Læsetid: 3 min.

Ud i det blå kun med klipklapper på

19. april 1999

En af Danmarks bedste mulatskuespillerinder, Hella Joof og to rigtig sjove fætre, Peter Frödin og Martin Brygmann kildrer det sygelige 90'er-sind i jagten på latterens erogene zoner

TEATER
De stod for Kafcafé-julerevyer, hvor man græd af grin, så blev de Lex og Klatten på tv og nu er de Det brune Punktum på Bellevueteatret og lader sig annoncere som ovenfor af den følsomme teaterkritiker, der på stor skærm indleder det nye show.
Titlen er lige så lang og bøvet som deres komik: Helbredelsen af manden med den visne hånd eller du må godt i numsen og røvhullet kommer ganske rigtig på komedie i aftenens løb. Det er tordnende morsomt, meget for meget og medrivende infantilt. Og fantasifuldt scenograferet af Marianne Nilsson.
Med børneteatrets alvorlige insisteren kommer Joof, Frödin og Brygmann igennem mange gigantiske klichéer i køns- og racedebatten. Nogle scener viser den lille trups casting, hvor drengene sætter sig på de gode roller, som Tarzan og Jane, mens Hella får tilkastet 'fisken' at spille gorilla. Hun ligner jo mest. Eller de diskuterer, hvorvidt man kan lave en morsom sketch om Holocaust (her er de ganske vist overhalet indenom af Roberto Benigni) eller Ku Klux Kan - deres hatte er da sjove. Henrivende er optrinet, hvor mændene ved lejrbålet tager selv de mindste af Hellas indsatser som dyreimitator fra hende i en særegen ny disciplin, obstruktion for skuespillere. I et totalt flippet ulvekostume får hun hævn ved at pisse på ilden, ganske uden for aftalerne.

Small-talk
Satiren fejrer triumfer i sketchen Mandagsleg, frit efter den gamle gysertraver Rebecca, hvor Joof parodierer sin egen voice-over i Zentropas højtravende pornofilm Constance, mens Brygmann er en Trier'sk idiot, i god kontakt med universets kræfter. Astrid Lindgreen er gæst som Pippi Langstrømpe på geriatrisk afdeling: Hvorfor er det nu, hun ikke fik Nobelprisen? Og heldigvis får vi da også en nyvasket talk-show parodi, hvor det falder i Frödins lod at interviewe folk, der sådan rigtig har mistet noget. Stemmen, for eksempel, eller manden, der fik sin ski på tværs af lungerne under alpint løb med familien. Men først får vi lige en optagelse af Hella Joofs sammenbrud, før studieværten hujende braldrer igennem dagligdagens små og store tragedier: 'Der må sgu da løbe nogen tanker igennem ho'det. Hva' siger man?'.
Forestillingen skanderes af filmede minisketches, hvor totalt ligegyldige refleksioner med pinlig langsomhed trænger sig igennem Hella Joofs kiksede og abrupte formuleringer eller Frödins barnesind. Den pæne dreng i klassen - Brygmann - tager sig af de helt store, universelle konstateringer af sindsoprivende banalitet. Hvis folk tog deres egen tallerken med hjem, sparede vi en masse opvask - det kan man jo lige tænke over. Frydefuld tomgang, ligesom trioens efter-tjekovske resumé af, hvorledes de revolutionerede dansk teater ved, kun for penge, at indføre 'det rene lort. Gud, hvor var vi bange'. Men siden bredte det sig som ringe i vandet og anmeldelserne var formidable.

Danse til rytmisk musik
Forestillingen har to-tre fødte evergreens, som med dræbende lyrik tager fat på jubel-optimismen: Jeg vil i seng med de fleste med refrainet "Det bliver en god dag jeg har en bred smag" og Vi skal ud i det blå. Første vers lyder: Nu er det sommer / Vinden er lun og den ta'r i mit hår / og fører det langt langt væk / har jeg lyst kan jeg bare tage med. En sejr i Melodi Grand Prix venter lige om hjørnet, og her gælder det bare: Lær dem før Deres nabo.

*Det brune punktum: "Helbredelsen af manden med den visne hånd eller du må godt i numsen". Hella Joof, Peter Frödin og Martin Brygmann. Scenografi/kostumer: Marianne Nilsson. Musikken fra forestillingen kommer på cd den 20. maj.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her