Læsetid: 4 min.

At vende om i tide - eller la' vær'

12. marts 1999

To udtryksstærke norske billedbøger om eksistentiel angst og overskridelse

BILLEDBØGER
Akin Düzakin er navnet på den tyrkiskfødte men i Norge bosatte illustrator, som sammen med børnebogsdebutanten Oddmund Hagen har begået den pragtfulde billedbog Over marken.
Düzakin viste allerede i bogen Tvillingsøster (Forum,-97) at han er en fortættet og stoflig skildrer af de følelseslag, hvor ensomhed og angst indgår i byrdefulde konstellationer.
I Over marken handler det om harekillingen Klumpen, som sidder i skovbrynet og venter på det rette øjeblik til at løbe over den åbne mark og hjem til sin mor, far og lillebror.
"Ikke endnu. Må bare vente. Det bliver snart mørkt. Så kan jeg prøve. Inden månen står op. Inden det bliver helt lyst på marken må jeg have gjort det."
Som det fremgår er Hagens tekst udformet i korte, knappe sætninger, der som et staccato-agtigt tilbageholdt åndedræt fungerer meget fint som spændingsskaber.
Og sætningskonstruktionen modsvares af de store stramt kontrollerede, mørktonede og sært angstvibrerende billeder af den afventende harekilling, som af frygt for den sultne ræv tøvende fastholdes på kanten af overskridelsen.

Enkelt og overbevisende
Teksten er farvet af de erindringsglimt der løber gennem Klumpens adrenalinpumpende bevidsthed - moderens uroligt spejdende blik og faderens advarende formaninger ("Skal du klare dig her i livet må du løbe hurtigt, uden kondi er du færdig!") - og fastholdes i små cirkelrunde let disede illustrationer med den langørede familie placeret som kontrast til de skumringsgraduerede billeder - som synes inspireret af Edward Hoppers billeder - med den ensomme harekilling i take-off stilling ved skovbrynet.
Lige som man tror ræven er på vej, dukker moderen op og stemningen forløses i det afsluttende billedopslag, hvor mor og søn som små prikker fortoner sig på den skovindrammede mark, hvor stjernerne anes i kanten af de mørke trækroner. Over marken fungerer i kraft af tekst-og billedsidens suggestive og spændstige samklang meget overbevisende som eksistentielt opbrudsdrama.

En meget farlig hund
I den mere radikalt eksperimenterende ende af det ,man kunne kalde den poetisk-ekspressive skandinaviske billedbog, befinder Den store røde hund sig.
Den udkom på norsk i 1996 og er nu tilgængelig for et dansk publikum i kraft af Dansklærerforeningen, der ellers normalt ikke giver sig af med udgivelse af billedbøger.
Bag den står makkerparret Erlend Loe (tekst) og Kim Hiorthøy (illustrationer) som i Norge har en vis kultstatus men i Danmark nok mest er kendt for et par skævt humoristiske bøger om truckføreren Kurt (udgivet af Carlsen).
Den store røde hund lanceres på bagsiden som "en livsfarlig bog for børn og voksne", og om hunden hedder det, at den ikke bare er stor og rød "..den er også farlig. Sandsynligvis er det den farligste hund i verden."
Det muntert gysende præsentationskneb fastholdes helt ud i forsideillustrationen, der på en knaldende rød baggrund viser hunden med to hvide øjne og en række glubsk lysende ligeledes hvide tænder. Tegnet med en bevidst forstørret 'barnlig' streg som en slags moderne hulemaleri.

Ud i skoven
Handlingen tager sit afsæt i en episode, der i slutningen gentages med omvendt fortegn. Pigen Felicia er på biltur med sine bedsteforældre og storebroderen William. Hun må hverken få is eller tegneserier, ja, mormoren vil sågar bestemme, hvornår hun skal tisse.
Det bliver for meget for Felicia, som stikker af og flygter ud i skoven, hvor fortællingens lange midterfase udspiller sig.
På et roligt harmonisk opslag ses pigen bade i en sø nydende alenefriheden, men herefter bliver alt gradvist mørkere og mere uhyggeligt i takt med, at hun bevæger sig ind i den dystre skov, der er fyldt med mærkelige lyde.
På et tidspunkt kommer hun til et grimt brunmalet hus, hvor den ensomme og dæmonisk blege maler Roald residerer i sin rullestol.
Han fortæller om rørlæggeren Harald, som har været forsvundet i et halvt år, og om den store røde hund, der spiser alt og alle.
På hjemvejen møder Felicia så endelig den omnipotente hund, som i en mundfuld æder pigen. I hundens mave finder pigen en lighter og en megafon, hvorpå hun sætter ild til hunden, som røgkvalt spytter hende ud. Bevæbnet med megafonen får Felicia magten over hunden og tvinger den til at ride hende tilbage til bedsteforældrene og de brandfolk og politimænd, som forgæves har prøvet at finde pigen.

Rigtig tyggemad
Med hunden som allieret lærer Felicia magtens sødme at kende, og hun lader bedsteforældrene og storebroderen gennemgå alle de ydmygelser, hun selv blev udsat for i fortællingens start. Den lakoniske slutbemærkning lyder: "Sådan er det nemlig når man har store venner, og det er rart at tænke på, synes Felicia."
Dette finurligt udtænkte oprørstema serveres befriende usentimentalt i et viltert sammensat billedsprog, der både trækker på collageteknik og en ekspressionistisk tegne- og maleteknik med store forvrængede figurer og stærke farve- og lyskontraster, som indimellem brydes af mere rolige og traditionelt komponerede opslag.
Der eksperimenteres ligeledes med skriften, hvor den varierende brug af bogstavstørrelser dels tjener til at fremhæve særligt betydningsfulde detaljer men også i sig selv udgør et visuelt virkemiddel.
Med sit næsten sparkende direkte billedsprog er Den store røde hund en tidstypisk og grænseudfordrende billedbog med tyggemad for såvel blik som tanke - og for såvel børn som voksne.

*Oddmund Hagen: Over marken. Ill. af Akin Düzakin. Overs.: Lotte Nyholm, 32 s., 188 kr. Forum
*Erlend Loe: Den store røde hund. Ill. af Kim Hiorthøy. Overs.: Søren Barslund. 40 s., 125 kr. Dansklærerforeningen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu