Læsetid: 5 min.

Albansk hjælp

9. april 1999

Albanien har flere gode grunde til at række Vesten en hjælpende hånd

ANALYSE
Albaniens overraskende tilbud om at modtage yderligere 100.000 flygtninge fra Kosovo kom som en lettelse for de vesteuropæiske flygtningeministre under deres møde i Luxemburg sent onsdag aften. Efter at Makedonien afviste at modtage flere flygtninge kom meddelelsen som en redningsplanke for EU's kuldsejlede forsøg på formulering af en fælles flygtningekvotering. Men det er et spørgsmål om Albanien med sine kun godt tre millioner indbyggere på længere sigt kan løfte byrden fra den hidtil største flygtningskatastrofe i Europa siden Anden Verdenskrig. Godt 300.000 albanske flygtninge har allerede fundet vej til Europas fattigste land.
Der er flere årsager til Albaniens generøse tilbud. For det første skyldes tilbuddet antagelig vesteuropæisk pres. Mens de fleste EU-lande, som aktive NATO-deltagere er krigsførende i angrebet på Jugoslavien, var det ydmygende at opleve, hvordan EU's flygtningeministre ankom til mødet med kuglerammen under armen, mens man ihærdigt søgte at undgå at modtage flygtninge.
Samtidig må de vesteuropæiske regeringer vente et folkeligt pres efter, at man er blevet chokeret over den Kosovo-albanske exodus. Flygtningestrømmen skal både legitimere bombardementerne og samtidig undgå at skabe en medfølelse i Vesteuropa i form af krav om modtagelse af flygtninge.

Afhængig af hjælp
Som tak blev Albanien stillet i udsigt at få broderparten af de mere end 1,8 mia. kr, som EU samtidig har afsat til hjælp i Kosovos nærområde. Albanien er i forvejen helt afhængig af vesteuropæisk hjælp, og politisk vil man fra Tirana ikke lægge sig ud med hverken NATO eller EU. Albanien er i forvejen helt afhængig af at nabolandet Grækenland tillader at op imod 400.000 halvillegale migrantarbejdere finder job på det græske arbejdsmarked.
Det skønnes, at de albanske gæstearbejdere i Grækenland sidste år gav den albanske økonomi et input på næsten tre milliarder kroner. Sammen med en bistand fra IMF på knap 1,5 mia. kr sidste år lykkedes det regeringen at holde sammen på økonomien i det fattige land. Udsigten til refusion og måske yderligere bistand, som følge af landets velvilje forklarer først og fremmest Albaniens tilbud.
For det andet skyldes Tiranas tilbud, at den albanske regering i den indenrigspolitiske magtkamp med den højreorienterede opposition ikke vil give nogen anledning til, at den tidligere præsident Berisha får lejlighed til at spille det nationale kort. Man husker meget vel, hvordan Berisha og tidligere har slået på de nationale strenge.
Indførelsen af et pluralistisk demokrati i Albanien fra årsskiftet 1990-91 gav plads til, at man i Albanien kunne udtrykke samhørighedsfølelsen med Kosovo-albanerne. Det var - og er fortsat - en mulighed, som man ikke var sen til at udnytte i populistiske forsøg på at vinde vælgere i det nyetablerede, spinkle demokrati. Som det første oppositionsparti spillede det Demokratiske Parti klart på nationale storalbanske følelser ved de første frie valg i marts-april 1991 med plakater, der viste Berlin-murens nedbrydning. Mens kommunisterne i mere end 40 år havde forrådt det nationale spørgsmål ville det Demokratiske Parti genforene Kosovo og Albanien, som kun var ét samlet land i kraft af den italienske besættelse under Anden Verdenskrig.
Den mere offensive linie i Kosovo-spørgsmålet medvirkede til, at det Demokratiske Parti vandt valget i marts 1992 og Berisha kom til magten som præsident. Men Berishas styre var udover en casinoagtig pyramidespilskapitalisme, som i høj grad var baseret på brud på sanktionspolitikken mod Serbien, afhængig af USA.

USA var tavs
I lighed med Vesteuropa var USA i mange år tavs om Kosovo-spørgmålet, mens den etniske opdeling af Bosnien gennem Dayton-aftalen stod på dagsordenen. Det Demokratiske Parti nedtonede støtten til Kosova og den selvudråbte Republik Kosovas eneste ambassade - i den albanske hovedstad Tirana - blev ligeså stille lukket.
Nok understregede Berisha de nære bånd til Kosovo gennem den tætte kontakt og det gode personlige forhold til den kosovo-albanske leder Ibrahim Rugova, men politisk var en selvstændig albansk udenrigspolitik allerede under Berisha urealistisk. Den økonomiske afhængighed af Vesten og det gode forhold til USA dikterede både Berisha og Rugovas støtte til Dayton-aftalen selvom den totalt fortiede konflikten i Kosovo.
Efter pyramidespillenes kollaps rejste sig et folkeligt oprør, der næsten bragte Berisha-styret til fald i sommeren 1997. Det skønnes, at mere end 650.000 våben kom i omløb og siden blev den vigtigste kilde for bevæbningen af Kosovas Befrielsehær.
Så sent som i september sidste år forsøgte Berisha og det Demokratiske Parti at lave et statskup i Albanien. Under påskud af manglende støtte til Kosovo-albanerne lykkedes det Berisha at ryste den siddende regering under Fatos Nano i en grad, at Socialistpartiet valgte at udskifte Nano på lederposten.
Siden den nye socialistiske koalitionsregering trådte til sidste efterår har den albanske regering skærpet sit syn på konflikten i naboområdet Kosovo. Under Pandeli Majko har Albanien dels bakket Kontaktgruppen og NATO's initiativer op og dels forsøgt at profilere landets egen position yderligere gennem initiativer over for de forskellige Kosovo-albanske ledere.
Det skyldes regeringens forsøg på at undgå kritik fra oppositionen for passivitet. Og det synes nu at være lykkedes. I Tirana har man for at vise national enighed begravet stridsøksen. Regeringspartierne forsøgte at overgå oppositionen i støtten til Kosovo. Især siden Kosovas Befrielseshær, UCK, med Rambouillet-forhandlingerne, fik Vestens opbakning tør ingen albansk regering eller politisk parti at kritisere UCK.
Den tredie grund til at også den sydøstlige grænsestation i Albanien har taget mod tusinder af albanere skyldes utvivlsomt, at UCK-lederen Hasim Thaci allerede søndag på albansk TV gik ud og erklærede, at UCK gik imod at flygtningene fra Kosovo får asyl eller midlertidigt ophold i Vesteuropa. For UCK er det vigtigt at kunne bruge flygtningelejrene til rekruttering af nye guerillaer og måske træning af tilkommende Kosova-albanske arbejdere fra Vesteuropa.
Endelig er Albaniens gestus måske at opfatte som en håndsrækning til koalitionsregeringen i Makedonien og især det albanske partis fortsatte deltagelse. Makedonien har under henvisning til landets anstrengte økonomi og den etniske balance afvist at modtage flere end de flygtninge, som man havde modtaget inden man onsdag valgte at sende over 15.000 flygtninge i transit til det sydøstlige Albanien.

*Cand.mag. Tue Magnussen, Roskilde Universitetscenter er dansk Balkan-kender.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her