Læsetid: 3 min.

Unge af alder - gamle af sind

12. marts 1999

40 digte skrevet af børn under deres ophold i Theresienstadt er nu samlet i en bog, så vi kan føje virkelige følelser til vores uvirkelige viden om hverdagen i en koncentrationslejr

DIGTE
De fleste af os har nok gennem dokumentarfilm, foredrag, erindringsbøger og lignende fået et vist indblik i, hvordan hverdagen i en koncentrationslejr under Anden Verdenskrig var.
Men ingen, der ikke selv har oplevet det, kan påstå, at de ved, hvordan det føltes i situationen.
Det kan man nu få en fornemmelse af. Forfatteren Poul Aron, der som den eneste blandt 43 værelseskammerater overlevede på ungdomshjemmet L 414 i Theresienstadt, har nu samlet 40 digte skrevet af børn og unge på mellem 10 og 16 år, mens de endnu levede og håbede.
Digtene blev alle skrevet i årene 1943-44 og endte på mirakuløs vis hos én af de 100 børn, der ikke blev sendt på transport til Auschwitz og døden. I alt nåede omkring 14.000 børn at bo i børne- og ungdomshjemmene i Theresienstad nær den tjekkiske hovedstad Prag.
Ekstra dimention
I ghettoen er der ingen sommerfugle - Digte af børn og unge fra Theresienstadt burde være obligatorisk i folkeskolens ældste klasser i forbindelse med undervisning i de historiske fakta omkring Anden Verdenskrig. For digtene fylder de sort/hvide dokumentarfilm, hvor man ser de uvirkelige bunker med menneskelig, med følelser.
Det er som at høre børnenes tanker, mens de ser deres familie og venner bukke under. Mange af digtene fremkalder kuldegysninger alene på grund af den indsigt og gammelklogskab, der afspejles, og som 12-13 årige ikke burde eje. Som i digtet "Hvordan man tager det":

(...) Dødens le rammer hver og en i denne by
uden navns anseelse også dem med næsen i sky
nogen retfærdighed er der trods alt i verden
det giver den fattiges bitre brød en sødere smag

Sådan skriver Miroslav Kosek, der blev 12 år gammel.

Håbet levede
Men ellers er det tankevækkende, hvor fulde af håb digtene er, og hvor lidt bitterhed og had, de udtrykker.
Børnene længes efter det, de havde; mor, far, søskende, et hus, en by - kort sagt deres barndom. Og mange af dem håber og tror på, at de får noget af det igen. Derfor er det også frygteligt, når der under hvert digt står et navn og to årstal - fødselsåret og døds-året. De fleste ender på 43-44.
Men gennem digtene får man en side af historien fortalt, som selv overlevende kz-fanger ikke kan formidle, idet deres beretninger ikke længere er dikteret af nuet, men af ræsonnement og erindring.
I digtene lever børnene og beretter fra nu'et: Theresienstadt 1943-44. Og da nu'et er fyldt med håb og længsel, men naturligvis også sorg og spørgsmål, så er digtene ikke ulidelige at læse - selvom de unægteligt fremkalder afsky hos læseren. Men det er en trøst, at disse børns stemmer nu er udødeliggjort, som et slags bevis på, at de ikke har levet og lidt forgæves. Selvom det nok ikke var den slags 'liv' Hanus Hachenburg (1929-1944) bad om i sit digt "Frist":

Jeg lille levende væsen
beder verden om at vise mig den nåde
ikke at blive trådt på med elefantfødder
ikke at gå under i verdens luende flammer
jeg beder om at måtte leve
om at måtte vokse op
om at stå som en mand
i den ældgamle kamp (...)

*I ghettoen er der ingen sommerfugle - Digte af børn og unge fra Theresienstad. red. Poul Aron. 64 s., 148 kr. Forfatterforlaget Attika

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu