianisten Jacky Terrasson med egen kvartet; og i dag om en uge kommer turen til trompetisten Dave Douglas med trioen Tiny Bell.
Tilbage er så trompetisten Nicholas Payton og saxofonisten James Moody, begge velkendte fra tidligere besøg i jazzhuset og sikkert snart igen at finde på programmet.
Den 32-årige Terrasson vil forekomme mange at være et nyt navn, men faktisk kunne han for en halv snes år siden høres ved en koncert i den daværende filmskole på Christianshavn i forbindelse med et besøg af den franske filmsamler m.m. Francis Paudras. Meget senere var han i Copenhagen JazzHouse med sangerinden Betty Carter.

Godt og skidt selskab
Under eget navn har han indspillet flere plader for Blue Note, men selv i forbindelse med hans besøg har de ikke været interessante nok til at lagerføre for det hjemlige EMI, bortset fra duopladen Rendezvous med Cassandra Wilson. Den rummer til gengæld fremragende eksempler på hans originalt understatede klaverspil, som nu er langt fra den Bud Powell-stil han dyrkede i sin tid, da han kunne høres på Filmskolen.
Desværre var han ikke i lige så godt selskab søndag aften. Sopransaxofonisten Sam Newsome, der til at begynde med spillede skingrende urent, havde åbenbart ikke meget melodi at finde, og bassisten Ugonna Okegwo var nok helt fortrolig med Terrassons arrangementer, men hans spil var uldent indtil det karakterløse - måske p.g.a. dårlig gengivelse? Kun kvartettens enlige blegansigt, trommeslageren Scott Amendola, var på højde med situationen, men kunne under de givne omstændigheder ikke ændre ved at det havde været mere tilfredsstillende at høre Terrasson solo.
På den anden side kræver et så sporadisk og pausefyldt spil som Terrassons næsten et kontinuerligt akkompagnement som baggrund.

Måske i 2000?
Alligevel fik man da blot i første sæt et yderst fængslende indtryk af aftenens gæst.
F.eks. i det indledende stykke, formentlig af ham selv, med den udsøgte harmonik i introduktionen og den helt selvstændige udnyttelse af luft i fraseringen på Ahmad Jamals manér; så i en rask "Monk's Dream", hvor det komplementærrytmiske punktspil med bas, sax og klaver desværre ikke hang så godt sammen som det skulle; videre i det følgende, coltranesk modale stykke, især i første dels McCoy Tyner-prægede spil, mindre i det senere, latinamerikanske; frem til to meget forskellige udlægninger af "You Don't Know What Love Is" med et, især i den hurtige version, yderst medrivende, direkte klaverspil.
Efter Jazzpar-eftermiddagens gallisk formfuldendte klaverspil var der noget befriende ved hos denne næsten 20 år yngre franskmand at møde et mere amerikansk-ekspressivt udtryk. Synd bare at hans omgivelser ikke var mere befordrende. Bliver det Terrasson eller en af de andre fire nominerede vi skal møde til Jazzpar 2000?

*Jacky Terrasson Quartet i Copenhagen JazzHouse søndag aften

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her