Læsetid: 5 min.

'Alletider de bedste venner'

9. april 1999

Livsverdenen kæmper med systemerne i Dickens' mest helstøbte roman, 'Store Forventninger', der nu foreligger i Niels Brunses formidable nyoversættelse

ROMAN
Store Forventninger blev udgivet som føljeton i Dickens' eget magasin All the Year Round, i 1860-61 og udkom første gang på dansk allerede i 1861. Siden har romanen indtaget sin plads blandt verdenslitteraturens klassikere, så der er god grund til at glædes over, at den nu igen kan læses på dansk.
Oversættelsen er en bedrift i sig selv; Brunses sprog er friskt og opfindsomt samtidig med, at det har netop den tintning, der gør det troværdigt som gengivelse af en snart 150 år gammel tekst.
Det er en udviklingsroman med en kriminalintrige, der følger fortælleren Philip Pirrip, kaldet Pip, fra barn til voksen. Han vokser op på landet, i et øde marsklandskab, hvorfra man udskiber straffefanger til kolonierne.
Pip bor hos sin voksne søster, en skrap, indskrænket og snobbet kone, der gør sig til af, at hun har 'håndopfostret' ham. Heldigvis har denne plageånd også en mand, den ejegode smed Joe Gargery. Pip og Joe er næsten lige bange for at få en omgang af hende med 'Kildepinden', så de to udvikler et venskab, der for Joes vedkommende forbliver uden forbehold livet igennem - som han siger gang på gang: "Alletider de bedste venner, Pip!" For Pip bliver venskabet hans livsbagage og redningskrans, selv efter at han har vendt Joes enkle værdier ryggen og er begyndt at klatre op af den sociale rangstige.

Som det var
Drengen Pip introduceres til rigdom, dannelse og fornemhed hos den besynderlige Miss Havisham, der har sat sit liv i stå på det tidspunkt på sin bryllupsdag, hvor hun blev droppet og hendes hjerte knust. Hun henlever sit liv i mørklagte rum, i gulnet brudekjole og med muggen, hensmuldret bryllupskage på bordet, kun opvartet af Estella, en smuk ung pige, som hun har taget til sig og opdrager til at blive en hjerteløs flirt, der som hævn skal knuse mænds hjerter.
Allerede som dreng forelsker Pip sig i Estella og ønsker, at han kan blive fin nok til at vinde hende. Da han på mystisk vis får en hemmelig velgører, der ønsker, han skal blive en rigtig 'gentleman', drager Pip til London og lægger luft mellem sig og Joe.
Store Forventninger gennemspiller på mere desillusioneret og moden vis den samme opstigningshistorie og de samme temaer, som Dickens behandlede i den selvbiografiske David Copperfield. Den voksne Pip er en langt mere nuanceret og interessant personlighed end den voksne David, der ender som en noget fad dressman.
Pips livshistorie er en slags omvendt eventyr, hvor gralen, den gode fe og prinsessen, alle viser sig som det modsatte af, hvad vi forventer: 'Gralen' eller 'det dannede liv', som Pip ønsker adgang til via uddannelse, viser sig at være en tom skal, der dækker over pengegriskhed og snobberi.

Eventyr på hovedet
'Den gode fe' eller velynder, Miss Havisham, er ikke spor god, men en hævngerrig furie. I stedet er Pips velgører en straffefange ved navn Magwitch, der engang tvang ham til at stjæle mad, og som ønsker at leve et respektabelt liv pr. stedfortræder. Derfor har han "købt sig en gentleman".
'Prinsessen' Estella, er blevet til en forkvaklet golddigger. Derfor lykkes det ikke for Prins Pip at vinde prinsessen og det halve kongerige. Estella gifter sig med en kedelig karl, Drummle, og da den tidligere straffefange afsløres, bliver Pip igen så fattig som før.
Kriminalitet, løgn og forstillelse afsløres som grundlaget for Pips opstigen og for hans drømme om et bedre, og i enhver forstand, rigere liv. Det spændende og befriende er imidlertid, at ingen af personerne, lige bortset fra Joe og de to skurke Drummle og Orlik, får lov til at være entydigt gode eller onde.
Da Pips tilværelse slår revner, vender han skyldtynget tilbage til Joe og anerkender hans enkle hjertelighed som den højeste standard i tilværelsen. Samtidig tager han sit liv i egne hænder og får sig et ærligt arbejde.
Straffefangen får også lov at mildnes, idet Pip erkender, at Magwitch besidder en sand vilje til at ændre sit liv, omend han hindres i at fuldføre sit projekt. Miss Havisham dør tynget af skyld, mens hun beder Pip om tilgivelse for at ødelægge hans chancer hos Estella. Og Estella selv er ikke mere skruppelløs, end at hun finder sig en mand, der heller ikke er i stand til at elske, så hun i det mindste ikke kommer til at såre én, der er i stand til det - som f.eks. Pip.

Happy ending
Dickens var i tvivl om, hvordan han skulle afslutte romanen, så derfor findes der flere slutninger, der skildrer det afsluttende møde flere år senere mellem Pip og Estella. Slutningerne varierer i åbenhed, men Brunse følger førsteudgaven, der er tilpas ubestemt til, at en romantisk indstillet læser kan spinde en ende. Dickens havde oprindeligt ønsket en mere didaktisk slutning, hvor de mødes, erkender at være blevet klogere - og skilles.
Til gengæld kan en nøgtern læser også lodde melankolien i Pips slutreplik fra førsteudgaven: "..i aftendisen (..) så jeg skyggen af ikke at skilles fra hende".

Sprængstof
Som antydet er det muligt at drømme videre på Pips og Estellas vegne, men sådanne drømmerier gengiver kun meget lidt af det centrale følelsesmæssige sprængstof i romanen: Leden ved udbytningen af de små i samfundet og undertrykkelsen af dem via sproglige overgreb. Hjælpeløsheden overfor de professionelle klasser, der som sagføreren Jaggers altid må vaske hænder for at få sine småkriminelle klienter på afstand, og som skarpt irettesætter dem, hvis de får medlidenhed med sig selv.
Hertil kommer hadet til snobberiet og overklassens kølige kalkuler i kærlighed og pengesager.
For Dickens var det en indlysende skændsel, at økonomisk tvang fører til underkastelse, at pengeverdenen styrer den livsverden, hvor man frit burde kunne vælge familie, venner, partner og arbejde. Moderne sociologi opererer med system- og livsverden; de indsigter ville Dickens hurtigt have absorberet, hvis han besøgte vor tid.
Han ville nok også gøre tykt grin med nutidens snobbesprog: pr-sproget, evalueringssproget og det finansministerielle DJØF-sprog, der desværre ikke kun er en dansk opfindelse. Han ville sikkert heller ikke have følt sig fremmed i en moderne storby. Han var en mand, hvis bedste afslapning var gåture på 7-10 km i højt tempo, og hans utilpassede Pip-figur, der ikke ligger langt fra ham selv, er i virkeligheden et meget moderne menneske.
Ikke kun DJØF'ere, men også alle andre, der tænker lidt over den moderne virkeligheds mærkelig ufølsomhed, bør læse om følelsernes intelligens i Store Forventninger.

*Charles Dickens: Store Forventninger, med 21 raderinger af F.W. Pailthorpe. Oversat af Niels Brunse. 480 s. 395 kr. Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu