Læsetid: 4 min.

Ungdom og galskab i Det Kgl.'s Don Carlos

29. marts 1999

Staffan Valdemar Holms iscenesættelse af Schillers 'Don Carlos' er den vægtigste klassiker på Det Kongelige Teater i lange tider

TEATER
Der er en rask puls i Schillers dramaer, et rytmisk, fremadrettet drive af samme art som åndedraget i Schuberts musik. Immervæk var digteren kun 23 år gammel, da han begyndte at tænke på sin tragedie Don Carlos, hvis helt fik samme alder. Mod denne unge mand har en olding begået en skurkestreg: Ikke blot har han forhindret prinsen i at få sin elskede franske prinsesse, han har taget hende for sin egen mund og giftet sig med hende. Forrædderen er prinsens egen far, patriarken i sit sene efterår, Spaniens kong Filip.
Don Carlos handler om ungdommens oprør med døden tilfølge. Som Hamlet og Prinsen af Homburg må ynglingen dø, ikke for en pige men fordi hans eksistens er bundet til ungdommens betingelsesløse renhed i kampen for frihed, retfærdighed og kærlighed. Absolutte idealer og en mandlig jomfruelighed over for kompromisser, realpolitik og al grumset machiavellisk tale om målet, der hellige midlerne. De voksnes verden er forurenet, derfor kan disse unge mænd ikke overleve.
Staffan Valdemar Holm, der står for Det Kongelige Teaters store Schillerforestilling, viser os i første scene den elskovssyge prins, omgivet af hoffets rænkefulde intriganter. Med Hamlet deler han en dosis vanvid, der både skal skabe forvirring i fjendens lejr og samtidig er en del af ungdommens ekstreme følelsesudsving. Det er en af forestillingens store gevinster, at Thomas Mørk som dens labile centrum viser Don Carlos som en til det skingre hudløs, sårbar og uforudsigelig størrelse i magtens spil.
Uden for familiens incestuøse trekant - som den engelske digter Philip Larkin har udtrykt det: "They fuck you up, your mum and dad" - eksisterer en anden ung helt med en større mission, markis Posa. Han er ren som sin jævnaldrende Carlos, men han brænder ikke for Elisabeth, han brænder for det undertrykte Flandern. Med engagementet i den store verdens politik følger også en fare for fanatisme, terror og forbrydelser mod menneskeheden.
Da Posa er udset til at blive stykkets martyr må også han derfor dø, men han når at elske både Don Carlos og de undertrykte provinser i Nederlandene med en høj, ren flamme. Søren Sætter-Lassen var sat på en vanskelig post med denne rolle, hvis temperament ligger hans talent fjernt og hvis alder han ikke signalerer.

Store optrin
Staffan Valdemar Holm er en mester i at skabe store optrin på en scene. Sammen med scenografen Bente Lykke Møller lader han Don Carlos udspille sig i sort og hvidt i en smidig og dynamisk serie af frapperende billeder.
Sort er Spaniens farve, både El Grecos og Francos - så vi får soldater i battledress (vel meget af en teaterkliche), livvagter med solbriller og en balscene med mindelser om Ian McKellans legen kat og mus med familien i filmen Richard III. Optakten fængede straks med alle hoffets damer på strandstole med håndklæder som turbaner under en varm sol, under ledelse af den spændende Beatrice Seedorff.
Parret Holm-Møller er gode til de småbørn, der kommer i klemme i strindbergske magtkampe, således den lille prinsesse Clara med laksko og modeljernbane, som kong Filip og dronning Elisabeth kun kan se som en dukke i ægteskabsspillet. Er hun ægte eller en bastard - dette spørgsmål stiller Schiller lige så vel som Faderen (hvis Holm-version vi så sidste sommer i Kanonhallen).

Cadeau til Stærekassen
Don Carlos spiller i hans nye version fire og en halv time på Stærekassen - og modbeviser, at man ikke skulle kunne få et anvendeligt teater ud af Ny Scene. Schiller har en pragtfuld historie at fortælle - som langt oftere høres i Verdis geniale version, og Staffan Valdemar Holm har den nødvendige dynamik til at fastholde sit publikum.
Helt retfærdigt kan hans intentioner ikke bedømmes på premieren, da stykkets grummeste pointe manglede: Storinkvisitorens udlevering af Spaniens konge som kirkens afmægtige robot. På grund af sygdom så vi ikke Aksel Erhardsen som den onde magts personifikation, og hele den sublimt kuldslåede scene 10 i femte akt blev udeladt.
Forcen i forestillingen er de store linjer, de flotte billeder. Personinstruktionens detaljer har ikke samme glans, og Jørgen Reenbergs konge blev noget diffus, mens dronningen i Annika Johannesens skikkelse var rigeligt spinkel og upoetisk. Også Benedikte Hansen fik kun vist kendte sider af sit talent, men hun var nu også oppe imod et af Staffan Valdemar Holms mest diskutable påfund.
Da Verdis Don Carlos nu engang uden for Tyskland næsten har udraderet Schillers, og langt nemmere lader sig forstå end den krævende tragedie på blankvers, er det lidt af et forrædderi at sende Ebolis operapassion indover Benedikte Hansen. Lydsiden er i det hele problematisk: Aranjuez-koncerten, som reklamefilm har taget livet af, bruges med kitscheffekt. Nok har den undertoner af Franco-Spanien, men sammen med en tyrefægter og en klichédonna med mantilla og flæser tilfører den ikke forestillingen nogen interessante pointer.

*Schiller: Don Carlos. Iscenesættelse: Staffan Valdemar Holm. Scenografi: Bente Lykke Møller. Overs.: Villy Sørensen (bearb.: Staffan Valdemar Holm og Mikkel Hede). Det Kgl. Teater; turné 12.-20. apr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu