Læsetid: 11 min.

Uden magi dør sporten

5. marts 1999

Sporten risikerer at miste sin magiske kraft, hvis medicinalindustrien og pengeinteresser overtager styringen, mener Martin D. Munk, der har skrevet en doktorafhandling, som bl.a. gør op med myten om, at eliteidræt giver arbejderklassens børn en højere social position

Det er en myte, at eliteidræt er et socialt springbræt for arbejderklassens børn. Det fastslår den 34-årige Martin D. Munk, der i dag ved Lunds Universitet forsvarer sin sociologiske doktorafhandling Livsbaner gennem et felt.
Afhandlingen er en analyse af eliteidrætsudøveres sociale mobilitet, og den gør op med en række af de udbredte myter om stjerners strålende karrieremæssige fremtidsudsigter, når den imponerende medaljerække er gemt væk i skabet og arkiveret i de historiske scrapbøger.
Martin Munk er discipel af den kendte franske sociolog Pierre Bourdieu og er optaget af at finde en tredie vej indenfor sociologien - mellem marxismens materialisme og antropologiens feltstudier, men i et interview lægger han ikke skjul på, at det først og fremmest er sportens magi og en personlig passion for ikke mindst cykling, der har fået ham til at skrive en doktorafhandling om eliteidrætsudøveres livsbaner:
"Det er kampen - ikke alene kampen om at vinde, men også kampen om, hvad krop er for noget, der fascinerer mig. Sporten er i en vis forstand et spejl på samfundet, men samtidig adskiller sporten sig også fra samfundet i den forstand, der - som i kunsten - er nogle særlige ting på spil," siger Martin Munk.
"Mange interesserer sig for sport, fordi der en spænding, en dramatik. Der er ikke sikkerhed for udfaldet på forhånd, med mindre det hele er aftalt spil. Det styres af andre ting end selve sportens egenlogik. Hvis det er medicinalindustrien eller pengebagmænd, der styrer sporten, så er sport ikke længere sport. Så er det ikke længere interessant. Sport er kun interessant, så længe den kan bevare den relative autonomi - sin uafhængighed med sine egne regler."
- Har du selv engang gået rundt med en drøm om at blive eliteidrætsudøver?
"I en vis forstand har jeg. Jeg var som barn dybt fascineret af cykelryttere som Eddy Merckx og senere Bernard Hinault. Især Eddy Merckx, fordi han deltog i alt og vandt alt. Mange fremhæver ham, som den har vundet Tour de France fem gange, Giro d'Italia fem gange og verdensmesterskabet tre gange, men jeg synes, at det er endnu mere imponerende, at han har vundet Milano-San Remo syv gange. Det er helt vanvittigt. Selv om man i dag måske kunne få den tanke, at der har været doping inde i billedet, så er jeg blevet enig med mig selv om, at Eddy Merckx bedrifter er højst usædvanlige."

Heltehistorier
"Det er en fascination af folk, der bryder rammerne. Sporten handler om historier om helte. Det er det afgørende. Tour de France - måske indtil forrige år - handler om heltedyrkelse, drømmen om noget vi andre ikke gør i hverdagen. Sporten giver os et modbillede til hverdagslivet."
- Selv om vi stadig begriber sporten med antikkens helteidealer, så har vi i løbet af det 20. århundrede vel bevæget os langt væk fra de olympiske idealer om den ædle kappestrid, som Pierre de Coubertin opstillede ved indgangen til århundredet. Hvordan vil du beskrive sportens udvikling i det 20. århundrede?
"Jeg vil beskrive den som en kamp mellem forskellige positioner - mellem den rene konkurrencesport og den bredere idræt. Sporten har vundet kampen over den bredere idræt, der indeholder gymnastik og militærpositionerne. Det handler om hård konkurrence, medaljer og anerkendelse og ikke så meget om folkelige bevægelser og om at diskutere hvad kroppen er."
"Selv om konkurrencesporten har medvirket til, at der blev skabt et relativt autonomt sportsfelt, så har den her ved udgangen på det 20. århundrede bidraget til en vending, hvor sporten er i færd med at tabe det, den har vundet i kampen mod gymnastikken. "
- Hvad er den ved at tabe?
"Den er ved at tabe sin relative autonomi, fordi de kommercielle og mediemæssige interesser er blevet så voldsomme, at de indlejrer sig over sportens felt. Risikoen er, at sport ikke længere opfattes som sport, når folk begynder at sige, at den og den rytter har vundet et mesterskab på baggrund af doping. Så mistes attraktionsværdien ved gamet. Hvis sporten skal overleve må den organisere sig sådan, at den sikrer sig, at den ikke opsluges af andre felter som eksempelvis de kommercielle interesser."
- Hvorfor er det så vigtigt? Der kan vel godt være skarp konkurrence, selv om sporten er indlejret i kommercielle og mediemæssige interesser?
"I USA er der mange eksempler på, at f.eks. baseball-kampe planlægges efter mediernes sendetid. Man begynder at nærme sig spillets egenlogik og opdeler halvlege ud fra hensynet til medierne. Der er en risiko for at det tipper over."
- Tror du, sporten mister fascinationskraften ved, at den bliver til showsport?
"Ikke fordi det bliver til showsport. Folk kommer stadig til f.eks. seksdagesløb i København, men hvis folk har en bevidsthed om, at det hele er doping og er baseret på rene aftaler, så tror jeg, at sporten vil miste noget. Det er et spørgsmål om en balancegang. Selvfølgelig fungerer sporten indenfor rammerne af samfundet, men det eksterne må ikke få stor magt over det interne. Sporten må bevare illusionen om, at det handler om dramatik og spænding, der adskiller sig fra hverdagslivet, og at det stort set foregår i en ædel kappestrid."

Farvel til Coubertin
- I din doktorafhandling taler du om, at sporten har forvandlet sig fra de rituelle handlinger og en værdirationalitet til at være domineret af rekordhandlinger og målrationalitet...
"Der er sket en bevægelse fra Coubertin til i dag. Coubertin fremhævede fair play og gentleman-principper, og han afviste enhver form for sport, der havde med økonomiske interesser at gøre. Cykelsport og boksning kunne ikke komme med i Danmarks Idræts Forbund (DIF) i slutningen af sidste århundrede eller komme med i det olympiske program, fordi de ansåes for at være for urene, fordi de allerede i mild grad var kommercialiseret og professionaliseret. Men det er cyklingens og boksningens idealer fra sidste århundrede, der har vundet over Coubertin. Der er kommet en målorientering i stedet for en værdiorientering."
- Du retter også kritik mod idrætsforskningen for at have være for optaget af det kropskulturelle og ikke rigtig at forholde sig til de økonomiske interessers voksende rolle i sportslivet?
"I slutningen af 1970'erne og begyndelsen af 1980'erne lavede forskerne på Gerlev idrætshøjskole kritiske analyser af det økonomiske, men efterhånden gled analyserne af de økonomiske transaktioner i idrætten ud, og man focuserede mere på det kropskulturelle. Jeg mener ikke, at forskerne har haft tilstrækkelig distance til idrætslivet. Uden af hænge nogen personligt ud, så er de blevet vævet ind i organisationernes interesser, fordi det i høj grad er idrætsorganisationerne, der har bevilliget penge til forskningen."
"I Danmark har sporten nærmest været monopoliseret i Danmarks Idræts Forbund, men DIF bliver i en vis forstand holdt i ave af bl.a. De Danske Gymnastik og Idrætsforeninger, DGI, der minder DIF om, hvad sport er. Ikke bare idrætten for de økonomiske interessers skyld, men også værdien af idrætten for idrættens egen skyld. DGI's projekt er et bredere oplysningsprojekt, men det afgørende er, at der er flere organisationer, der løbende udfordrer hinanden og diskuterer, hvad sporten skal handle om."
- Hvordan ser du på Team Danmarks rolle i det spil?
"Team Danmark har en særlig rolle, da det lidt groft sagt er den eneste officielle institution. DIF og DGI er private organisationer med egne love og regler, selvom de får tildelt en stor andel af tipsmidlerne ved lov. Team Danmark blev etableret på baggrund af eliteidrætsloven i 1984 og adskiller sig fra de andre. Man kalder det en selvejende institution, men staten har en særlig forpligtelse overfor den, fordi den er konstrueret på baggrund af en lov, der skulle skaffe flere medaljer til Danmark. Sporten skulle bruges til at sælge Danmark i det internationaliserede samfund."

DIF's dobbeltspil
- På det seneste har DIF markeret sig meget skarpt imod doping og taler meget om risikoen ved, at de økonomiske interesser infiltrerer sporten. Hvordan fortolker du det?
"DIF er tvunget af omstændighederne, og set i lyset af Tour de France skandalerne er man tvunget til at tage stilling til dopingen. Men samtidig er DIF også en del af det store internationale sportsmaskineri, så DIF er ambivalent. Man tager afstand fra dopingen, men DIF ved også, at de skal holde sig gode venner med Den Internationale Olympiske Komite og de store organisationer for ikke at miste deres tilkæmpede plads i IOC og den fremtidige idræt. Det er et dobbeltspil, og risikoen er, at DIF går ned sammen med alle andre, der kører et dobbeltspil. Hvis ikke DIF ændrer kurs, så kan de komme på en rutsjetur nedad, hvor sporten er på vej til helt at miste sin magiske kraft. Det er nøgleordet. Hvis ikke der er nogen magi, så er der ingen sport længere."
- I din afhandling taler du om, at idrætten på topplan er præget af en videnskabeliggørelse med biologiske laboratorier og udvikling af nyt maskinel. Men kan det ikke bidrage til at styrke folks fornemmelse af, at eliteidrætten er noget særligt og adskilt fra hverdagslivet... at vi aldrig kan få en cykel, der er lige så god, som den Bjarne Riis kører rundt på? Kan det ikke ligefrem medvirke til at fastholde magien?
"Jo, helt sikkert. Modsat idrætshistorikere på venstrefløjen, der op igennem 70'erne, 80'erne og 90'erne udelukkende var optaget af gymnastikken og specielle kropslige bevægelsesformer, så mener jeg, at professionaliseringen og videnskabeliggørelsen har været med til fastholde sportens tiltrækningskraft og magi."
- Men hvad er så problemet med doping? Kan det ikke være med til at give os tilskuere de sublime oplevelser i f.eks. bjergetaperne?
"Det er rigtigt nok, at du så får nogle sublime...", siger Martin Munk og afbryder sig selv, da han pludselig får sidste års højdepunkt fra Tour de France på nethinden: "Den groteske oplevelse i Tour de France i 1998 var, da Marco Pantani kørte alt og alle sønder og sammen. Løbet var ved at stoppe og blive afbrudt. Og alle talte om doping. Og pludselig kørte Pantani fra Jan Ullrich, Bjarne Riis og dem allesammen i styrtende regnvejr op ad en af de sværeste passager i Tour de France. I det moment viste sporten sit ansigt - doping eller ej. Det er igen en balance mellem det interne og det eksterne. Marco Pantani viser i det øjeblik noget, som vi - uanset om vi tog EPO - ikke kan udføre. På den ene side er der en risiko ved den her doping og involvering fra videnskaben og medicinalindustrien, men på den anden side er det også led i en bevægelse henimod det maksimale og det sublime."
"På længere sigt bliver man i sporten nødt til at sige, at man ikke kan acceptere midler og medicinske præparater, så rytterne, løberne eller andre bogstaveligt vil falde døde om. Så er det sporten kommer til at handle om noget andet også. Tyngdepunktet i magien bliver forskudt, så det ikke længere handler om kampen i sporten, men om hvor mange falder døde om i løbet. Det vil muligvis også skabe en vis spænding, men så er det et andet spil, et andet game. Russisk roulette, måske."

Arbejdermyten
Martin Munk har i sin doktorafhandling undersøgt 538 tidligere og nuværende eliteidrætsudøveres videre livsbane, og han siger på den baggrund, at det er en myte, at folk fra arbejderklassen med eliteidrætten som springbrædt kommer højere op på den sociale rangstige.
"De udøvere, der er i stand til at konvertere deres sportskapital er helt typisk børn af akademikere, lærere osv. Børn af arbejdere er i langt mindre grad i stand til at bruge den symbolske kapital, de får i sporten, til at forbedre deres sociale position. De muligheder, der skabes via sporten, ligner til forveksling det, der foregår i samfundet. Dem, der har, får, og dem, der ikke har noget, får ikke noget."
- Fodboldspilleren Henning Jensen, der stiftede firmaet Hummel, og som sidenhen gik personligt konkurs, er et vel et klassisk eksempel på en eliteidrætsudøver, der ikke formåede at konvertere sin sportskapital?
"Det er et klassisk eksempel på, at det kan gå fløjtende galt. Han havde opbygget en betydelig sportskapital og forsøgte at konvertere den til forretningsverdenen. Det er formodentlig mislykkedes, fordi han ikke havde den fornødne kulturelle og uddannelsesmæssige redskaber eller en god social baggrund at trække på."
"En Michael Laudrup har lidt mere kulturel kapital at trække på end Henning Jensen, for han er student. Men selvom Michael Laudrup også har mere økonomisk kapital at trække på, så har han faktisk det samme problem med at konvertere sin kapital til forretningsverdenen, og en restaurant, han havde investeret i, gik nedenom og hjem."
- Flere danske stjerner har opnået fremtrædende poster i den internationale sportsverden efter deres aktive karriere på arenaen sluttede - som Johnny Weltz, Morten Olsen, Frank Arnesen og Morten Frost. Er det lettere for eliteidrætsudøvere at konvertere deres berømmelseskapital til positioner indenfor idrætsverdenen end udenfor?
"Det er helt klart tilfældet, for de få udøvere, der har opnået en stor sportskapital på internationalt niveau. Vi taler ikke om dem, der har vundet ti danske mesterskab og er blevet nummer 27 ved EM, men kun om et absolut fåtal. De skal ikke kun have en høj symbolsk kapital, men også et godt netværk med trænere og ledere indenfor idrætsverdenen. De, der historisk set har fundet vej til lederpost og trænerjobs i sporten, er personer med en vis uddannelseskapital eller social oprindelse blandt akademikere og skolefolk."
- Dine undersøgelser viser, at på kort sigt kan en høj sportskapital give en god stilling, men på længere sigt er folks uddannelseskapital udslagsgivende for, hvor høj en social position de opnår. Hvad er forklaringen på det?
"Danmark er et meget uddannelsesorienteret land og langt de fleste stillinger besættes af folk med en formel uddannelse. Derfor er det ejendommeligt, at man ikke har satset mere på at give eliteidrætsudøverne en uddannelse. I Frankrig har staten med stor succes stillet krav til udøverne om, at de skal tage en uddannelse undervejs, men i Danmark - hvor idrætten betragtes som noget privat og foreningsbaseret - har Team Danmark ikke mandat til at sikre uddannelse og skabe jobs til udøverne."
"Sporten har en helt anden placering på den sociale rangstige end for eksempel balletten, der har pensionsordninger, så udøverne kan pensioneres, når de bliver 40 år. Det er en myte, at eliteidrætsudøverne tjener styrtende med penge. De fleste tjener ikke ret mange penge. Selvom man tager fodboldspillerne med, så er udøvernes gennemsnitsindkomst lavere, end hvad andre folk tjener i samme alder. De udøvere, som hverken får tilstrækkelig med økonomisk kapital undervejs og ikke gennemfører en uddannelse eller er tilknyttet en arbejdsplads undervejs, skal begynde forfra, når de er færdige med sportskarrieren."q

*Martin D. Munks doktorafhandling 'Livsbaner gennem et felt. En analyse af eliteidrætsudøveres sociale mobilitet og rekonversioner af kapital i det sociale rum' er udgivet af den sociologiske institution ved Lunds universitet. 412 s., 400 sv. kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her