Litteraturteorien har lært os at reagere med kraftig skepsis, når nogen udnævner en romanfigur til "forfatterens talerør". Hver eneste replik i et værk får ifølge teorien kun betydning og funktion i kraft af den helhed, ytringen indgår i, og dersom en særlig fyndig sentens forførerisk ligner totalitetens inderste budskab, viser sætningens indhold sig som regel ved nærmere granskning alligevel at blive relativeret og undermineret fra en anden instans i teksten. Præcis dette komplicerede spil er grunden til, at vi læser hele romaner.
Når dette er sagt, skal det dog indrømmes, at visse forfattere har det med at opfinde frit vandrende visdomsleverandører og indsætte deres ytringer på særlig betydende steder i teksten. Barbara (1939) er et godt eksempel. Her lader Jørgen-Frantz Jacobsen sin ledefigur, Vågø-præsten hr. Poul, skvulpe rundt på lidenskabens hav, besat af kærlighed til den smukke, men som bekendt uhjælpeligt troløse titelfigur. Heraf udleder man som læser, at mennesket til hver en tid redningsløst vil være i sine følelsers vold.
Indfældet i teksten findes imidlertid samtidig selvindsigtens stemme, repræsenteret ved sorenskriveren i Tórshavn, Johan Hendrik Heyde. Denne kloge iagttager bemærker over for hr. Poul, at den, der lever uden dårskab, ikke er så viis, som han selv tror: "Hr. Poul så forbavset på ham. Sorenskriveren rejste sig op, vinkede afværgende med hånden og lo: - Ja, De må ikke tro, det er mig, der har fundet på disse ord - så klog er jeg ikke. Nej, det er La Rochefoucauld." Ham plejer sorenskriveren ofte at læse et ord af, omtrent som han tager sig en pris tobak.
Den citerede sætning stammer fra Réflexions ou Sentences et Maximes morales, hvis første udgave kom i 1664. Den femte, definitive, udkom 1678 og rummer 504 maksimer eller knappe aforismer, alle båret af samme gennemskuende kløgt og mildt overbærende menneskekundskab.
Opstand og salon
Francois VI de La Rochefoucauld blev født 1613. Faderen var greve, blev senere hertug, men ligefrem rig var denne gamle adelsfamilie nu ikke. Om sønnens barndom vides kun lidt, men han blev som 15-årig gift med en adelspige på 14, der skulle føde ham otte børn.
I sine ungdomsår deltog La Rochefoucauld i franske felttog i Italien og Flandern, uden dog at markere sig som nogen større kriger. Imellem krigene ragede han slemt uklar med kardinal Richelieu, sad otte dage fængslet i Bastillen og forvistes til sin hjemegn, hvorfra han drev byttehandel med heste, hunde og svin. Sidenhen blev han en hovedfigur i den adelige opstand mod Mazarin og kongemagten, et såre farefuldt involvement, der endte brat i slaget ved Saint-Antoine i juli 1652. Her fik han et ækelt sår, der vansirede hans ansigt.
I de følgende årtier plagedes han desuden af en gigt, der af og til kunne blive så slem, at greven efter sigende blot skreg og skreg af smerte. I den samme periode deltog han dog ivrigt i hovedstadens litterære salonliv. Som han i sin ungdom kom i Madame de Rambouillets berømte 'blå værelse', dukkede han nu op hos Mlle de Scudéry til de lørdagssammenkomster, som Molière latterliggjorde i sin komedie om lærde damer.
Ord og ånd
En anden vigtig kulturværtinde blev Markise de Sablé, i hvis rummelige lejlighed på den nuværende Place des Vosges La Rochefoucauld formentlig har holdt de enkelte sentenser og bonmot'er over dåben, eftersom man i denne kreds yndede de åndfulde ordsprogslege.
Om improvisationer på stedet er der langtfra tale. Aforismen bliver hos La Rochefoucauld en litterær genre for sig, formen støbes, slibes, skærpes, så indhold og form rigtig bider, eller man kan med Per Lange sige, at tanken krystalliserer, hvilket også forklarer sentensernes seje overlevelsesevne.
"Vore dyder er som regel ikke andet end forklædte laster," lyder en ofte citeret maksime, karakteristisk dels ved den tilspidsede form, dels ved den desillusionerede holdning. La Rochefoucauld holder vågent øje med forstillelse og bedrag, hos andre såvel som sig selv, og han er nærmest nådesløs, når det gælder forfængeligheden i alle dens former. "Smigeren," siger han, "er en falsk mønt, som kun er gangbar i kraft af vor forfængelighed." Værst af al smiger er den, vi i rigeligt mål øser ud over os selv: "Når laster forlader os, smigrer vi os med den tro, at der er os, der forlader dem."
Flere maksimer mærkes af forfatterens bitre erfaringer fra intrigerne mod kardinalen og kongen. Andre sentenser bærer et dæmpet ekko af forfatterens mere eller mindre vellykkede erotiske eskapader, som dén aforisme hvori det hedder: "Man kan træffe kvinder, som aldrig har haft noget kærlighedseventyr, men det er sjældent at møde nogen, som aldrig har haft mere end ét."
Med kærligheden forholder det sig imidlertid for La Rochefoucauld som med spøgelser: Alle taler om dem, de færreste har set dem. Ja, der er endda visse mennesker, som aldrig ville have forelsket sig, dersom de aldrig havde hørt andre tale om kærligheden.
Melankoli
Selv fik La Rochefoucauld en nær litterær veninde i den 20 år yngre Madame de La Fayette. Var der i 1660'erne to, der stod sammen i fransk kulturliv, var det den gigtsvage pessimist og den evigt feberplagede salonværtinde, forfatter til Fyrstinden af Clèves. La Rochefoucaulds sidste år blev ikke muntre. Hans melankoli gjorde ham livstræt - greven afstod således fra en plads i det franske akademi - og han sad tit lam i sygestolen.
Her døde han også natten til 17. marts 1680, hvad Madame de Sévigné straks skildrer i et brev til datteren: "I Gaar Klokken seks bliver han pludselig dødssyg, Feberen stiger voldsomt, Brystet trykkes sammen, han begynder at fantasere, med et Ord, Gigten knuger ham i sit frygtelige Favntag; og skønt han var i Besiddelse af megen Modstandskraft og ikke var slaaet ned af Aareladningerne, var en fire-fem Timer tilstrækkeligt til at gøre Ende paa hans Liv."
Nogle uger senere kommenterer Madame de Sévigné venskabet mellem La Rochefoucauld og Madame de La Fayette. Hun mener, at deres fortrolighed og begges skrøbelige helbred gjorde dem uundværlige for hinanden, og kan ikke tro, at nogen lidenskab i styrke kan overgå et sådant venskabsforhold. Umuligt var det, skriver hun om La Rochefoucauld, ikke at elske ham højt. "Intet undgik hans kloge besindige tanke." Nej, lige præcis. Og derfor fik han lov at snakke med i Barbara.
*Aforismerne er ovenfor citeret efter Per Langes kræsne udvalg 'Maksimer', Gyldendal 1945. Et udvalg på 100 sentenser findes oversat af Aage Marcus i dennes 'Livsfilosofi gennem Tiderne', 1955. En oversættelse ved C. Top udkom 1809. La Rochefoucaulds 'Memoires de la régence d'Anne d'Autriche' (1662), foreligger på dansk ved Robert L. Hansen som 'Memoirer', Munksgaard 1961
*Madame de Sevignés korrespondance 1680 til datteren Mme de Grignan og Grev de Guitaut citeres efter 3. og sidste bind - på dansk ved Per Lange og Magda Dorph - i Karl Hornelunds righoldige udvalg 'Breve', Gyldendal 1945
