Læsetid: 2 min.

Albansk hjælp rækker ikke

9. april 1999

Selv om Albanien er parat til at huse op mod 400.000 er der brug for, at Vesteuropa tager mod flygtninge siger Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp

Lurepasseri
Albanien kan på sigt ikke holde til den store mængde flygtninge, der er kommet fra Kosovo. Selv om landet er villig til tage imod dem nu, er situationen uholdbar, mener både Dansk Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp.
"Behovet for, at flygtninge kommer ud, må være lige så stort som før," siger generalsekretær for Dansk Røde Kors, Jørgen Poulsen, fra Albaniens hovedstad Tirana.
I flere EU-lande blev det modtaget med lettelse, da Albanien onsdag erklærede at landet var villig til at tage 100.000 flygtninge mere end de 300.000 der allerede er i landet.
Det lettede presset på vesteuropa for at huse flygtninge. Mødet mellem EU's indenrigsministre endte da også uden, at de blev enige om en fordeling af de fordrevne fra Kosovo. Nu er det op til hvert enkelt land at sige, hvor mange, flygtninge de vil tage imod.

Ikke meget at give
Jørgen Poulsen advarer dog om, at flygtningene ikke kan blive i Albanien.
"Det er den albanske regering, der selv skal vurdere, om Albanien kan huse så mange flygtninge. Men de har ikke meget at give dem. Får man støtte udefra, kan man gøre meget. Men situationen er ikke holdbar i det lange løb. Man kan i hvert fald ikke komme igennem en vinter på denne måde," siger Jørgen Poulsen. Han fortæller at situationen i Albanien er kritisk. Især er der brug for fødevarer og udstyr til at rense vand.

Skuffelse
Herhjemme er Dansk Flygtningehjælp skuffet over, at EU-landene måtte opgive at fordele flygtningene.
"Det er ærgerligt, hvis der bliver for meget lurepasseri i det, fordi landene ikke vil tage "for stor en del" i forhold, til det de selv ønsker. Der er stadig brug for, at landene i EU tager imod flygtninge" siger informationschef i Dansk Flygtningehjælp Klaus Rothstein.
"Alle, der kan hjælpes sikkert i nærområderne, skal det. Men man tager fejl, hvis man mener, at den kæmpe indsats, som Albanien yder, fjerner behovet for, at vi også tager imod flygtninge. Man skal ikke glemme, at Albanien er et fattigt land. Naturligvis er der en grænse for, hvad et land som Albanien kan tage. Herhjemme diskuterer vi jo også hele tiden, hvor vores grænse er," siger Klaus Rothstein.
Selv om der tilflyder massiv støtte til Albanien og Makedonien er der ingen garanti for, at flygtningene kan blive der, siger han.
"Der vil være folk, der har brug for hjælp, de ikke kan få dernede. Og der vil stadig være behov for at lette presset generelt på de lande," siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her