Læsetid: 6 min.

Upstairs and Downstairs

10. marts 1999

Galerie Asbæk er forvandlet til et væksthus for eksperimenterende samtidskunst. To hippe og skæve udstillinger kan ses her - en tysk, dansk, belgisk cocktail

UDSTILLING
På stueplanet holder tre mandlige kunstnere til. Her har Erik A. Frandsen sammen med sine to belgiske kolleger, Luc Tuymans og Michel Francois skabt en slags "Gesamtværk", mens Ursula Reuter Christiansen, professor ved Kunstakademiet i København og forhenværende professor ved Kunstakademiet i Hamborg, regerer i underetagen. Hun har bragt tidligere og nuværende elever sammen i en slags genbefrugtende tysk-dansk i dialog.
Men lad os først kaste et blik på de veletablerede yngre kunstnere på øverste etage. Flamlænderen Luc Tuymans (f. 1958) er en fremragende maler, der bruger en begrænset, tyst palet i overvejende grå og beige. Han råber ikke sit budskab ud, men maler det glemte og fortrængte frem i et billedsprog, der mest af alt minder om drømmens efterbillede på nethinden.
Hans 'genstandsområde' er den stille stund, efter at noget faretruende, destruktivt eller forbryderisk har fundet sted, og offeret eller bødlen chokeret bliver suget tilbage til en dump erkendelse af det skete. Det kan være dele af den moderne europæiske historie - Tuymans har med forkærlighed hentet motiver i nazismen, hvis følger han viser som en aflejring i det enkelte subjekt - i slægt med filmmanden Claude Lanzmann.
I begyndelsen af halvfemserne påbegyndte Tuymans en række portrætter med titlen "Det diagnostiske blik". Det er mennesker med en dødelig sygdom mennesker, hvis symptomer blev fremvist i en medicinsk lærebog. Men Tuymans objektgør dem ikke i sine malerier. Han lader dem kigge aktivt ud på os, og deres sygdom synes snarere at ligge latent i dem end manifest. Denne tvetydighed, denne sætten døden i spil, er typisk for Tuymans værker. Han har malet sine billeder på væggen som en anden fresko-maler.
Tuymans begyndte i firserne at eksperimentere med film, og som maler bruger han en speciel 'klippeteknik', hvor malerierne lades med eksterne referencer. Det er fraværet mere end nærværet, der optager ham. Der er små og diskrete henvisninger til den store, fortrædelige hændelse, der går forud for maleriets egen beretning. Han indfører desuden som vor egen Peter Martensen en tidslig dimension i billederne gennem farverne. Ved at brække dem med hvidt, fremstår de forældede, patinerede, som vidnesbyrd på noget, der for længst er sket. Hans inpsirationskilder er tyske malere som Gerhard Richter, Markus Lüppertz og Anselm Kiefer.

Fravær og nærvær
Michel Francois (f.1958) dyrker på udstillingen en 'hullets semiotik'. Han viser lommer og huller i tøj, i jorden, nultegn, formet med fingrene etc. på fotografier, ligesom han i en stor gulvtæppeinstallation, i videoprojektioner og i form af objekter, der breder sig, visualiserer hullets muligheder. Hans bidrag fortsætter udenfor med fotografier på husfacader i gården og på galleriets toilet, hvor hvide flamengo-kugler gynger i overfladen i vandglas.
Hans projekt er på den ene side at indkredse manglen, og på den anden side det mangledes form. Det er igen et subtilt spil mellem fravær og nærvær igen. I overvejende sort-hvide fotografier og i objekter, der lyser af en hvidhed helt ned til de hvide balloner i rummet, der bærer inskriptioner med udstillingstitlen: "Home Piss". Noget er der, noget mangler. Francois fotograferer alle de steder, han rejser til: Brasilien, Cuba, Afrika eller Indonesien, men også i Bruxelles, hvor han bor.
Erik A. Frandsen behøver ikke her at blive introduceret. Han boede i en periode i Bruxelles, hvor han lærte sine to jævnaldrende kolleger at kende, og nu optræder de tre kunstnere for første gang sammen på en udstilling, hvortil han selv bidrager med malerier - malet med alkyd på alumium med udgangspunkt i farvenegativer, i den stil vi har set før. I alle sine bidrag - på nær neon-maleriet "Ghost" - tager han motivmæssigt afsæt i sit nære familieliv.
I sine ti nye raderinger, hvor motiverne blot er streget op ganske tyndt og 'anonymt' viser han, hvor lidt der skal til for at skabe et spændende figurativt motiv. Det er med andre ord en kunstnerisk fødekæde, vi her bivåner: Der er fotos, farvenegativer, malerier, raderinger, der alle tager afsæt i hjemme-territoriet - apropos udstillingstitlen.
En frugtbar dialog mellem tre åndsbeslægtede, omend meget forskellige kunstnere, der alle har markeret sig internationelt. De forstår at pisse et fælles territorium af uden at tabe deres respektive særkende.

Undergrundsstøj
Der er gang i den i Asbæks undergrund p.t. Hamborg-ekpressen kører med fuld fart på. De unge kunstnere territorialiserer et kendt 'Bredgadegalleri'. Der er enkelte kunstnere, som allerede er fuldt flyvefærdige og har en række udstillinger på bagen, som den tyske Christian Hahn, en ovenud spændende maler, der forstår at male et helt nyt flademaleri med en stor spændvidde af 'stofligheder' og illusioner, og den danske kunstner Julie Sass, der arbejder med et geometrisk-abstrakt formsprog, og allerede har sit faste galleri. I det hele taget er der - ikke overraskende, og dog alligvel i disse installationstider - mange malere på udstillingen, men de uddannes jo også på en malerskole.
Også Ursula Reuter Christiansen herself bidrager med to malerier. De bærer titlerne "Protuberans I og II", og det betyder ifølge Fremmedordbogen "brændende luftarter, som udslynges fra solranden". Det er et psykedelisk vildt ekspriment i røde farver, et festfyrværkeri for øjet, som ikke uden humor fra Reuters side, 'signeres' af det kvindelige køn med en blå 'diamant'-klitoris - som strålernes apoteose. Meget morsomt her omkring 8. marts, hvor der "køres med klitten" andetsteds i byen.

Bobler af humor
Det er en sjov og idérig udstilling. Thomas Lagermands lille foto-serie viser livet set fra under-buksehøjde, mens Anja Richardt Jørgensen viser livet i badet. Også her er der tale om en inspirationsmæssig fødekæde. Et håndklæde kan dels bruges i badet, men det har også en dekorativ værdi. Det kitschede mønster findes værdigt til at blive foreviget som silkepapirshåndklæde.
Den tyske kunstner Nandor Angstenberger har i sin "fisk" fra '97 ved hjælp af uldtråde 'vævet' et akvarie med fisk og planter, og i samarbejde med Arne Klaskala har han lavet to vilde og kaotiske collager, der udgør to af hjørnerne i rummene. Den islandske Joni Jónsdóttir har på gulv og væg skrevet digtet "itsdamnhardtotalktoyou". Et emotionelt udslip, der gør indtryk ved gentagelsen, i højere grad end det lidt for klichéprægede papmachéhjerte, der hænger ned fra loftet og ledsager ordene.
Karsten Møller har en meget morsom kommentar til den verserende debat om sekreter som billedkunstnerisk materiale: I et maleri med titlen "I Dropped my Coke" lader han dråber fra sin cola danne et motiv. Apropos Claus Carstensens (og længe før Andy Warhols) pisserier.
Alt i alt bobler udstillingen i underetagen af idérigdom, humor og skæve vinkler på tilværelsen. Det er mere et andet og individuelt vinklet,
anarkistisk syn på verden og livet, som interesserer de unge kunstnere end traditionen og Kunsten. De scanner livet ned til kroppens simpleste alfabet. Livet på kanten til Millenium tvinger de unge kunstnere tilbage til det helt grundlæggende. Ikke mindst i kraft af de allestedsnærværende medier synes det nødvendigt at finde down to basics.
Akademiet arbejder, det er ganske vist. Og de tyske og danske kunstnere går fint i spand.

*'Homepiss'. En udstilling med Michel Francois, Luc Tuymans og Erik A. Frandsen. 'København-Hamburg tur/retur. Skib O'Høj/Schiff Ahoi'. En udstilling med 30 kunstnere fra akademierne i København og Hamborg. Galerie Asbæk, Bredgade 20, Kbh. Ma.-fr. 11-18. Lø. 11-16. Begge til 20. marts

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her