Er vi fundamentalt bare blevet kunder eller sælgere for og hos hinanden? Shopper vi i følelser, i opmuntringer, stimulanser, som skal tjene til at vise os, at vi er noget værd?
ESSAY
Forelskelser ... det skal være sweet, but short". Sådan delte min elskværdige sted/papmoder ud af sin livsvisdom, og som teenager lyttede jeg og var imponeret og forundret og skræmt. Tomhedens blanke, kyniske og fordummende flade hører ikke fortrinsvis til i 90'erne. Der er tomhed og fortabelse i min fars kones morale, som blev sagt igen og igen, som om hun i mellemtiden havde glemt sin pointe, men bestandigt genopfandt den.
Dermed er melankoliens verdenskvindeattitude indprentet. Dertil indføjede hun ofte en parentetisk replik med sin særlige stemning af passiv overgivelse (for sætningen var ikke beregnet til at få kvinderne til at humme sig ud på arbejdsmarkedet). "For mænd er deres arbejde altid, men altid det vigtigste."
Jeg brød mig ikke om denne hendes umoralens moralisering, men var alligevel fascineret som jeg til hver en tid vil blive fascineret af en brilleslange, der danser i sin flettede kurv efter en fløjtetone. Det var alligevel for tidligt at modtage hendes budskab, som i værste fald ville komme nu, mange år senere som en eftertanke.
Tog man den til sig, forskertsede man samtidig fantomet om den gyldne mulighed for at skabe sig en livsverden der var anderledes, bedre og med renere luft end den beklumrende indeluft ens familie, forgængerne, havde indåndet. Det anede jeg.
Jeg havde en anden målestok, hellig, hentet fra litteraturen, fra alt for tidligt, alt for ambitiøs læsning af verdenslitteraturen, Platon: det absolutte, evighedens, de to kroppe og smidige sjæle, der med harmonisk selvfølgelighed, indtrængende, gled glade ind i hinanden, som tilpassede, smukke elementer af krog, bugter og bøjninger, fremspring og knaster, indrømmelser og tilståelser.
Det søde betinges af det korte, sådan er det bare, mente hun. Sætningen indeholder en betydelig dosis af bittersød resignation eller sædelæren: "Drop, før du selv bliver droppet". Måske var det engelsk-amerikanske anstrøg ikke helt tilfældigt, dengang var ordet drop ikke gledet ind i det danske hverdagssprog, immervæk var det et noget pikant fremmedord, og i hendes holdning lå der en 30'er-agtig swingpjat-stemning, lidt Kjeld Abell, et skud manhattansk Scott Fitzgerald.
I øvrigt har mange før mig gjort den banale erfaring, man straks glemmer i situationen, at stærke kærlighedsord, obskøne eder og ukvemsytringer langt lettere, luftigere, siges på et andet sprog end ens eget (det såkaldte modersmål, inderlighedens tungetale), der ligger ligesom noget lettere, mindre forpligtende for den meddelende, fordi fremmedsproget er frit, nyt og ubrugt som nyanskaffet tøj. Måske er det lige akkurat denne fornemmelse af at være i et legeland, i det eksperimentelle, som gør, at så mange forelsker sig i det fremmede, i den fremmede og siger det i lidenskabelige vendinger, de aldrig ville ødsle bort på en co-national. Derfor kunne pap/stedmoderen sige noget, der ærlig talt ikke lyder godt.
Det søde betinges af det kortvarige. Påstanden er ikke helt forkert, det smerter meget mindre at droppe en anden end selv at blive droppet, ikke kun på grund af lettelsen ved at afkaste en tyngde, for denne lettelse er ikke i alle tilfælde naturligt til stede.
Heraf kan man lære, at alle relationer - i denne forbindelse betyder det ikke så meget, om der er tale om venskab, (erotisk) kærlighed eller familieforhold - indeholder betydelige og fintmærkende gradueringer af forfængelighed, Måske ikke kun af den rene, barberbladsskærende forfængelighed, men blot af det simple og uundværlige at være i stand til at opretholde sin selvagtelse, sin handelsværdi for nu at sige det ligeud, som andre sætter. Opretholde sit ligeværd i egne øjne, der er et så skrøbeligt element i jeg-husets konstruktion, anfægtet af selve egoet, mere end af de ligeglade omgivelserne.
Såvel kærlighed som venskab indeholder og kalkulerer med vægtstangsprincipper, som skal løse det problem ikke at sætte til på gyngerne, hvad man har vundet på karrusellerne, at ville have både i posen og sæk, og ofte ende med at erkende, at man ikke får nogen af delene. Blot en sejr, som er en sejr, fordi man i tide er bakket uden om nederlaget, svigtet, som skal komme et eller andet sted fra. Men man kan give sig til at glemme - eller fortrænge hedder det jo - at bruddet kun ved tidsmæssigt at komme noget andet, en anden, i forkøbet er blev ens eget gordiske sabelhug. Bruddets tristesse kan lindres ved den kliché (eller visdomsord), der vistnok stammer fra Ib Michael - jeg erindrer, at han har sagt det - og som så mange klichéer (eller visdomsord) rummer mere end et gran af sandsynlighed og et irriterende sandskorn af sandhed: "For at noget nyt kan fødes/opstå, må noget gammelt gå under."
Ytringen: "Jeg elsker dig ikke, jeg er ikke forelsket i dig. Men vi kan jo altid være venner, ikke?" rummer sin egen komik. Det gør den, fordi det er et omsonst forsøg på en pseudoforsoning på uantagelige vilkår, og den talende ved det godt, men vil ikke stå ved sin egen inderste viden.
Ingen bryder sig om at hade, men at hade er lige akkurat, hvad den forkastede har behov for og føler trang til - skønt had er en uantagelig følelse i vores kultur, hvis hadet altså ikke lige er rettet mod en Hitler.
Med mellemmenneskelige relationer - og hvorfor ikke afmytologisere dem med dette "forretningsord"? - virker det som om der er tale om en plante, der sætter blomst og blomstrer og dernæst afblomstrer, hurtigt eller silde. Man kan fremskynde eller forsinke, men aldrig, aldrig forhindre, bryde determinationen. Alting er midlertidighed, og dermed Blicherske melankoli, men ingen af os ønsker at være permanent i denne midlertidighed. Sjovt nok kan man høre sætningen. "Skal jeg investere i denne her forelskelse?" Som i en obligation. Ikke engang forelskelsen er altså spontan, sådan som venskabet allerede længe har været det.
Er vi fundamentalt bare blevet kunder eller sælgere for og hos hinanden? Shopper vi i følelser i opmuntringer, stimulanser, som skal tjene til at vise os, at vi er noget værd? I det nye venskab, i den nye kærlighed bliver der sagt mange pæne ting, meget, der ligefrem kan kaldes komplimenter, som er et miskrediteret ord, netop fordi vi har så store behov for at blive anerkendt. Når vi alligevel er så undseelige ved at modtage komplimenter, skyldes det to faktorer. Dels er vi bange for misundelse med de mange afsvækkede gradueringer eller varianter, som f.eks. den svale kølighed, den tydelige afforelskelse ved en senere lejlighed, for den (alt for) begejstrede kan vanskeligt holde dampen oppe.
Som hovedregel husker vi selv i længere tid den anerkendelse, vi har fået, end giveren gør, der måske ved en ren tilfældighed eller fordi han eller hun havde lyst til at blive elsket eller var i særlig godt humør, skødesløst og distræt har rost os. Dels, ved mange af os, giver vi anerkendelsen urimelig virkekraft, gør vi os afhængige af den og af personen som af et narkotikum, Komplimenten er virkelig et narkotikum, herligere end at modtage selv materielle fordele. Vi modtager nemlig noget større, en forskønnet version af os selv, et strålende spejlbillede rammer os i glimtet fra afsenderen, men vi ved samtidig alt for tydeligt, at det er underkastet møl og rust og forurening, og har et modstykke, for hvilket, der ikke findes et adækvat ord i sproget, jo måske, bagvaskelse, devaluering.
Forsigtigt fletter vi svage bånd, der ikke kan rive os midt over som den grumme ravn i folkevisen, der ikke er alt for farlige og kun kan efterlade røde aftryk og smårifter. Venskab og venlighed forveksles, men mange gange som led i et klogt (selv)bedrag og bruges som skjold for at undgå at gøre vedkommende til sin fjende i en afværgetaktik over for det temperamentsfulde svar, der borer en pilespids lige ind i det ellers tilsyneladende kolde hjerte: "Jeg vil ikke være din ven, enten eller . . ." Demontere en bombe med forsigtige små bevægelser, afviklinger, sådan foretrækker vi at gøre afviklingen. Umærkeligt, ofte også for os selv, der under selve processen glemmer, hvad vi er ved, i og med vi glemmer den anden. Ikke bare fortrængning, nej, en afasi.
Venskabet og kærligheden har indviklede regnestykker at gøre op med hinanden. Hvordan er rangfølgen? Kommer den erotiske kærlighed før det kærlige venskab eller omvendt?
Det kan man forsøge at svare på og kommer hele tiden til at korrigere sit svar, for der er tale om langsomme eller bratte skift, om ændringer betinget af moden, af samfundet, der engang beskyttede det langvarige parforhold, ægteskabet. Men nu styrer skibet i en anden retning og sigter mod at gøre parterne uafhængige af hinanden som venner er det, ikke forpligtigede til vedholdenhed, ud over til at varetage den fælles børnepasning.
Ved nytårs skiftet var Suzanne Bjerrehus i Ekstra Bladets brevkasse slet ikke i tvivl, og mange har ekkoet hendes synspunkter, både mundtligt og på skrift: "Venner består, parforhold forgår", og vi ved så efterhånden godt, at det er mere synd for os at miste gamle veninder end 'fyren'. Forsikringen mod ensomhed ligger i de langstrakte venskaber, hvor vi ikke spiller terningespil med indsatsen 'alt eller intet', men hygger os i smug, også når vi fortæller om vor modgang til vennen/veninden.
Med tiden sagtner strømmen af anerkendelsen, de søde ord, komplimenterne. Det kræver arbejde at holde såvel kærligheden som venskabet på rette køl i tidens stride modstrøm.
Hvem skal holde kærligheden ved lige, hvis kvinderne ikke længere vil gøre kærlighedens arbejde, skal Karen Blixen engang have sagt. Deri adskiller kærligheden sig ikke fra venskabet. I det stabiliserede forhold skal ingen længere erobre modparten, som dog alligevel ikke er blevet en medpart, for det ord har sproget endnu ikke opfundet. Eller, han-hun ved alligevel alt. Alle de stærke bindinger og følelser kender sin egen uundværlighed for mig.
Intet kan tåle at blive gentaget i det uendelige, ordene slides som det sengetøj, man sover i, og det står til sidst tilbage som måneblege mønstrede aftryk, afspejlinger i et rum, der stadig bliver luftfattigere og breder sig ud som en særlig art tomhed. En tid er ritualet, hvis det eller de små ritualer altså er blevet etableret, der endnu som en bevarende kraft. Mere i kærlighedsforholdet end i venskabet måske, der burde kræve mindre af parterne og fordele sig mere. Går det således, at ritualet stivner, stiver sig af, konsoliderer sig for så ligesom at glide væk, når alting burde være givet, smelter det ned som en afkastet vane, som om der ikke længere var brug for det.
"Men vi kan jo altid være venner, ikke?" Venskabet er blevet det acceptable kompromis, og venskabet kan man dele ud af til højre og venstre
At venskabet kan deles ud af til højre og venstre er anderledes direkte brutalt end før i tiden, hvor man måske besad denne viden som en kryptisk undertekst, der nødigt blev dechifreret for ikke at kaste de store idealer overbords. Venskab er nu og her blevet lig imødekommenhed, venlighed, som ikke vil være fjendskab, men undgåelse af fjendskab, en profylaktisk, evasiv manen splittelsens og hævnens ånder bort. Erinyerne. Den, der siger, at vi skal være venner, er sejrherren, men ikke den ubestridte sejrherre, frygtsom som hun eller han er. På længere sigt kunne det blive en pyrrhussejr, og derfor griber fejheden ind og udvirker sit i en afværgemanøvre, der tilbydes en dårligere vare i bytte for kærligheden, men dog noget, som tilsyneladende ikke er det rene ingenting, og som eufomanen kan gribe til og fatte om. Måske kan det virke og på kortvarigt sigt udløse dulmende endorfin i den krænkedes indre, hvor ikke alene den sårede sjæl, men selv kroppen smerter. Men alligevel viser det sig, at venskabet - selv om tilbuddet modtages - bliver til det rene ingenting eller det, som er værre, fordufter uden at efterlade sig duft på huden, for tilbuddets funktion er ofte en simpel aftrapning af denne narkotiske kærlighed, Isoldes trylledrik, som nu er blevet en af parterne, den elskende, forment, ofte under påberåbelse af at kærlighedsforholdet er kommet i 'ubalance'.
Måske kan den elskende tages til nåde igen, men ofte vil det da gå, som når et barn smider sit legetøj ud fra kravlegården, græder hysterisk, får legetøjet igen for igen at kaste det ud og ramme væggen med en dump lyd, der gør ondt. Vi er sjældent gode til afforelskelsen, afvænningen, der så ofte bliver vor lod, såvel dens aktive som dens passive rolle. Den blotte skinnende brudflade er langt renere og tit mere nådefuld, men efterlader på den anden side den forladende - den svigtede i egen indbildning - med fornemmelsen af, at noget kunne være gjort bedre, at ikke alle udveje for at bevare den skrøbelige kærlighed er forsøgt.
Den talende vil ofte gerne holde en dør åben, for det kunne jo ske, miraklernes mirakel, at de gamle følelser blussede op, om ikke andet så partielt. Klassisk situation: Man har ladet et stykke udslukt brænde ligge tilbage i kaminen og opdager ved morgenmaden, at det blusser op og brænder med en klar, smuk lue. Dejligt overraskende.
"Jeg interesserer mig stadig for mennesker, men ikke mere for forbindelserne mellem dem," siger en gammel kvinde i en roman af Forster. Man kan næsten misunde hende, men hendes replik indeholder dødsmærkethed, for den viser, at hun har mistet sit engagement i tilværelsen, nemlig sin nysgerrighed for udviklinger, for hvordan det skal gå i fremtiden, for det er i forbindelserne, man kan iagttage tegnene på, hvad der kan komme til at ske. Inden A Passage to India slutter, dør hun stille og ligeglad med, hvordan det hele mon kommer til at slutte.
