Læsetid: 2 min.

Von Trier i alpernes sne

19. marts 1999

Man kan højst leve som om der en retning og som om man selv fastlægger den

NY FILM
Rebecca sidder i et skønt hus på en snedækket alpeskrænt og oversætter ugebladsromaner. Omkring hende udspiller sig et melodrama, som - med et andet sprog, andre formuleringer - sagtens ville kunne blive til en lang serie tv-kitsch.
Det er faktisk nærmest lige meget, hvordan man vælger at referere handlingen i Tom Tykwers film Vintersoverne - det kommer uvægerligt til at lyde af kiosklitteratur.
Et forsøg: Rebecca, den smukke, overfladiske, kommer sammen med Marco, der er en barnagtigt selvoptaget, selvretfærdig skilærer. Marco er et rodehoved, der ikke kan holde sig fra damerne, men deler øretæver ud, når hans dame så meget som kigger i retning af andre mænd.
Marco er mandig, charmerende, uformuleret. I en nøglescene forsøger Rebecca at konfrontere ham med hans ikke altid lige velbegavede opførsel. "Så taler vi," siger hun, hvorefter scenen går aldeles og totalt i stå.
Den lyse Rebecca tilbringer en vinterperiode hos sin veninde, den mørke Laura, som har arvet det skønne alpe-hus. Laura er sygeplejerske; hun påvirkes følelsesmæssigt af sit job; hun er smuk og en smule mere indadvendt end vennerne.

Hjerneskade
Laura kommer sammen med biografoperatør René, som er mærkelig - en militær sprængningsulykke har givet ham en let hjerneskade: han har kun en begrænset korttidshukommelse, hvorfor han dokumenterer sin gøren og laden med lyd- og foto-optagelser.
På grund af denne hjerneskade kan René ikke huske, at han i en brandert har stjålet Marcos sportsvogn og været indblandet i et trafikuheld, hvor landmanden Theo væltede med sin hestetransport, og hans datter blev dødeligt kvæstet.
På hospitalet assisterer Laura under operationen på Theos datter. Theo er fyldt med selvbebrejdelser. Han har oplevet et blackout omkring uheldet, søger monomant at rekonstruere, huske, placere skyld.
Instruktøren lægger ikke skjul på, at han er inspireret af Lars von Trier og Breaking the Waves. Slægtskabet er åbenlyst: De store følelser; forkærligheden for folkelige klicheer; fornemmelsen for skæbne og for en guddommelig styring, som nok fører til en slags happy ending - hvis man da ellers er i stand til at tro på en højere retfærdighed og se bort fra jura og kristendom og gængs ugebladsmoral.
Filmens dialog er koncentreret - ultrakorte replikker, som kun giver mening hvis man hører dem som toppen af et isbjerg af følelser og forhistorie og dybe kulturelle lag.
Musiksiden er stærk og med sin monotont insisterende rytmer, fast tilbagevendende figurer, et voldsomt brud med de Strauss-lyde der traditionelt vælges til at indpakke landskaber af denne type.
Et af de lag i filmen, som absolut ikke er ugeblad, handler om menneskets mangel på evne til eller muligheder for at styre eget liv. Det er måske ikke så underligt, at de fire unge drysser rundt og leder efter holdepunkter. Landmanden har - det kan næsten ikke blive mere stabilt - sin familie og sin gård, men et banalt trafikuheld sender ham ud på en rutsjetur, som er voldsommere og mere udmarvende end noget af det, de unge oplever. Man kan højest leve som om der en retning og som om man selv fastlægger den.

*Vintersoverne. Instr.: Tom Tykwer. Manus: Tykler og Anne-Francoise Pyszora. Tysk. 124 min. (Gloria, Vester Vov-Vov.)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu