Analyse
Læsetid: 4 min.

Thule-folket vs. staten

1. marts 1999

45 års kamp for land, retfærdighed og fremtid finder sin afgørelse i Østre Landsret

Måske kan kun virkelige fangere helt forstå det. Men i så fald kan de ikke begribe, at andre ikke kan fatte det, når de får det forklaret. For naturligvis har Thule-fangerne krav på erstatning!
Hver eneste jagtdag siden tvangsflytningen i maj 1953 påføres de betydelige tab som en direkte følge af flytningen:
Rejsen fra den nye boplads til fangstpladserne bliver længere. Fangerne behøver flere og stærkere slædehunde. Hver hund behøver flere hvil - og helt afgørende er der kortere tid til rådighed, når fangerne først er fremme på fangstpladserne. Desuden skal hundene have mere foder, både hjemme og i hvilepauser på rejsen.
Allerstørst betydning har det dog, at de nye fangstpladser giver et langt dårligere fangstgrundlag. Tre uvildige arktiske eksperter bekræfter da også i en ny syns- og skønsrapport til Østre Landsret, at forskellen fra, hvad der ville have været opnåeligt i Thule-distriktet, og hvad der nu kan nås med udgangspunkt i Qaanaaq, er større end hidtil antaget.
Ganske vist ligger Qaanaaq ved en fjord, der er rig på narhvaler. Men sammenlignet med den oprindelige boplads er der fra Qaanaaq betydeligt længere til attraktive fangstpladser for så vigtige fangstdyr som sæl, hvalros og ræv.
Derfor har Hingitaq 53, Thule-beboernes sammenslutning, der står bag det civile søgsmål mod den danske stat, opgjort et kollektivt erstatningskrav på 136 mio. kr. I forvejen løber 80 individuelle erstatningskrav på op i 20 mio. kr.

Det er således ganske store kontante beløb, der står på spil. Af endnu større betydning er dog de ledsagende krav om tilbagegivelse af Thule-området til den oprindelige befolkning eller i det mindste generhvervelse af fiske- og jagtret i området. For skulle dette krav blive imødekommet, vil det give den danske regering ganske alvorlige problemer i forhold til USA. Thule er fortsat en vigtig amerikansk base, også selvom basearealet er halveret siden den kolde krigs mest isnende dage.
Der er fortsat ganske stærke følelser involveret i tvangsflytningen fra Thule i 1953. Beboerne fik kun fire døgns varsel, før de måtte forlade alt - med et falsk tilsagn om, at nye boliger ventede i Qaanaaq. Det gjorde der bestemt ikke. De var først indflytningsklare fem måneder senere.
Derfor er tvangsflytningen i meget at ligne ved en deportation, aftalt mellem amerikanere og danskere, men aldrig forhandlet med grønlænderne.
Det lokale fangerråd, bestående af tre fangere, lægen, præsten og den danske bestyrelse, havde ganske vist gentagne gange diskuteret en flytning i almene vendinger og i et mere langsigtet perspektiv, fordi støjen fra de amerikanske fly skræmte fangstdyrene bort.
Men nogen afgørelse blev aldrig taget. Og da amerikanerne nærmest i panik i maj 1953 ønskede Thule-beboerne bort for at placere luftforsvarsinstallationer ved deres boplads, blev der alene forhandlet mellem de danske myndigheder og lægen på stedet. Han havde ikke mandat til at forhandle på fangerrådets vegne.
Flytningen skete under dramatiske omstændigheder, der først sent er blevet kendt. Patienter blev hentet ud af deres hospitalssenge og sat på hundeslæder for under barske klimatiske vilkår at blive kørt flere hundrede kilometer nordpå til Qaanaaq.

Tukumeq Majaq omkom under tvangsflytningen. Efter hende har Hingitaq 53" opkaldt den fond, der skal bestyre de midler, som vil blive udløst, hvis kravene mod den danske stat imødekommes.
Tukumeq-fondens formål er at støtte det nye lokalsamfund med børneinstitutioner, uddannelsestilbud og erhvervsudvikling samt ældrepleje.
Om der kommer penge i fonden, er endnu uvist. For Thule-beboernes sag taler ud over de allerede nævnte dokumenterede forringelser af indkomstgrundlaget, at amerikanerne andre steder i Grønland har ydet både kollektive og individuelle erstatninger, når territorier blev inddraget til militært brug.
Imod taler, at der ikke råder privat ejendomsret til land i Grønland, og at der derfor ikke er juridisk grundlag for at yde erstatning for mistet territorium.
Endvidere er tvangsflytningen sket i maj 1953, hvor Grønland først med den nye grundlovs ikrafttræden 5. juni 1953 blev en integreret del af det danske rige med grundlovssikret krav på erstatning ved ekspropriation.
Var flytningen sket blot få døgn senere, kunne sagen have fået et helt andet forløb. Tvangsflytningen kunne kun gemmenføres, fordi Grønland endnu var en dansk koloni.
Endelig taler en politisk studehandel måske imod erstatningskravet. Statsminister Poul Nyrup Rasmussen og daværende landsstyreformand Lars Emil Johansen indgik i 1997 en aftale, hvorefter den danske stat forpligter sig til at betale 47 mio. kr. til bygningen af en civil lufthavn i Qaanaaq.

I aftalen fastslås, at "parterne er enige om, at der mellem den danske regering og det grønlandske landsstyre hermed er fundet en tilfredsstillende løsning på alle udestående spørgsmål i Thule-sagen."
Den danske stat vil naturligvis i Østre Landsret hævde, at Thule-beboerne allerede med denne aftale har fået den erstatning, de nu sagsøger staten for.
Modsat kan det hævdes, at fangerrådet i Thule så tidligt som i 1954 fremsatte det første erstatningskrav, og at det grønlandske hjemmestyre ikke har ret til at forhandle på Thulebeboernes vegne.
Et pinligt aspekt er spillet om forældelsesfristen. Den danske stat har gennem årene forhalet sagen godt og grundigt. Pludselig henvises så til forældelsesfrister. Men retten har ikke ønsket at imødekomme statens krav om en særskilt afgørelse af, hvorvidt der overhovedet kan føres en sag. Den afgørelse vil falde i forbindelse med den samlede gennemgang af Thule-sagen. Her vil Thule-beboerne vinde. For territoriale krav er ikke omfattet af forældelsesfrister.
Så Thule-beboerne får omsider deres sag. At de har måttet vente så længe, bliver ekstra pinligt ved en sammenligning med en på mange måder parallel sag, der blev ført i Canada i midten af 1950'erne. Den canadiske sag kunne løses forligsmæssigt efter et omfattende udredningsarbejde.
Retten til Thule-landet er endnu omtvistet. Men 610 grønlændere satser på, at de gennem 21 retsmøder i Østre Landsret vil få landet tilbage.
Et lidet ærefuldt slutkapitel i dansk kolonihistorie kan måske ved samme lejlighed blive skrevet til ende.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her