Læsetid: 9 min.

En verden udenfor

6. marts 1999

De britiske ungdomsfængsler er overfyldte. Information har besøgt Glen Parva fængslet i Leicester, hvor fire indsatte taler ud om deres længsler og frustrationer

I udkanten af en af Englands gamle industribyer, Leicester, ligger ungdomsfængslet Glen Parva. Det er med sine 852 indsatte - der alle er mellem 14 og 21 år - Nordeuropas største ungdomsfængsel. Det er 140 flere indsatte, end det er bygget til. Fængselsinspektør Bryan Parling er rasende over, at Tony Blairs Labour-regering ikke har holdt sine valgløfter.
"Lige meget hvad regeringen lover, er der ikke udsigt til, at faciliteterne herinde bliver forbedret - snarere tværtimod. Alle ungdomsfængsler i England er overfyldte," siger han, da vi besøger ham en grå vinterdag, af den slags som Midtengland er så rig på.
"Deres plan var, at retssager skulle gå hurtigere og være mere effektive. På den måde kunne man spare penge, som så kunne bruges til forebyggende arbejde og rehabilitering i fængslerne."
Men det sidste år er langt flere unge blevet idømt fængselsstraf, samtidig med at budgetterne er skåret ned. I Glen Parva-fængslet får de unge indsatte i dag færre uddannelsestilbud end tidligere, fortæller Bryan Parling. De unge må opholde sig længere i deres celler, fællesspisningen er droppet, og alle måltider indtages alene.
I England er det almindelig praksis at varetægtsfængsle unge kriminelle, før de har fået en dom. Glen Parva er delt op i en afdeling for varetægtsfængslede og en for indsatte, der afsoner deres dom. Vi besøger først den afdeling, hvor de unge med fængselsdomme fra en måned til fem år opholder sig.
Der lugter af rengøringsmidler og råt kød. Det er lige efter frokosttid, og fem indsatte kommer gående med tomme madvogne. Deres ansigter bærer præg af, at de ingen sol får. De er alle klædt i det samme fængselstøj; blå trøjer og bukser holdt oppe af en tøjsnor i stedet for et bælte. Én af de indsatte skiller sig dog ud. Han går i kedeldragt med selvlysende gule striber. Fængselsbetjenten forklarer, at han i sidste uge prøvede at flygte fra fængslet. Derfor bliver der holdt ekstra øje med ham.
I fællesrummet kan man se fjernsyn, spille spil og snakke med de andre indsatte. Hvis man vel og mærke har point nok. Der er for nylig blevet indført et nyt pointsystem, der skal få de unge til at indse, at god opførsel kan betale sig.
Fængselsbetjentene belønner de indsatte med et vist antal point, hvis de opfører sig godt. Pointene giver adgang til fælles faciliteter, mulighed for at gå med egne kondisko, tv på værelset og fire besøg om måneden i stedet for to. Derimod vanker der minuspoint til de indsatte, der ikke opfører sig ordentligt.

For Nikes skyld
Tom og Joe er henholdsvis 18 og 20, og de afsoner hver en dom på fire år.
"De vælger altid os, når der skal laves interviews," siger Tom.
"Vi har en god indstilling til stedet her. Vi får begge to det maksimale antal points. Vi må have vores egne Nike kondisko på i stedet for fængslets gammeldags lædersko. Desuden får vi fire besøg om måneden, og vi må komme ned i fællesrummet en time hver dag."
"Hvis man har den rette indstilling, kan man nå langt. Der er mange herinde, som ikke har fattet det endnu. De råber op, slås og ter sig som åndssvage. Dem skal man ikke røre med en ildtang," advarer Joe.
Miki har minuspoint. Han har afsonet to ud af fire år af sin dom for knivstikkeri: "Det var et chok at få dommen. Den første tanke, der røg igennem mit hoved, var, hvordan min mor ville reagere, og den næste om min kæreste ville være sammen med andre, mens jeg sad inde. Min mor blev fortvivlet og sindssyg flov. Hun sagde: 'Nu kan du aldrig få et ordentlig arbejde'. Jeg blev rasende på den dommer, der gav mig fængselsstraffen. Senere blev jeg ligeglad. Jeg følte mig som en tom skal og tænkte: 'Nu har de taget alt væk fra mig og ydmyget mig, så kan de gøre, som de vil.' Men inden i er der ingen, der skal få lov at røre mig."
Miki synes, at han er heldig, for han er i samme fløj som andre fra hans hjemby, Nottingham:
"Vi holder sammen herinde. Mange af mine venner er her. Når jeg har dem i nærheden af mig, så skal tingene nok gå. I min fløj er der kun få fra Derby og Leicester. Stakkels dem. De bliver hængt ud ad helvede til. Men de tør ikke sige noget af frygt for, at deres points bliver taget fra dem. I stedet fedter de for fængselsbetjentene. Det gider jeg ikke."
Vi spørger Miki, om han ikke er interesseret i at få kondisko og fjernsyn på værelset.
"Jo, det er vigtigt. Jeg vil da gerne have mine egne sko og glo fjernsyn i min egen celle. Men fængselsbetjentene er altså sindssygt provokerende," svarer han. "Jeg plejer at være ret god til at tænke på min kæreste og være ligeglad. Så lukker jeg mig inde i mig selv og tænker 'røvhuller'. Selvom de mobber og giver en alle mulige navne, skal man bare holde kæft. Selvom jeg står ovre i værkstedet og laver åndssvage plastikbakker, skal jeg holde min kæft. Så får jeg de her point, og det er det værd. Men i en hel måned skrev min kæreste ikke, og jeg havde det elendigt og tænkte på, at hun var sammen med andre. Så da en betjent råbte af mig, smadrede jeg ham en, og så blev fjernsynet taget fra mig."
Fængselsinspektør Bryan Parling synes, at pointsystemet er effektivt. Men han er imod fjernsyn på værelset. Han mener ikke, det giver de unge tid til at reflektere over, hvorfor de er i fængsel.
Miki har masser af tid til at reflektere over sit liv. Han sidder i sin celle tyve timer om dagen.
"Jeg glor ud af vinduet og dagdrømmer om min familie. Jeg prøver at gøre alting langsomt. På den måde flyver tiden af sted. Desuden glæder jeg mig til, at jeg skal spille fodbold. Det gør jeg en gang om ugen sammen med nogle andre indsatte. Ofte sidder jeg og laver statistikker over, hvem der har lavet flest mål."
Miki skæver op på plakaterne af nøgne damer på væggen - han rødmer og fortæller, at der selvfølgelig også er andre måder at dagdrømme på.

Amerikanske tilstande
90 pct. af personalet på Glen Parva kommer lige fra militæret. Mange har svært ved at se, hvad de psykologikurser, de afholder for de indsatte, skal gøre godt for. Eddie Wilson arbejder på afdeling to:
"Fængslet er for let. Jeg vil hellere se amerikanske tilstande i de engelske fængsler. De indsatte skal virkelig mærke konsekvensen af den kriminalitet, de har begået. Den her blødsødne 'nu skal vi snakke alt igennem'-holdning virker ikke på de indsatte. De er jo vokset op med forældre, der har slået dem for at få dem til at høre efter. Det er på den måde de makker ret. Det er sgu ikke ved, at vi får dem til at krænge deres følelser ud."
John er en af de indsatte, der har været i Glen Parva længst. Han er efterhånden vant til rutinerne.
"Vi får maden serveret, og personalet lader os sidde og glo ud af vinduet, hvis vi vil det " fortæller han. "Det er lettere at være herinde end at finde et job eller et sted at bo udenfor. Alting foregår så langsomt herinde. I sidste uge sendte de mig på hospitalet uden for fængslet. Alting gik så hurtigt, at jeg fik helt ondt i hovedet. Man vænner sig til at være her. Jeg tror, det er derfor mange kommer tilbage igen. Jeg tror, at dem, der ikke har kæreste og familie, bedre kan lide livet herinde end udenfor."
John er selv en af dem, der er vendt tilbage til fængslet efter sin første dom:
"Som trettenårig begyndte jeg at drikke, og det varede ikke længe, før jeg var inde i en ond cirkel. Jeg begik røverier sammen med mine venner for at få penge til sprutten. Vi var en gruppe og alle synes det var vildt spændende. Til sidst blev det til en kamp med politiet - bare for at se, hvor langt vi kunne holde den kørende."
Efter utallige røverier fik John en dom på to år. Da den var afsonet fortsatte han tyverierne, og nu afsoner han en dom på tre år.
"Mange af mine venner var allerede herinde, da jeg kom. De sagde, at jeg ikke måtte tænke på fremtiden. Så ville tiden gå ulideligt langsomt. Jeg skulle bare prøve at passe ind i fængselsrutinen og tage en dag af gangen. De havde ret. Efter en uge blev jeg sulten på de tidspunkter, hvor middagen bliver serveret. Alt i alt er det faktisk ikke så slemt. Man lever ikke af vand og brød. Det eneste, der er lidt svært, er, at vi får serveret det sidste måltid mad klokken fem om eftermiddagen, og så skal vi vente 15 timer, før det næste bliver serveret. Det er næsten ikke til at holde ud. Så sidder jeg altid og tænker på min mors kødgryder."
Familien betyder forbløffende meget for alle de indsatte.
"At holde kontakt til familien er det vigtigste herinde," forklarer John. "De to besøg om måneden, jeg har lov til at få, er guld værd. Jeg kan blive fuldstændig sindssyg, hvis min familie ikke skriver til mig."

Allerede stemplet
I Glen Parva er der ansat to rådgivere til at forberede de unge til livet udenfor. De skal vejlede de indsatte i, hvordan de får et job. Men ikke alle indsatte tager jobtræningen seriøst.
"De snakker om, at man skal deltage i alle mulige kurser, men når man har været i fængsel, har verden udenfor allerede stemplet en," er Mikis kommentar. "Hvis man har siddet herinde i tre år og kommer ud, har verden forandret sig. Så føler man sig fuldstændig fremmed. Mange af dem, man har gået i skole med, har allerede fået en uddannelse, et rigtigt job, et hus - og hvad ved jeg. Så kommer sådan en som mig med mine papirer fra fængslet og spørger, om jeg kan få et arbejde. Selvfølgelig kan jeg ikke det. De vil da hellere have en af de hundrede andre i køen, som ikke har været i fængsel."
Miki er heller ikke spor optimistisk, når det gælder et sted at bo. "Halvdelen af mine venner bor på gaden. For hvis du ikke har noget job, kan du sgu heller ikke få noget sted at bo."
Ifølge fængselsinspektør Bryan Payling er der ikke lavet en statistik over, hvor mange unge, der returnerer til fængslet. Men han regner med, at op imod 80 ud af 100 fanger ender bag tremmer igen. Til trods for den høje 'recidivprocent' for et ungdomsfængsel som Glen Parva er der langt imellem alternative måder at straffe på. Der har været igangsat enkelte forsøgsprojekter.
I Leicester sendte man i en kort periode unge biltyve i lære som mekanikere i stedet for at give dem en fængselsstraf. Selvom resultatet var, at kun 20 procent igen begik en kriminalitet, mens resten fortsatte som mekanikere, blev projektet hurtigt lukket. Befolkningen i området var arrige over kurset. Mange følte sig ydmyget, fordi samfundet gav de unge en belønning i stedet for en straf.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu