Frygten for udlandet tvang Unibank og Tryg-Baltica sammen. Samtidig måtte Unibank vise initiativ efter et kursfald på 24 procent siden nytår
SPILLET
"Vi bliver en større mundfuld efter fusionen," konstaterede Unibanks koncernchef, Thorleif Krarup, lettet, da han i går præsenterede fusionen mellem Unibank og Tryg-Baltica.
Med fusionen er Unibank blevet sværere at overtage for en stor udenlandsk bank, ligesom banken fik forhindret, at Tryg-Baltica slog sig sammen med et stort udenlandsk selskab og snuppede den bid af forsikringsmarkedet, som Unibank havde udset sig.
For uden forsikring går det ikke. Den lektie har Unibank lært af storebroderen, Den Danske Bank, siger bankanalytiker Doung Vuong fra Merrill Lynch, der er et af verdens største børsmæglerselskaber.
Han mener dog, at den udløsende faktor bag fusionen har været de seneste to måneders fald i kursen på en aktie i Unibank. Indtil tirsdag var Unibank-aktien således faldet med 24 pct. siden nytår.
"Unibank gør det her, fordi aktieprisen falder. Men derudover har Unibank sandsynligvis tænkt, med et blik på Den Danske Bank, at det var nødvendigt at udbygge forsikringsdelen," siger Doung Voung til Information.
Med fusionen får det nye selskab, som døbes Unidanmark, en egenkapital på godt 27 mia. kr. Dermed er banken nummer to i Danmark efter den Danske Bank og lige foran Nykredit og Kapital Holding, som blev skabt sidste år, da BG Bank og Realkredit Danmark slog sig sammen.
Kigges der kun på private kunder, bliver det nye selskab størst i Danmark indenfor både bank og forsikring.
Ikke sikret
Men dermed er Unibank ikke sikret imod udenlandsk overtagelse, siger en analytiker i en amerikansk investeringsbank. Han påpeger, at de danske bankaktier er faldet voldsomt i værdi i de seneste måneder, mens de øvrige europæiske bankaktier er gået i den anden retning.
"Med de nuværende aktiepriser er det et godt tidspunkt at gå ind og overtage danske banker. Spørgsmålet er, om de øvrige europæiske banker er klar. Indtil nu har de holdt sig fra Norden, men det er mest fordi, de har været travlt optaget af fusioner hos dem selv. Den proces er nu ved at være slut, og så vil de snart begynde at kigge mod Norden," vurderer analytikeren, der ønsker at være anonym.
Han mener, at Unibanks valg af Tryg-Baltica som fusionspartner kun var den næstbedste løsning.
En fusion med en større udenlandsk bank ville være en væsentlig bedre model. Og han mener, at eksempelvis Svenska Handelsbanken stadig har blikket rettet mod Unibank. Og netop derfor var det nødvendigt for Unibank at handle nu, hvis banken ikke skulle ende på udenlandske hænder.
Lang ventetid
Thorleif Krarup fastslog da også ved gårsdagens præsentation af fusionen, at Unibank har ventet længe på Tryg-Baltica. Ideen har været oplagt for Krarup, der forsøgte at parre Nykredit med Tryg Forsikring, da han var direktør i Nykredit, ligesom han har arbejdet hårdt med idéen om sætte Nykredit, Unibank og Tryg Forsikring sammen.
Men heller ikke det lykkedes, og Unibank begyndte derfor at se sig om efter en udenlandsk partner. Synet har dog sandsynligvis skræmt Unibank, da alle de oplagte partnere var større, og dermed snarere så Unibank som en opkøbsmulighed.
"Unibank ville tilsyneladende ikke smides i armen på en stor udlænding. Derfor har man nu valgt at gå sammen med Tryg-Baltica. Så får man samtidig blokeret, at der kan komme en og sluge Tryg-Baltica," siger bankanalytiker Bjarne Jensen fra Bjarne Jensen Consult.
Ved præsentationen af fusionen understregede både Unibank og Tryg-Baltica gentagne gange, at det nye partnerskab er udtryk for en offensiv satsning.
"Fusionen har et fremadrettet, offensivt og internationalt sigte," sagde Tryg-Balticas topchef, Hugo Andersen og lagde vægt på, at det fusionerede selskab får en stærk position i Norden.
Hverken Thorleif Krarup eller Hugo Andersen forsømte en lejlighed til at sige, at de er klar til at købe virksomheder i Norden, så snart der viser sig en mulighed.
Men ifølge analytikerne er det dog en noget tandløs offensiv, der kommer ud af fusionen. Selvom de to selskaber med fusionen har fået flere penge til at købe andre selskaber, stiller samtlige de analytikere, som Information har talt med, sig skeptiske over for ambitionerne.
"Jeg forventer i hvert fald ingen opkøb det næste år, Nu skal de først have fusionen på plads," siger Doung Vuong.
I sig selv giver det nye selskab en bedre position i Norden, påpeger Bjarne Jensen: "Deres basisforretning er jo nøjagtig den samme. Det har fusionen ikke ændret ved."
Han er slet ikke sikker på, at det er en god idé for det nye selskab, at gå til angreb på det nordiske marked.
"Skal de ikke hellere passe deres butik. Det er fandeme' svært nok at vinde markedsandele i Danmark," siger Bjarne Jensen.
Han forventer højst, at det fusionerede selskab vil gå på jagt efter andre skadesforsikringsselskaber i Norden. Bankerne er for dyre: "På forsikringsområdet kan man ikke udelukke, at de vil byde på svenske Trygg-Hansa."