Læsetid: 5 min.

Uden nåde

1. marts 1999

Et forår er kommet med Gorbatjov til Melodi Grand Prix, oliven på terrassen og Lazio på vej mod det italienske mesterskab i fodbold

FODBOLD
Sangfestivalen i Sanremo er overstået. Italiens melodi grand prix, som hvert år varer fem dage, fra tirsdag til lørdag, med flere timers direkte tv-transmission fra konkurrencen hver aften og lige så intens dækning dagen igennem med nyheder, debat og småsnak om festivalen bag kullisserne og transmission fra prøverne til aftenens show. Bortset fra at der også er en særlig juniorrække på festivalen, er der i selve konkurrencen ikke flere deltagere, end der er i et dansk melodi grand prix, men de synger deres sang flere gange, og så kan man ved at indbyde en masse gæster til at give en sang eller et par vittigheder få en sådan begivenhed til at vare fem døgn.
En særlig slags gæster var dem, der fik lov til at præsentere den næste sanger, og det kunne enten være en husmoder i, der indtil dette øjeblik var ukendt for alle andre end familie, venner og naboer, eller det kunne være Mikhail Gorbatjov, som åbenbart ikke har andet at lave for tiden end at optræde i det italienske melodi grand prix i et par sandsynligvis velbetalte minutter.
Han sagde et par ord på russisk, som heller ikke tolken forstod, og inden han præsenterede næste sanger, udvekslede han to sætningers erfaringer om, hvordan det er at få en nobelpris, med den ene af studieværterne, som også har fået sådan en. Gorbatjov for at have demonteret Sovjetunionen og Renato Dulbecco for medicinsk forskning. Dulbecco er en ældre pilskaldet mand, der også ligner en nobelpris, og sammen med den purunge model Laetitia Casta flankerede han hovedstudieværten Fabio Fazio i samtlige fem dage.
Den fransktalende model forstod ikke mange italienske ord af det, der blev sagt, eller af det hun selv sagde, men hun har høstet megen anerkendelse for at optræde naturligt og for sit mod til at synge italienske sange med øjnene klæbet til papskiltet med teksterne bag kameraet og på trods af et naturligt talent for at undgå en eneste ren tone.

Kjole-kritik
I en paneldiskussion mellem fremtrædende kulturkritikere, samfundsforskere og politikere i en morgen-tv-avis' daglige festival-special blev hun dog kritiseret for at bære kjoler på scenen fra et fransk modehus og ikke et italiensk. Sanremo er dog en national manifestation, som det blev sagt. Selv de lødigste aviser har flere siders tillæg om festivalen, hvori de fremmeste æggehoveder analyser hver eneste detalje ned til, at den er noget pjat, der har overlevet sig selv, og det syntes kommentatoren på den kommercielle radiostation Radio Capital såmænd også: "Et punkteret dæk," kaldte Dario Fo den i sin daglige kommentar gennem alle fem dage, og når der kan være nobelpristagere i fred og medicin på scenen i melodi grand prix'et, hvorfor skal der da så ikke også være en nobelpristager i litteratur til at tage stilling til det.
Det eneste, der ikke debatteres så meget er sangenes kvalitet. "Det er ikke så meget, at de er dårlige. Det er mere det, at de allesammen ligner hinanden," lød dog et af de mest rammende udsagn.
17 af Italiens 58 millioner indbyggere kigger på det i tv hver aften i en uge, men måske hænger Sanremos uudryddelige popularitet sammen med noget meget simpelt: Når festivalen er slut, er det forår.
Og det passer. Jeg har været på planteskolen og købt et meget spinkelt, men dog to meter højt, oliventræ til at stille på terrassen og blev befippet, da planteskolelæreren spurgte, om det skulle give frugter til at spise eller til at presse olie af. Jeg tog de spiselige, og nu står træet i lun forårssol og fimrer med de fine blade i vinden ned mod en laurbærbusk, som jeg også købte, og hvis blade i hvert fald kan puttes i gryden. Nede ved barbordene på pladsen vender hvide ansigter mod solen, og ude på det olympiske stadion spillede Roma i lørdags mod Milan i næsten sommerlig temperatur.

Ræveansigtet
Romas tjekkiske træner Zdenek Zeman med det koparrede ræveansigt er den mest flegmatiske mand, der tænkes kan. Han ryger en pakke Marlboro i løbet af en kamp på en meget karakteristisk måde: Han holder cigaretten mellem det yderste af pege- og langefinger helt inde på filtermundstykket, som han så langsomt fører op til de spidsede læber i en kyssebevægelse, og hvad enten hans hold taber eller vinder, er det den eneste bevægelse han tillader sig i en kamp.
I ugens løb skaffede han sig spalteplads mellem Sanremo-reportagerne og Olivettis købstilbud på det tidligere statsejede Telecom på 120.000 millarder lire ved at sige, at det ville være godt for hovedstaden, hvis Lazio vandt det italienske fodboldmesterskab. At Romas træner kunne sige det om konkurrenten, var oprørende for romanister, uanset at deres egen chance er forspildt.
Og det var romanisternes sære situation lørdag eftermiddag, hvor alle hold, der skal spille europacup-kampe i denne uge, spillede. Hvis Roma vandt over Milan, der er Lazios konkurrent i mesterskabskampen, ville man hjælpe naboerne, og det vil man nødigst af alt.
Men Roma vandt 1-0, og det er også et forårstegn. Roma spillede som mesterskabsfavorit hele efteråret, men begyndte så at tabe i januar, og det er en uforklarlig kendsgerning for alle hold, Zeman har trænet. De spiller skidt om vinteren.
Men ikke mod Milan, der gav forårsdebut til Thomas Helveg, som har siddet uden for på grund af skade og sygdom, og som viste sig langt fra acceptabel form på et Milano-hold, der lod de tre angribere ligge at rode fremme uden støtte bagfra. Romas bedste kamp siden efteråret og Milans dårligste i lige så lang tid.
Håndsrækningen fra Roma bragte dagen efter Lazio alene i spidsen af Serie A med forspring, som nu er på fire point, efter at Fiorentina kun opnåede uafgjort i Salerno, og Lazio selv vandt ude over bundholdet Vicenza med 1-2.
Men det var ikke nemt at være laziale. Holdet fra Vicenza har kvaliteter, som ikke kan aflæses i pointregnskabet, og det satte Lazio under pres i hele den målløse første halvleg. Da den portugisiske højre yderforsvarer Conceicao tre minutter inde i anden halvleg bragte Lazio foran, syntes kampen lukket, men Vicenza udlignede ved Cardone på et hovedstød efter hjørne. Lazio fik chancen på et straffespark, som Salas brændte mod Vicenza-målmanden Brivio, der kun har set et af fem straffespark mod sig gå ind, og det lignede uafgjort, indtil Mihailovich på et frispark i dommerens tillægstid scorede romernes sejrsmål.
Og i Sanremo vandt sangerinden Anna Oxa med en sang, som hedder "Uden nåde."

Stillingen i Serie A (34):
Lazio (P)2314 6 346-22 48
Parma2312 8 343-22 44
Fiorentina2313 5 538-20 44
Milan2312 7 434-25 43
Udinese2310 6 732-31 36
Inter2310 5 843-30 35
Roma23 9 8 643-31 35
Juventus(M)23 9 7 726-23 34
Bologna23 8 8 728-25 32
Venezia (O)23 7 7 922-30 28
Bari23 5 12 626-31 27
Cagliari (O) 23 7 4 1131-35 26
Perugia (O)23 7 4 1230-42 25
Sampdoria23 5 8 1022-40 23
Piacenza23 5 7 1132-37 22
Salernit. (O)23 5 5 1323-39 20
Vicenza23 4 8 1112-29 20
Empoli23 3 8 1219-39 15

Empoli er frataget to point

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu