Læsetid: 0 min.

Advarsel mod pensionsskat

28. april 1999

Eksperter advarer regeringen mod at bruge Finanstilsynets forslag om nye modeller som svar på kammeradvokatens bombe under Pinsepakken

Regeringen skal tænke sig ualmindelig godt om, før den reagerer på kammeradvokatens redegørelse om pensionsgarantier.
Sådan lyder opfordringen fra landets førende pensionseksperter i kølvandet på kammeradvokatens vurdering af, at Pinsepakkens pensionsbeskatning risikerer at være i strid med Grundloven.
Både Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) og docent Anders Grosen, der leder Institut for Finansiering på Handelshøjskolen i Århus, advarer allerede nu regeringen mod at bruge de to modeller, som et udvalg under Finanstilsynet fremlagde for en måned siden.
Ifølge eksperterne vil modellerne med stor sandsynlighed give pensionsselskaberne en urimelig skattelempelse, ligesom begge modeller vil fjerne gennemskueligheden i pensionsbeskatningen. Modellerne er ganske enkelt for komplicerede.
"Jeg frygter, at regeringen vil bruge de to meget indviklede forslag, der nu ligger på bordet. Begge er et anslag mod sund fornuft. De er så indviklede, at der ikke er en nogen, der forstår dem," siger Anders Grosen.

Kun for eksperter
Finanstilsynet har døbt modellerne skattesatsmodellen og ydelsesgarantimodellen. Skattesatsmodellen giver en generel lempelse af beskatningen, hvis renten falder, mens ydelsesgarantimodellen er en forsikringsordning, hvor selskaberne indbetaler en præmie, hvorefter de kan få en skattelempelse så fremt renten falder.
Det kan umiddelbart virke let forståeligt, men når der dertil kommer udførlige regler for, hvornår og hvordan modellerne kan træde i kraft, er modellerne kun for eksperter.
Samtidig vil regeringen ved at acceptere de nye modeller binde sig endeligt til at opfylde pensionsselskabernes løfte til halvanden million kroner om en årlig forrentning på 4,5 procent, påpeger Frithiof Hagen fra AE.
"Det er nogle meget indviklede modeller, som vil binde det offentlige til at opfylde garantierne. Derudover kommer det offentlige til at tabe penge, hvis renten forbliver lav."
Ifølge kammeradvokatens vurdering har Finanstilsynet med sine løbede godkendelser af pensionsselskabernes garantier forpligtet staten til at friholde pensionskunderne for skattestramninger, hvis ikke garantierne kan blive opfyldt. Har kammeradvokaten ret, må regeringen derfor lempe på den faste skat på 26 procent, som blev vedtaget med Pinsepakken sidste år.
Anders Grosen kalder løfterne om en fast forrentning på 4,5 procent i strid med sund fornuft og anklager Finanstilsynet for at dække over, at det har godkendt nogle urealistiske garantier.
"Det handler om, at man har udstedt nogle fuldstændig urealistiske garantier, som ikke kan holde. Og for at dække over det, så laver man noget, der er uhyre kompliceret og komplet uforståeligt."

Leder på forsiden

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her