Læsetid: 6 min.

Tysktime med mere og Kästner igen

13. marts 1999

Intermetzo

Vi er ikke helt færdige med Erich Kästner, hvordan bliver man også dét? Som opfølgning af sidste uges gennemgang af den 100 årige afdøde tyske indre-eksil-digter her i klummen, bebrejdede Klaus Rifbjerg offentligt klummisten, at han ikke i sin præsentation af den betydelige tyske satiriker og poet havde henvist til Jesper Jensens glimrende gendigtning af et udvalg af det kästnerske værk. Det kunne jo også tænkes, anførte Rifbjerg, at visse læsere ikke forstår tysk.
Jamen, det er egentlig også rigtigt, tænkte klummisten brødebetynget (schuldbeladen) ved Rifbjergs milde opsang. Men tanken var i og for sig en repetition, efterdi Jesper Jensen selv havde været der med en opmærksomhedsskabende e-mail - inklusive nedenstående linier, som han i sin tid under overskriften "Kästner" skrev til dennes pris. Dem gengiver vi som ydmyg kompensation for manglende årvågenhed (Wachsamkeit f.) og håber (hoffen) i øvrigt (übrigens), at de læsere (Leser m.), der i deres barndom (Kindheit f.) har forsømt (versäumt) det skønne (schöne) tyske (deutsche) sprog (Sprache f.) ved bekendtskabet (Bekanntschaft f.) med den således (so oder so) uforståelige Kästner (Kästner), tager sig sammen (nehmen sich zusammen!) og lærer dette atter uomgængelige europæiske (europäische) hovedsprog (wichtigste Sprache f.). Og mere end til husbehov (Hausgebrauch).
Her kommer med tak til alle opmærksomhedsskabende sider Jensen på pæredansk og uden forklarende noter:
Kästner

Havde vi mødt hinanden
havde vi aldrig været på fornavn.
En sund afstand mellem
Deres skyhed og min beundring
ville have sat naturlige grænser.

På tværs af generationer
ville vi have kunnet forbinde os i
trodsig munterhed
køligt afkald
knægtet varme
formfuldendt protest
mod den undertrykkelse
ingen af os flygtede fra
men som De ville vidne om i Deres tid
og jeg lukrerede på i min.

Noble herre lyt til en ydmyg fan
bundesverwandt i liv og lyst.
Jeg ser Deres ældede fysiognomi
og jubler over Deres ungdom
sørger over Deres forståelige død
klamrer mig til en flig
af Deres udholdenhed afhængighed
ængstelige mangel på opbrud
modvillige standhaftighed
trætte ansvarlighed
skjulte fremtidssorg
i alle Deres letfærdige
fermt fuldkomne
rask på caféen nedfældede
uafviselige digte.

Apropos det tyske. Der var jo en tid, hvor man fejlagtigt og kortsynet, men med respekt for sig selv kunne gå i eget pædagogisk eksil og nægte det tyske sprog enhver interesse. Hva' fa'en havde de skiderikker ikke lige lavet! De kunne da ikke også komme anstigende i ens ungdoms danske vår og forvente, man ligefrem skulle lære deres åndssvage bøjninger, skiftende køn og uregelmæssige verber.
Det føltes som en voldshandling, og når sproget alligevel lød i radioen eller på gennemrejse til andre mere uskyldsrene egne, havde man lyst til at strække armen i vejret og som en anden John Cleese bryde ud i ekstrem strækmarch og sætte turbo på alle fordomme, begrundede og neurotiske.
Alt tysk for ens øjne syntes som en bekræftelse på deres egen fornedrelse. Dertil kom disse gymnasiale og andre tysklærere, der tilsyneladende var runden af samme sure rod. Nogen gange spekulerede man over, om disse lærere i virkeligheden var folk fra vagtpersonalet, arbejdsløse efter kz-lejrenes nedlæggelse. Dürch, für, gegen, an, auf hinter... Alene ordet: tysktime. Det var længe før Lenz afmonterede begrebet og gjorde det til en litterær titel.
Man slog sig i tøjret med det dersens tyske, men forblev trods alt på Guds (Gottes) grønne eng, hvor der i sandhed vokser andet end tidsler og ugræs: Goethe himself. Og Schiller, som når det kommer til stykket jo også er meget god. Og Lessing. Og Heine - ikke at forglemme Heine. Og Hesse. Herman med Hjulet, man ikke kom uden om i sturm und drang. Og Thomas Mann med sin Buddenbrooks, som det af en eller anden grund tog en helvedes tid at komme sig igennem - warum? - og som i klummistens tilfælde først forløstes ved en tv-serie af de bedste.

Det var dengang. Men meget længere strakte studenterkursets pensum sig jo heller ikke. Boglageret var ikke større, selvom vi - vistnok på eget initiativ - fik fat i noget på den moderne og maste på for at få mere af Lenz og Böll og Grass og Hochhut. Det lykkedes, fordi tysklæreren med den søde tand og et navn, der ikke var til at stave - herskende over fuldpensumsstudenterkandidaterne på AHM's kursus under taget på en trist fabriksbygning på Nørrebro - trods sit noget bryske væsen åbenbart var undtagelsen af en tysklærer dengang og ved fintællingen et elskeligt og musisk menneske med sans for andet de klassikere, som han ikke ville undvære for en sæk Bismarcksklumper.
"Årh, vil De ikke lige!" som han vrissede, når dristige modernister i den overfyldte klasse spagfærdigt forsøgte sig med påstande om, at der dog også var skrevet noget siden 1800-tallet, litteratur der burde kunne nævnes i samme stue, hvor Goethes og Schillers navne var taget forfængeligt. Det mente den gode tysklærer ikke.
"Må jeg så lige være her!," brølede han som en anskudt vildorne i Teutoburgerwald. Men tillod som sagt storladent og mild i sit inderste (i øvrigt tysk-jødiske væsen) de nye digtere som både studiemark og pensum. Måske - tanken er siden strejfet én - i det forfængelige håb at disse barbariske fæhoveder på studenterkursets sure bænkerad og nu på vej ud i livet, hvor det ikke var godt at vide, hvad der med den holdning til tilværelsens store spørgsmål skulle blive af dem - på denne facon og ved selvsyn - eller selvlæs - ville indse, at ingen efterfølgende person med pen i hånden kunne komme af sted med at stille sig op ved siden af store G og store S.
Germaniens giganter på et tintet gammelt billede af statuen på torvet i det dengang solidt indemurede Weimar.
Det kunne opponenterne selvfølgelig ikke indse: få før, ingen efter, ingen ved siden og slet ingen nogensinde, hverken før eller efter, over de to gamle hønisser. En veritabel kulturkamp udspillede sig jævnligt på øverste sal i Skyttegade 2200 Nørrebro. I disse ungdommelige, men egentlig ganske vedholdende, for så vidt også samvittighedsfulde og i hvert fald arbejdsomme, betræbelser på at finde ind til det nye Tysklands eventuelle renere sjæl, som en generation af da unge og jo fremtidige europæere (!) kunne leve med, dukkede også den tidlige Enzensberger op.

Ham var man imidlertid blevet inspireret til at studere nærmere - ikke fra bøgerne umiddelbart - men efter gentagen målløs aflytning af Viggo Clausens kongeniale radiomontager af Enzensbergers politiske essays i Politik og Forbrydelse. Viggo Clausen, som fik stemmemæssig bistand af landets dengang fremmeste skuespillere, en generation, der forstod at læse højt, kaldte sine montager, som i parentes bemærket burde genudsendes med faste mellemrum: Mordet i Sukkerørene - om den dominikanske mega-diktator Trujillo, eller Chicago-ballade - om Al Capones altdominerende gangsterregime i tyverne, eller Den Godtroende Desertør - om den unge amerikanske soldat under Anden Verdenskrig, der på grund af sin oprigtige, men i situationen idiotiske ærlighed, som den eneste desertør i hele US-Army bliver henrettet for af gode grunde ikke at ville være med mere.
Disse radiokunstværker, baseret på Enzensbergers tekster handlede alle om den politiske grus og groteskheds fortvivlende normalitet. Dengang en forholdsvis ny tanke: At kendetegnet ved historiens største forbrydere faktisk er deres banalitet.
Selvfølgelig lå der i Enzensbergers værk også en bestræbelse på at forklare det umulige at forklare: nazismen. Måske dengang et første skridt på vejen til den smertelige erkendelse, som siden er vendt og drejet utallige gange, at nazismen i enhver henseende var udslag af normalitet, og Hitler og de andre ikke var gale, frådende monstre, men bedøvende banale.
Det kunne man kalde en ny dimension fra den store nabo i syd. Her var en mand, som tænkte og skrev politisk på et niveau, som mildt sagt ikke var almindeligt i Dannevang.
De kunne altså et eller andet, de skide tyskere med deres umulige sprog, der den dag i dag kan sende trækninger ud i arme og ben, hvis de ikke tager sig sammen. Altså ikke armene og benene, men tyskerne. An, auf hinter, neben, unter uns.
Se det i øjnene, som det er. I naboens navn!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu