NATO-udvidelsen styrker USA's magt i Europa, og den europæiske autonomi lader vente på sig trods EU, WEU og FUSP
Siden den Anden Verdenskrig har USA været en europæisk magt, og intet tyder på, at Washington vil opgive denne rolle uanset den sovjetiske fjendes forsvinden på den østlige side af Europa. Optagelsen af tre nye europæiske medlemslande i NATO udvider geografisk den europæiske del af alliancen, men forøger ikke af den grund Europas vægt i forhold til USA.
Spørgsmålet om en selvstændig europæisk forsvarsrolle og om magtfordelingen mellem USA og Europa i NATO er blevet diskuteret i årevis, men kun Frankrig har presset på. De øvrige europæiske lande med Tyskland og Storbritannien i spidsen nærer ikke noget ønske om at udfordre det amerikanske lederskab og erklærer sig - til forskel fra Frankrig - tilfreds med de beskedne skridt i retning af en højere europæisk profil, som USA er gået med til.
Forudsætningen for den europæiske forsvarsidentitet, som Frankrig drømmer om, er, at de europæiske lande er nogenlunde enige om en fælles politik og en fælles holdning. Det har aldrig været tilfældet.
De tre nye medlemslande styrker næppe den 'europæiske sag' i denne strid. Med deres fortid som sovjetiske vasalstater vurderer de instinktivt USA højere end Europa som garant, og Frankrig har historisk en meget ringe prestige som militær allieret i denne del af Europa. Den atlantiske præference hos de polske, tjekkiske og ungarske ledere var klar lige fra den kolde krigs ophør, og troen på en europæisk forsvarspolitik er ikke blevet styrket i de forløbne ti år.
Den tjekkiske præsident, Vaclav Havel, sagde det diplomatisk, men tydeligt i et interview i Le Monde den 2. marts: "Jeg er tilhænger af styrkelsen af den europæiske søjle i NATO og af den fælles forsvarspolitik i EU. Men lad mig tilføje, at de europæiske lande først og fremmest burde nå til enighed indbyrdes. Når europæerne søger at blive enige om noget, lykkes det som oftest ikke, og det er først når den amerikanske storebror ankommer, at man finder frem til en nødtørftig konsensus". I en artikel fornylig i samme blad beklagede socialisten Paul Quilès - tidligere forsvarsminister og nu formand for Nationalforsamlingens forsvarsudvalg - at alliancens virksomhed "i det væsentlige synes at udvikle sig på amerikanernes initiativ og til deres fordel, mens der er et foruroligende fravær af overvejelser om fremtiden fra europæisk side".
Mens Frankrig stort set er alene i Europa om at protestere mod den amerikanske "vilje til hegemoni", demonstrerer Clinton-regeringen med al ønskelig tydelighed, at denne vilje faktisk er til stede. Det bekræftedes af den aftale om de fremtidige relationer mellem NATO og Rusland, der blev underskrevet i Paris den 27. maj 1997 efter seje diplomatiske forhandlinger. Hermed banedes vej for udvidelsen af NATO med nye medlemslande, men omtrent på samme tid blev den franske ide om europæisk autonomi i realiteten skrinlagt.
Det må siges, at NATO har overlevet den kolde krig i fin stil. Da 'Muren faldt' osv., mente nogle, at NATO ville blive overflødig - iøvrigt en fuldstændig logisk slutning, når man betragter omstændighederne ved alliancens opståen i 1949. Disse teorier blev hurtigt glemt, og USA's politiske og militære ledere har aldrig sat spørgsmålstegn ved NATO's fortsatte eksistens. Den grundlæggende ide i den nye amerikanske udenrigspolitik, der slår igennem i NATO, er at der ikke på ny må opstå nogen magt i verden, der kan rivalisere med eller udfordre USA. Blandt de potentielle rivaler er ikke alene Rusland, Kina eller Japan, men også Europa i det omfang denne verdensdel optræder samlet og autonomt.
Mellemøsten, Fjernøsten og Europa er de tre zoner, USA først og fremmest overvåger. Efter den kolde krigs ophør er den primære amerikanske interesse og militære tilstedeværelse flyttet fra Europa til Mellemøsten - som illustreret af Golfkrigen - men samtidig har USA foretaget en grundig revision af sin strategiske planlægning for Europa.
Udvidelsen af NATO med de tilhørende ændringer i den militære organisation er midlet til at sikre en fortsat amerikansk indflydelse, for ikke at sige kontrol, trods nedskæring af de amerikanske styrker. Grænsen for den amerikanske indflydelseszone er klart flyttet mod øst med det formål at afværge opbygningen af en ny stormagt øst for Europa og en ny russisk magtzone.
Det er USA, der betemmer farten i NATO-udvidelsen, og det er efter amerikansk ønske, at den i denne omgang netop omfatter Polen, Tjekkiet og Ungarn. Frankrig, Italien og flere andre europæiske lande gik stærkt ind for samtidig optagelse af Rumænien og Slovenien, men fik nej. USA's strategiske opmærksomhed går i en lidt anden retning, og det betyder, at NATO nærmer sig lande, der er langt mere problematiske og risikable som potentielle fremtidige kandidater til medlemskab, hvis den nuværende udvidelse skal regnes for et 'første skridt': De tidligere sovjetrepublikker Estland, Letland, Litauen, Hviderusland, Ukraine...
I mellemtiden er udviklingen af en autonom europæisk forsvarspolitik - en tanke man har diskuteret i 50 år - næppe kommet ud af stedet. Siden 1954 har der eksisteret en europæisk forsvarsorganisation på papiret - WEU (Vestunionen) - og det er denne papirtiger (der iøvrigt producerer endeløse mængder af rapporter, erklæringer og andre papirer), man i 1990'erne har søgt at puste liv i, snart tænkt som 'et europæisk NATO', snart som 'EU's militære gren'.
I NATO var problemet, at USA stort set bremsede alle forsøg på europæisk autonomi, og at de fleste NATO-lande ikke ønskede at udfordre USA på nogen måde. I EU er problemet, at den fornødne enighed og den konkrete vilje til den Fælles Udenrigs- og Sikkerhedspolitik (FUSP) - der eksisterer på papiret - er fraværende eller svag.
Et fransk ønske om fusion af EU og WEU afvises af Storbritannien. Da EU-landene dels befinder sig uden for, dels inden for NATO - det samme gælder deres forhold til WEU - og da WEU nødvendigvis er afhængig af NATO, er situationen alt andet end klar og overskuelig.
På NATO's ministerrådsmøde i Berlin i juni 1996 blev man enig om, at multinationale styrker under europæisk kommando kunne knyttes til WEU og handle uden amerikansk deltagelse. Det er det længste man er nået i retning af autonom europæisk forsvarspolitik, og det blev opfattet som en amerikansk indrømmelse. Men det er indlysende, at disse aktioner ikke kan gennemføres uden NATO's infrastruktur og logististiske apparat - de afhænger altså af USAs samtykke. Med andre ord, europæerne handler kun i de tilfælde, hvor USA giver sin tilladelse - og hvor USA ikke ønsker at engagere sine egne styrker. Frankrig, der har været den utrættelige forkæmper for den europæiske forsvars-identitet og løsrivelsen fra USA, står foreløbig som taber. Da Jacques Chirac blev præsident i 1995, konstaterede han, at kampen for en europæisk forsvarspolitik uden for NATO var urealistisk, fordi Frankrig stod isoleret i denne kamp. Derfor besluttede han, at man måtte kæmpe inden for NATO's rammer for en 'europæisk pol' og for større europæisk indflydelse på bekostning af den amerikanske. Frankrig genindtrådte i NATO's militære system - som de Gaulle havde trukket Frankrig ud af i 1966 - ganske vist kun på ministerplan, men det blev betragtet som et første skridt til Frankrigs fuldstændige reintegration på det militære plan.
Siden har Frankrig officielt standset denne proces i protest mod, at USA afviser vidtgående franske krav om flere europæere på regionale kommandoposter i NATO.
Den største anstødssten var Frankrigs krav om overdragelse af posten som øverstkommanderende for Sydregionen med hovedkvarter i Napoli til en europæisk (helst fransk) admiral. USA sagde blankt nej, og de andre lande regnede iøvrigt det franske krav for urealistisk, fordi posten er forbundet med kommandoen over USA's mægtige 6. Flåde i Middelhavet, af primær betydning i USAs internationale strategi
Trods sine protester fortsætter Frankrig i virkeligheden sin militære reintegration i NATO, diskret og 'à la carte'. Det kan man kalde at krybe til korset.
