Læsetid: 6 min.

Den tyske Grundtvig

22. marts 1999

Peter Øhrgaards nye Goethe-bog dementerer en masse fordomme,og former sig som en panoramisk kulturrejse, man ikke skal sige nej til

NY BOG
I det 19. århundrede kritiserede man ikke Goethe, man dyrkede ham, man rejste til Italien med hans Italiensk Rejse, man dannede sig efter hans roman Wilhelm Meisters Læreår, man anstrengte sig 'strebend', og passede på aldrig at sige "ach verweile
doch, du bist so schön," som Faust i slutningen af Faust-dramaet, og man søgte den gyldne midte mellem ekstremerne, for at leve et behageligt liv.
Eller man ønskede Goethe et behageligt måltid ved at ville være den fisk på en tallerken, som Goethe gerne ville spise.
I den Goethe-biografi, som tyskprofessoren Carl Roos udgav i 1932 sker der noget nyt, han kalder Goethe for en stor egoist, over for kvinder og resten af verden, men samtidig er det underforstået, at egoismen var en del af geniets væsen. Også Brandes er kritisk, sommetider meget kritisk over for Goethe i sin bog om ham fra 1915, og faktisk indledes det 20. århundrede med et ungdomsopgør mod fædrenes Goethe, således hos Kafka, hvis hele forfatterskab kan ses som en omvending af Goethes humanisme, hos Thomas Mann, der i sin roman Lotte i Weimar skildrer denne idylliske by som en slagmark, fuld af lig, som sex- og digterdæmonen Goethe vader henover kun optaget af sin kunstnerrolle i livet.
Brandes og Roos kunne gå ud fra et publikum, der havde læst Goethe, det kan vi ikke i dag. Og det præger Per Øhrgaards bog. Man kan blandt andet læse bogen som en meget underholdende introduktion til de mange, der lige nu gerne vil vide noget om Goethe og hans tid, og den opgave løser Øhrgaard overbevisende; den opgave er enorm, for det er ikke ikke kun Goethe, der skal skildres, det er 200 års tysk og europæisk historie, tænkning, kunst, altså Goethes egen tid og de mange linjer op til nutiden, for Øhrgaard gør noget ud af gøre Goethe forståelig i dag, både som privatperson og som forfatter.
Således var Goethe ikke den begærmaskine, som mange latinskoleelever ellers troede. Ifølge Øhrgaard var Goethe blufærdig, platonisk, han ønskede snarest et broder-søster forhold til kvinder, han fandt ægtepar anstødelige fordi de i deres holdning sagde, at de havde lovformelig ret til sex, og Goethe selv havde på trods af de mange kærester først sex i Rom som 39-årig. Og da han endelig giftede sig, var det med en pige af folket, Christiana Vulpius, en kvinde, der kunne husholdning og holde de franske tropper fra døren, da de ville plyndre og hærge Goethes hus i 1806.
Når det gælder læsningen af Goethe med moderne øjne har Øhrgaard flere forbilleder at trække på. En af dem er Adorno, måske Lukács, helt sikkert den tyske Goethe- og kafka-ekspert Emrich, og især Villy Sørensens psykologiske roman om Kafka, og hverken-eller, hans midtpunktssøgende tænkning.
Den Goethe Øhrgaard fremstiller i sin mosaik, er hverken kulturradikal, åndsaristokratisk, men liberal i en kulturel forstand, åben og tolerant overfor forandringer, optaget af det levende almene, og mistænksom over for revolutioner og andre voldsomme omvæltninger, en tysk Grundtvig.

Det andet
Mens Roos smukt og elegant beskrev Goethes udvikling i metaforer, inspireret af den unge Rilkes Tide-bog og dens billede af livet som ringe i vandet, der bredte sig eller som årer i et træ, så bygger Øhrgaard sin fremstilling op omkring "det samme og det andet", faktisk påvirket af de franske postmoderne, og i begreber som det blivende og det tilblivende er der faktisk en parallel, iøvrigt også fælles rødder, nemlig Spinoza og
Leibniz.
Med det andet vil Øhrgaard beskrive Goethes helt centrale balancegang mellem at være konkret og empirisk på den ene side og så at sige unddragende og overskridende på den anden side, men uden at være religiøs. Goethe benytter sig af ord fra religiøs mystik, men det er altsammen sækulariseret, vendt på hovedet. Goethe som digter bruger ordet symbol som betegnelse for en fremstilling, der på en gang er fuldstændig plastisk og transcendent, sådan at man i det konkrete ser det andet, men samtidig fjernheden. Et ord som Nebelglanz/tågeglans fra Goethes digt "Til Månen", rummer netop denne dobbelthed af nærhed og fjernhed, af det blivende og tilblivende, og hvis billedet rummer en hemmelighed, så er den åbenbar, dvs. den ligger i overfladen og ikke i et metafysisk mørke.

Naturen
Et af Øhrgaards vellykkede afsnit er naturafsnittet, hvor han både forklarer, at Goethes centrum lå i naturen - mens Schillers lå i historien - og at naturbeskæftigelsen hang sammen med en modvilje mod at se kunsten reduceret til didaktik eller historiefilosofi. De urbilleder og urplanter, som Goethe beskæftigede sig med rummer den samme svært bestemmelige position mellem det nære og det fjerne, for på den ene side var ur-billederne konstruktioner for Goethe, de skulle gøre naturen læselig, og for det andet skulle de tjene samme funktion som symbolet i digtningen, d.v.s. de skulle rumme metamorfosen i sig, naturen som dynamisk-formforandrende og naturen som et her, som sanselighed. Dette natursyn betød for Goethe, at natur-betragteren selv blev en del af natur-synet, al betragtning er perspektivisk, naturen er altid set fra et bestemt sted, en erkendelse Øhrgaard ser som en foregribelse af Heisenberg.
Et smukt udtryk for Goethes sans for empiri er de mange citater og trykning af hele digte og prosasteder på tysk.
Bogen er bygget op som en mosaik, d.v.s. man kan læse den som biografi, som værkanalyse, som kulturhistorie, og så kan man læse den.
Gør man det, samler interessen sig efterhånden mere om lyrikken, end om dramaerne og romanerne. Analysen af Faust er lang og grundig, Wilhelm Meister-romanerne ligeledes, med et forholdsvis traditionelt fremstillet dannelses-begreb, mens Valgslægtskaberne og analysen af eksperimentet som bogens 'mytiske' grundlag er tankevækkende.
Men det er ikke mindst gennemgangen af Vest-østlig Divan, som er interessant, de digte fra 1819, Goethe skrev i lyset af de netop afsluttede Napoleonskrige. Denne digtsamling - divan betyder digtsamling - er inpireret af den persiske digter Hafiz fra det 14. århundrede og rummer som en persisk divan-samling, temaer som kærlighed, rus, haver, roser, sammenholdt af den islamiske sufimystik, i Goethes sækulariserede fortolkning. I virkeligheden er det et meget moderne projekt Goethe tog sig for med denne digtsamling, det var intet mindre end et moderne multikulturelt projekt, hvor udgangspunktet var, at vesten og østen kun forstår sig selv gennem den anden, dvs. gennem oversættelsen i den brede, kulturelle betydning.
Goethe er Hafiz og Hafiz er Goethe, og samlingen er præget af en eskapisme og en sanselighed, der samtidig er oversanselig: "Fly mod øst da i din vånde/patriarkers luft at ånde!/Mens du elsker, drikker, synger,/Chisers kilde dig forynger."

Goethe-billedet
Øhrgaards bog kan fremhæves for dens klarhed, for dens subtile opbygning med indfattet forgrund af tyske tekster, der samtidig er vævet sammen med en baggrund af nøgleord, for dens panorama, for god underholdning og meget mere, jo for dens pointerende visdom.
Som ung stipendiat forudså Øhrgaard, at han ville være en autoritet, når han blev 50, og det løfte har han holdt, for ligesom Roos fremstiller Øhrgaard ikke kun Goethe neutralt men set gennem sit gemyt, han efterligner ikke, men efter-ivrer Goethe.
Man kan savne en kritik af Goethe, for Øhrgaard dækker hele tiden over ham, som om han var hans ambassadør i Danmark, og hvis man tror, at Øhrgaard, ligesom Grønbech, fremhæver den unge Goethe på Weimar-Goethes bekostning, så er man kommet til den forkerte, for det man får her, det er mere guldmosaik end litteratur-essay, det er den hele Goethe, en panoramisk kulturrejse man får tilbudt, og det skal man ikke sige nej til, men ja.

*Per Øhrgaard: Goethe - et essay. 392 s., 395 kr. Gyldendal, Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu