Læsetid: 7 min.

Udbrud

27. marts 1999

INTERMETZO
Et af moderne historieskrivnings tilbagevendende temaer i århundredet på hæld kredser om forstadierne til samlingen af de krige, der mildt sagt satte præg på perioden fra 1914. En total rekonstruktion af dagene op til fredens nederlag, krigens udbrud, hvor eftertidens intellektuelle, men temmelig frugtesløse øvelse består i at forestille sig, hvad der kunne være sket - eller rettere hvad der ikke ville være sket såfremt ifald - lader sig selvsagt kun mangelfuldt gennemføre.
I historiens bakspejl véd eftertiden ifølge sagens natur, hvad disse optakter til de respektive katastrofer førte til. Det er jo ikke så indviklet. Vi kender resultatet, facit. Pudsigt nok - eller hvordan man skal udtrykke sig - kendes ofte dette facit bedre end præmisserne for disse faktorers sammenlagte ulykke. Træk en seddel ved det grønne bord: Første Verdenskrigs optakt. Værsgo, tal her!
Jo, det var jo dét med Sarajevo og den serbiske nationalist, Gavrilo Princip, der set med terrorens øjne ved et ualmindeligt held - set fra samme synsfelt - kom til at stå på det rigtige sted i det rigtige øjeblik.
Mange attentattilløb den dag var slået fejl, morderne fra Den Sorte Hånd ved at opgive ævred, da ærkehertugparrrets chauffør, den klovn, opdagede, at han var kørt den forkerte vej og nu ville vende den åbne vogn på et alt for snævert sted. Hvad kunne et aktivt medlem af Den Sorte Hånd ønske sig mere, når han stod der med sin revolver i hånden og vidste, at man kun én gang i historiens store skydetelt får sådan en chance - for at starte en verdenskrig, hvilket terrorist Princip nu næppe forestillede sig blev konsekvensen. Eller hvad Princip forestillede sig.

Man kan, hvis det skulle være, se den åbne bil med hul i sædet på et museum i Wien, Heeresgeschichtliches Museum nær Südbahnhof. Den imponerende bygning, Arsenal, er bygget i fæstningsstil i 1850'erne efter tegning af vor berømte landsmand Theophil Hansen, der som bekendt satte sig sine aftryk i Donau-byen, skønt man sandt at sige ikke kan se, at det specielt er en dansker, der har været på spil. Men dér på museet står altså bilen, der som andre skæbneberørte historiske køretøjer - Jugoslaviens kong Alexanders i Marseilles, Kennedys i Dallas - dannede platform for et storpolitisk mål. I bilen dengang sad som sagt og bekendt ærkehertugen og hans gemalinde, Sophie von Hohenberrg, for nu at give den sædvanligvis navnløse navn. Ærkehertuginden døde på stedet, ramt i brystet af Princips skud, mens gemalen levede ti minutter længere. Ti minutter tilbage af freden.

Men attentatet, hvor afgørende det end forekom for historiens gang, var trods alt ikke den afgørende faktor i katastrofens udvikling - eller en tilfredsstilende forklaring på, at denne blev så omfattende, at vi stadig lever med dens følger. Mange dage henrandt, godt en måned, før den tragiske begivenhed i Sarajevo, indirekte forårsaget af en chauffør med ringe stedsans, havde udviklet sig til det europæiske statssystems sammenbrud, hvilket jo var ensbetydende med verdenskrig i Europa og omegn.
Ulykken skal snarere findes i automatikken i hærenes mobiliserings- og opmarchplaner. De tyske for eksempel, von Schliefens allerede da gamle plan, var af så vidtrækkende omfang, at man skulle bruge tre uger, når den først var sat i sving, til at sætte den i stå igen. Det kunne man jo slet ikke, for så blev hemmelighederne røbet for fjenden, og alt var tabt.
Selv den bedste vilje, som altså ikke i nævneværdigt omfang var for hånden i 1914, ville have haft uoverkommelige vanskeligheder med at forhindre det civilisationssammenbrud, der - efter alle planer - blev realiteten. Dertil kom andre faktorer, inklusive den krigsoptimisme, som prægede nationerne.
Disse gadebilleder fra alle krigserklærende lande af marcherende soldater med blomster i geværpiberne, og højbarmede kærester i stramme, lange nederdele der følger mændene lidt på vej mod fronten i augustheden.

Kendtest er billedet fra Odeonplatz i München, hvor én i mængden er Adolf Hitler, åbenbart henrykt, opsvulmet i hele sit grimme fjæs af aggressiv overstadighed ved udsigten til det kommende blodoffer.
Men folk i al almindelighed glædede sig til at gå i krig, det var så længe siden, og enhver kunne jo fatte, at det gik hurtigt, og at man kom hjem i en ruf.
Det fortælles om unge tyskere og englændere, hvis mobiliseringsnumre var høje, og som derfor først kunne forvente at ankomme til fronten en uges tid senere end de lavere numre. Disse uheldige sene numre blev ynket af de lave, fordi alle jo vidste, at krigen var vundet, inden de sent mobiliserede nåede frem, og alt det sjove var forbi. Man tror, det er løgn, men sådan var den generelle tankegang i '14, som den også ridses op i John Keegans fremragende monografi, The First World War (Hutchinson 1998), som er noget af det bedste, der er skrevet om krigsudbruddet og -forløbet.
Det var jo ikke, fordi fortidens mennesker var særskilt dummere end nutidens, når de reagerede som de gjorde, men fordi nationalismen, jvf. Internationales fiasko, havde sit solide greb i masserne, krigens erfaring nådigt var gået i den store glemmebog, og man i øvrigt på den tid ikke havde fantasi til at forestille sig maskingeværets og de moderne kanoners forfærdende effekt på angribende fodtusser og husarer til hest på ærens mark. Oven i alt dette kom de forhåndenværende officerskorps, som var præget af inkompetence. Barbara Tuchman har i The Proud Tower skildret dette forhold så glimrende, hvilket kan sammenfattes i den iagttagelse at stormagternes ledende officerer udgjordes af de mest uduelige af de herskende klassers og højkastens umulige sønner, som man ikke vidste hvad man ellers skulle stille op med.

Nu ruller lavinen i skrivende stund igen. Endnu et udbrud. Som om det tyvende århundrede ikke vil have det siddende på sig at skulle slutte uden storkrig i Europa.
Gode folk har ellers bestræbt sig på en fredeliggørelse af regionen ved at tømre Europa sammen i fælles afhængighed.
En mand ved navn M. Camre er - eller var - en af disse - gode folk. Som socialdemokratisk medlem og tidligere fremtrædende i Folketinget, selvom han af gode grunde aldrig nåede den øverste top.
M. Camre, der ifølge sin tidligere boss Anker Jørgensen er uberegnelig og ikke til at stole på, agiterede ved de seneste folkeafstemninger for et ja og amen. Skrev artikler om sin positive holdning som socialdemokrat og europæer og havde sit gode afkast som embedsmand henne i Bryssel. Men når Camre var alene i stemmeboksen, hev han tømmerblyanten over i nej-feltet. Derinde bag forhænget var han sit sande jeg - der var i stærk modsætning til hans usande - fuldt ud bekendt, og meldte klart ud - bortset fra at han ikke sagde det til nogen.

M. Camre investerede i en politisk fremtid, skulle det vise sig. Da P. Kjærsgaard, You knows, tilbød M. Camre opstilling til Europaparlamentet, sprang den gode mand ud af skabet, ifølge sig selv lettet over nu at kunne sige, hvad han hele tiden havde ment om sit parti, skønt jo strengt taget ingen havde forhindret ham i at sige noget om samme sag før den tid.
Bortset fra at han uophørligt forsøgte at blive opstillet hvor som helst i socialdemokratiske kredse, der imidlertid ikke ville have den glædesløse mand, fordi han engang for ikke så forfærdelig længe tid siden spekulerede i pengesager som en anden platugle blot for at skaffe midler - temmelig mange - til sin egen valgfond. For nu at få det hele med. Dansk Folkeparti er sgu nærmest ligeglad, hvilket ikke kan komme bag på nogen. Heller ikke at de vil skide på, at M. Camre har sagt ét og stemt noget andet. Herregud, man har et standpunkt, som den mand sagde, der i tidernes morgen gav Camre hans største skideballe for umoden omgang med skydevåben i lufthavne.
Derimod kan man måske betvivle begejstringen blandt kernetropperne i Dansk Folkeparti over, at M. Camre har meddelt, at han ikke er racist. I radioen hørtes M. Camre sige så og hævde (sic), at nogle af hans bedste venner faktisk er udlændinge.
Men osv. Dette 'men osv.' står for M. Camres adgangsgivende meninger til Pias inderste organer - i den grad at endog pastor Krarup fik en efterstænksom rynke i sit ellers så forstenede fysiognomi - som går ud på ifølge M. Camres egne udtalelser at indvandrerkvinder er fede og grimme og får for mange børn, og at de fremmede i det hele taget nasser på systemet, hvilket M. Camre angiveligt gør, når dét kan betale sig, hvilket det som sagt ikke kunne i længden, da hans gamle parti forkastede ham, og han derfor søgte federe græsgange, fordi han vil vælges til, hvad det skal være og nu altså Europaparlamentet. Hvad der ikke vil lykkes M. Camre, for så åndssvage kan end ikke Dansk Folkepartis vælgere være - at slå kryds ved dette disharmoniske udbrud af en skabspianist.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her