Læsetid: 6 min.

Andre dimensioner

3. april 1999

Verden bliver vendt på hovedet, når man ser den fra Jerusalem. Krigen i Kosovo er allerede fortrængt fra avisernes forsider

QLUMMEN
Verden får andre dimensioner, når man flytter sig fra Store Kongensgade i København til Ha'Yarmuch i Jerusalem.
Ikke kun fordi underarmstykke porrer og tomater i mindre melonstørrelse er arrangeret i grønne og røde bjergformationer på det lokale marked. Synet forrykker den kropslige fornemmelse af egen størrelse - som man vel dybest set måler resten af verden, der begynder lige uden for maveskindet, ud fra.
Men også fordi aviserne og fjernsynet fortæller andre historier, eller de samme historier på andre måder, end de bliver fortalt i Europa og USA.
Hver morgen smider avisbuddet den engelske udgave af Ha' aretz - let venstrelænet avis med en intellektuel aroma, som de fleste Informationslæsere vil føle sig hjemme i - ind ad gitterporten, sammen med International Herald Tribune.
Og hver morgen ser forsiderne helt forskellige ud. Bomberne i Kosovo ramte godt nok også sidste uges forsider af de israelske aviser, men ikke på samme overvældende måde, som de udenlandske. De store overskrifter hentes i de hjemlige politiske slagsmål.
Et eksempel er det ortodokse Shas-partis leder, Arieh Deri, der lige er blevet dømt for at modtage store summer i bestikkelse, for bedrag og svigt af offentlig tillid, mens han først var højt placeret embedsmand og siden indenrigsminister. Nu er retten gået i gang med en høring af 'karaktervidner', før straffens størrelse bestemmes, og den ene prominente personlighed, heriblandt politikere, efter den anden møder op og fortæller om den kriminelles fortræffelige egenskaber og fine politiske resultater. Højst mærkværdig procedure, set med danske retsbevidsthedsøjne - som om mandens gode gerninger kan gøre hans onde gerninger ugjorte.
Et andet eksempel er EU's regeringschefer, som efter Berlintopmødet i fredags erklærede deres stærke støtte til en selvstændig palæstinensisk stat. Stor historie hernede - der kun fyldte 32 linier i et telegram fra Ritzaus Bureau, mens samme bureau samme dag havde et uoverskueligt antal linier om EU's budget og landbrugsreform.

Og denne mandag morgen, hvor Herald Tribunes forside er fyldt af NATO's overvejelser om at indsætte landtropper og serbiske styrkers udryddelse af albanerne, er krigen flyttet ind på side tre i Ha'aretz, mens forsiden giver plads til et firespaltet billede af kristne, som søndag vandrede fra Oliebjerget ned til den gamle by med palmeblade og olivengrene i hænderne. Angiveligt ad den rute, som Jesus fulgte til Jerusalem på et æselføl for 2.000 år siden.
Søndag eftermiddag vandrede jeg op ad Oliebjerget for at møde processionen. Det er et dejligt sted. Allerede et par hundrede meter oppe af den stejle, snoede vej overvinder olivenlundenes grågrønne stilhed larmen fra trafikpropperne på vejene, der kringler sig rundt om den gamle bys mure. På halvvejen kommer en araber, vel sidst i tyverne, ridende på et æsel. Ikke et føl - men alligevel strejfer tanken, om det var sådan, han red, så stolt i kroppen han førte sig - eller om han var ydmyg og skræmt ved tanken om, hvad der venter på fredag.
Spejdere førte den tusindtallige skare - nej, om igen ... man forfalder let til arkaiske udtryk i denne by - forrest i processionens to tusinde deltagere gik flere garnisoner af spejdere. Søde unger i grønne og grå uniformer, de flotteste med ternede kaffiah-tørklæder viklet om hovedet og faner med arabiske skrifttegn.
Munkene gik bagerst i lange brune middelalderkutter og mumlede Ave Maria'er i en fortidig rytme. Og mellem spejdere og munke gik glade unge amerikanske kristne og sang ballader til medbragt guitar, gamle nonner i ærbart blåt, unge mænd og kvinder i æggende stramme bukser, asiater med rejsebøllehatte og tyskere med rygsæk og kamera på maven.
Hele sceneriet arrangeret til lyden af Halleluja og Hosianna i det høje, en babylonisk stemmeforvirring og børneblæseorkestre, der spillede lige så hjerteligt falsk, som byorkestre i italienske film om livet på landet - alt imens Oliebjergets muslimske beboere sad på terrasser og i vejkanten på medbragte kulørte plastikstole og drak the, og røg smøger og iagttog løjerne.

Processionen endte i den store have bag Sct. Anna kirken, hvor tre katolske præster swingede på en terrasse - den ene spillede på hammondorgel, den anden sang, og den tredje viftede med et palmeblad. Rent forsamlingshus. Og bortset fra, at ingen tog sig en svingom, var folk lige så glade som til de familiefester, jeg var med til som barn på Hejnsvigs missionshotel.
I haven ligger udgravningerne til Bethesda kilderne, hvor Jesus helbredte en lam mand. Utroligt, og måske ikke sandt, men sandheden får også helt andre dimensioner i Jerusalems gamle by end uden for murene i den moderne verdens målte og vejede videnskabelige beviser.
Man skal have følelser af granit for ikke at blive berørt af denne bys mærkelige tidsmaskine, hvor begivenheder og ord, der er sket og sagt for flere tusinde år siden, betyder mere, end - ja, end krigen i Kosovo. Jeg bliver i hvert fald bevæget, på en måde, jeg ikke helt kan gøre rede for, ved at opdage, at teksten om "Herren velsigne dig og bevare dig, lade sit ansigt lyse over dig, løfte sit åsyn på dig og give dig fred," er blevet fundet i en jødisk grav fra tiden før det første tempel - altså godt og vel en tretusind år siden - og at den tekst bliver messet dagligt i synagogerne.
Måske fordi jeg pludselig mærker, at jeg har aner i dette land; at nogle af mine tanketråde spinder sig tilbage hertil, hvor en håndfuld profeter af en eller anden ukendt årsag fik den ide, at historien og tiden ikke gentager sig i cirkler, men bevæger fremad - og at utopien, håbet om og muligheden for at skabe et bedre liv, dermed blev født. Det betyder altså mere end Egtvedpigen og den danske stenalders køkkenmøddinger.

Denne i grunden smukke følelse af historisk kontinuitet har bare en grim tvilling: I mange religiøse sind følges kærligheden med en egocentrisk besiddertrang til Jerusalem, til de hellige steder og til fortolkninger af fortiden. Mest udtalt i striden om Tempelpladsen, hvor Klippemoskeen og Al-Aqsa Moskeen ligger. Den vestlige mur om pladsen er jødernes grædemur - og de vil ikke høre tale om, at muren er hellig for muslimerne, fordi Muhammed tøjrede sin fantastiske ganger dér, før han steg op til den syvende himmel fra klippen, der nu er centrum i Klippemoskeen. En helt usandsynlig historie, siger de ortodokse jøder. Ja vist, men vel ikke mere usandsynlig end historien om at Moses fik et par stentavler udleveret af Gud, eller at han skilte vandene, så jøderne kunne undslippe deres forfølgere, eller at Jesus blev født af en jomfru.

Kristne har såmænd ikke noget at lade muslimer og jøder høre, når det gælder besiddertrang - de ortodokse retninger af kristendommen deltog for eksempel ikke i søndagens palmemarch, fordi deres kalender fortæller dem, at påsken først ligger senere. Og byens største kristne helligdom, Begravelselskirken, er delt op i regulære territorier mellem forskellige katolske sekter. Der går utallige tragiske og komiske historier om, hvordan et tæppe, der overskrider en usynlig grænse, eller en kost, der gør rent uden for eget gulv, har forårsaget slagsmål mellem helligdommens vogtere. For at forebygge mere ballade om ejendomsretten, er nøglerne til kirken simpelthen blevet betroet en muslimsk familie.
Og midt i bulderet af muslimske og kristne og jødiske helligdage, der støder sammen i denne uge, er overenskomstforhandlingerne gået i prosaisk hårdknude. Der er strejke, og skraldet hober sig op i stinkende bunker.
Men end ikke det kan behandles som et sekulært hygiejnisk problem; det er også et religiøst, fordi jøderne lige nu gør hovedrent både inde og ude, for at fjerne hver krumme af gæret brød - og de næste dage kun spiser ugæret brød for at mindes flugten fra Ægypten.
Tidsmaskinen kører uafbrudt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her