Læsetid: 11 min.

Blodhævn på Balkan

10. april 1999

NATO's bombekrig har udviklet sig til en eklatant fiasko, siger flere fremtrædende
amerikanske kritikere. Samtidig erkender den tidligere USA-ambassadør, Morton
Abramowitz, der har været rådgiver for den Kosovo-albanske oprørsstyrke, at man har begået en række alvorlige fejl

Hvis et væbnet oprør starter i Kosovo, vil alle tabe - både albanere og serbere." Denne korte og profetiske udtalelse blev ytret i 1997 af den Kosovo-albanske digter og ikke-voldsfortaler Ibrahim Rugova - en lidt betuttet intellektuel med en rød klud om halsen, som tv-seere verden over har stiftet bekendtskab med i den seneste tid.
Ibrahim Rugova er formand for Kosovos største politiske parti, Den Demokratiske Liga, og var indtil for et par år siden den etnisk albanske befolknings uofficielle præsident. I dag - efter to ugers etnisk udrensning, deportationer og massemyrderier i hans hjemland - ser vi ham siddende i en sofa i Beograds præsidentpalads med sin nemesis Slobodan Milosevic.
Hvordan kan man forklare det? Er Rugova en quisling? En forræder?
Nej, digteren er en klog mand, der kender sit folk, der har levet med serberne hele sit liv og som ved, at de næstfølgende generationer af Kosovo-albanerne skal fortsætte med at leve side om side med det serbiske folk.
"Med bagklogskabens øjne, set på baggrund af de sidste to ugers frygtelige begivenheder, ser det ud som om Rugova havde ret. I en væbnet konflikt ville alle parter tabe," indrømmer forhenværende USA-ambassadør Morton Abramowitz over for Information .
Til taberne kunne Rugova med forsynets magt have føjet verdens mægtigste forsvarsalliance NATO, der startede et luftbombardement mod Jugoslavien for mere end to uger siden.
Formål: At tvinge den jugoslaviske regering til at underskrive en amerikansk fredsplan for Kosovos fremtidige status, som Rugovas politiske modstandere - Kosovos befrielseshær, UCK - havde givet grønt lys for under skinforhandlingerne i Rambouillet, Frankrig.
Abramowitz' forsinkede anerkendelse af Ibrahim Rugovas visdom bliver udtrykt med en meget bitter smag i munden. Det er ikke let at skulle indrømme, at hvis man - USA's regering og Abramowitz - blot havde lyttet noget mere til digterens synspunkter, så kunne NATO måske have undgået at starte sin første krig.
Endda en krig ført imod en selvstændig europæisk stat. En krig om et territorium, som hele det internationale samfund - undtagen Albanien - anerkender som fast bestanddel af Serbien. En krig, som straks af opportune årsager blev omdøbt af NATO til en humanitær intervention: Et forsøg på at forsvare de civile Kosovo-albanere fra luften mod udryddelse og deportation på landjorden.

Selvbebrejdelse
Ambassadør Abramowitz ser misfornøjet ud, dybt nedtrykt over den kolossale menneskelige tragedie og det amerikanske diplomatis ubestridelige fiasko i Kosovo. I 1992 havde han på vegne af den amerikanske tænketank Carnegie Endowment for International Peace i Washington grundlagt International Crisis Group, som i de følgende år blev det førende uafhængige rådgivningsinstitut for amerikansk politik på Balkan-halvøen.
I de første fem år beskæftigede Abramowitz og ICG sig primært med Bosnien-krigen. I de sidste par år satte man fokus på Kosovo. Sidste vinter anmodede Kosovos Befrielseshær Abramowitz om at være deres diplomatiske rådgiver under forhandlingerne i Rambouillet. Den tidligere amerikanske ambassadør i regionen sagde ja.
Abramowitz, der står i et nært tilhørsforhold til Clinton-regeringen, sad i flere uger på det franske slot og rådgav, hvad han kalder "folk, som lige var kommet ned fra Kosovos bjerge og ikke anede deres levende råd. De havde aldrig før været i det internationale rampelys."
"Vores hensigt (altså USA's, red.) var at få UCK-folkene til at acceptere vores plan og stille Milosevic overfor et ultimatum," forklarer Morton Abramowitz.
USA's ambassadør til Makedonien, Christopher Hill, havde lavet planen, som skænkede Kosovo-albanerne indflydelse over deres egne affærer - en form for selvstændighed i et protektorat forsvaret af NATO-tropper.
Inden forhandlingerne startede i Frankrig overbeviste Hill udenrigsminister Madeleine Albright om, at dette var den korrekte strategi at følge. Milosevic måtte i princippet sluge kamelen - det eneste alternativ var et luftbombardement. Albright gik til Bill Clinton og forelagde præsidenten planen. Han gav grønt lys.
Siden sidste sommer havde USA og NATO truet Milosevic med et luftangreb, hvis han ikke makkede ret og hørte op med at bekæmpe UCK-guerillaerne og begå grove og systematiske overgreb mod sine egne statsborgere. For at bevare sin troværdighed var det nu på tide, at Vesten gjorde alvor af sin gamle trussel.
"Resultatet var," siger Abramowitz med en lidt selvbebrejdende tone, "at vi aldrig rigtigt forhandlede. Kontaktgruppen tryglede blot UCK om at skrive under, så vi kunne lægge pres på Milosevic."
I mellem tiden var Rugova blev skubbet ud i slotskorridorerne. UCK-repræsentanterne afviste hans råd. De kunne bedst selv.

Rugova stemplet
"Rugova er en besynderlig skikkelse. Fra mine besøg i hans hjem i Pristina husker jeg ham som en fåmælt person," siger Abramowitz, der lige som UCK valgte at ignorere digterens tilstedeværelse i Rambouillet.
Rugova skrev under på den amerikanske plan og opfordrede UCK til at gøre det samme.
"Men Befrielseshærens repræsentanter begik en yderst alvorlig fejltagelse. De følte sig så sikre på deres politiske indflydelse, at de udsatte deres beslutning i to og en halv uge. Det gav Milosevic tid til at forberede offensiven," konstaterer ambassadør Abramowitz.
I torsdags sagde UCK's talsmand Jakub Krasniki, at "Rugova vil blive stemplet som en forræder mod sit fædreland, hvis det viser sig at være sandt, at han har forhandlet med Milosevic."
Forrædere bliver normalt dømt til dødsstraf. I et nyt Kosovo styret af UCK risikerer digteren Ibrahim Rugova en dag at blive hængt, med mindre han kan godtgøre, at han blev intimideret af sine serbiske overherrer. På Balkan er der alt for sjældent en gylden middelvej. Protagonister tvinges til at vælge side. Kun modige mænd som Rugova tør stå fast.
"Jeg føler mig ydmyg, når jeg tænker på Ibrahim Rugova," siger Morton Abramowitz og tilføjer - helt grotesk - i næste åndedrag:
"USA har ikke længere noget valg. Milosevic har startet fire krige på Balkan-halvøen i de sidste otte år. Først i Slovenien, dernæst i Kroatien, så i Bosnien og nu i Kosovo. Der findes tre amerikanske protektorater - i Bosnien-Hercegovina, i Republika Srpska og i Makedonien. Nu kommer der snart et fjerde i Kosovo."
"USA har spenderet 50 mia. dollar. Nu står vi endelig over for Serbien i en krig. Det nytter ikke at finde en diplomatisk udvej. Milosevic skal fjernes. Ellers bliver der aldrig fred."
Her står altså én af USA's ledende Balkan-eksperter, rådgiver for Kosovos Befrielseshær - som han indrømmer har et terroristisk element og er involveret i narkohandel - og anbefaler total krig mod Serbien på vegne af UCK-guerillaerne. Hvordan kan det komme så vidt?

Gemen ondskab
Siden afslutningen på Den Kolde Krig i 1991 er et hav af etniske konflikter brudt ud i lys lue verden rundt. Alle de nationale og religiøse modsætninger, som var blevet holdt nede af den bipolære rivalisering mellem de to fremherskende samfundsideologier - den marxistiske-leninistiske og den kapitalistiske - dukkede frem, én efter én.
Nu blev krig ikke længere udkæmpet mellem suveræne stater - de foregik primært indenfor statsgrænserne.
I 1997 offentliggjorde Carnegie Commission on Preventing Deadly Conflict en undersøgelse, som påviste, at verden i de forløbne seks år havde oplevet 38 væbnede konflikter med mindst et tusinde tabte menneskeliv. Alle var borgerkrige, ingen af dem udkæmpet mellem suveræne stater. Siden har der været en enkel undtagelse - nemlig den nyligt udbrudte krig mellem Etiopien og Eritrea.
Det internationale samfund er blevet tvunget til at stille sig det helt fundamentale spørgsmål: Hvordan skal man konfrontere den gemene ondskab, den totale mangel på respekt for menneskeliv, identitet og tilhørsforhold, der bliver udløst under etniske konflikter?
Etnisk udrensning - dette frygtelige begreb - er blevet det gangbare udtryk i 1990'erne for én befolkningsgruppes udradering af en andens identitet.
"Sandheden går tabt. Ofrene kan ikke længere gøre krav på deres version af historien, fordi de har mistet deres hjem, steder hvor de tilbeder deres Gud, deres gravsteder. Alt er forsvundet. Intet er efterladt, som kan minde sejrherrerne om, at mennesker af en anderledes identitet engang boede her," skriver den russisk-fødte canadier, filosoffen Michael Ignatieff i sin bog The Warriors Honor: Ethnic War and the Modern Conscience.
Kosovo-albanerne er ligesom jøderne under Holocaust blevet berøvet alle deres ejendele, selv dåbsattest og vielsesattest, identitetskort. Huset eller gården, som i Kosovo-albanernes tradition udbedres fra generation med de nyindtjente værdier, bliver afbrændt.
Har de stillestående amerikanske militærfly over Kosovo mon kunnet iagttage denne makabre proces udspille sig i de seneste to uger? Hvad med spionsatelitter, som efter sigende kan afbilde mennesker på landjorden til beskuelse for det blotte øje? Nej, billedet af den grusomme udtømning af halvdelen af Kosovos albanske befolkning fik vi eksklusivt af ofrene selv.
Det troede den vestlige opinion instinktivt på. En naturlig reaktion.
Men hvordan kan man forklare eftertiden, at NATO stod magtesløs over for uhyrlighederne, hvis blot en del af skildringerne fra Helvedes forgård i Kosovo viser sig at være sande? Det er et etisk-moralsk problem, som vil hjemsøge NATO-landene i lang tid fremover, al den stund FN-pagten påbyder os at gribe ind med alle nødvendige midler for at hindre eller stoppe folkemord (defineret i en temmelig bred forstand).
Ikke alene undlod NATO's uovertrufne krigsmaskine at stoppe blodsudgydelserne; efter alt at dømme udløste luftbombardementerne (en ikke uforståelig) harme blandt de serbiske soldater. De tog en bittersød hævn mod uskyldige mænd, kvinder og børn.

Moralsk katastrofe
"Aldrig tidligere har krigsførelsens begrænsede nytte stået så klart, så hurtigt og så dramatisk," siger James Caroll, en katolsk intellektuel og forfatter i Boston.
"I begyndelsen var NATO's kodeord troværdighed. Bomberne faldt ikke for at beskytte Kosovo-albanerne mod overgreb. Nej, de skulle værne om NATO's renommé. Beskyttelse af civile var ikke vores forehavende; før luftangrebet startede, advarede CIA og Pentagon Det Hvide Hus, at bomber ville udløse vold mod Kosovo-albanere."
I stedet forudser Carroll, der tidligere har været katolsk præst, at NATO nu for alt i verden vil vinde. "Sejrens nødvendighed er blevet kodeordet for at tage hævn mod Milosevic, uanset om det vil koste mange uskyldige menneskeliv i Kosovos dale og marker."
"NATO's beslutning om at straffe Serbien for sin ydmygelse gør en moralsk fejltagelse til en bevidst moralsk katastrofe," mener Carroll.
Hvad er troværdighed, når det moralske aspekt falder væk? NATO eskalerer sit bombardement, men for hvad? Med hvilket mål?
Luftkrigen mod Jugoslavien er begyndt at følge sin egen uophørlige logik som den morbide krigsmaskine fra 1914 til 1917. Fjenden skal udmattes, indtil han overgiver sig. Mens en bro i Novi Sad i den nordlige del af Jugoslavien bliver ramt af NATO's højteknologiske laserstyrede bomber og skibstrafik på Donau-floden lammes, myrdes albanere i deres hjem af serbere.
Men siden hvornår er det lykkedes at vinde en krig fra luften uden at sætte landsstyrker ind? Svaret kommer fra Walter Russel Mead, Council of Foreign Relations, i New York: "Eneste gang jeg kender til, var med atombomber i Hiroshima og Nagasaki og selv da har historikere udtrykt tvivl om, at japanerne overgav sig alene af den grund," siger han til Information. Og fortsætter:
"Truslen om luftbombardementer kan derimod være et effektivt diplomatisk instrument. Da Hitler tog sine berømte stik hjem under forhandlinger med Frankrig og Storbritannien i München i 1939, var det af frygt for tyske Luftwaffe. Mere tvivlsomt er det, om de allieredes massive tæppebombardement af Tyskland i 1945 var så effektivt som påstået."

Albrights fiasko
Den hovedansvarlige for USA's og NATO's foreløbige fiasko i denne luftkrig er en politiker, der har kaldt sig selv "et barn af München", nemlig Madeleine Albright. USA's udenrigsminister stoler blindt på, at diktatorer, uanset den komplicerede historiske virkelighed på Balkan, kun forstår ét sprog - nemlig magtens sprog.
Men "det er en utrolig forenkling at sammenligne situationen før luftkrigen mod Jugoslavien med, hvad der skete i München. Albright har det overordnede politiske ansvar for denne fiasko og bør træde tilbage," mener Walter Russell Mead.
Utvivlsomt har USA's og NATO-landenes strategi været præget af god vilje, siden den væbnede konflikt startede for alvor i Kosovo for et år siden. Man ville stoppe blodsudgydelserne og hindre, at en forventet serbisk militæroffensiv mod UCK dette forår førte til en ny flygtningekrise - præcis, som man så det sidste sommer, da 2-300.000 Kosovo-albanere flygtede op i bjergene.
Men politikeres og embedsfolks talentløshed og inkompetence har næsten overgået fantasien. I betragtning af de hidtidige massakrer og tidligere eksempler på fordrivelse af civile fra deres hjem i Kosovo, ikke mindst i lyset af folkemordet i Bosnien-krigen, kan det næppe have været en overraskelse for Kontaktgruppen og NATO, at Milosevic ville ty til en etnisk udrensningskampagne i Kosovo.
Hvordan stopper man denne type overgreb? Hvordan stoppes et folkemord?
"Det giver ingen mening at straffe forbryderne, efter at de har fuldført arbejdet. Det giver heller ikke mening at ekskalere luftbombardementer for at bekæmpe et folkemord. En udmattelseskrig kan ikke hindre folkemord og etnisk udrensning. Målet må være at sætte styrker ind, som prompte stopper krigsforbrydelsen," skriver Leon Wieseltier i ugebladet The New Republic.
At NATO nu åbent hævder at føre krig mod et suverænt land af humanitære grunde illustrerer i det mindste, at et skridt i den rigtige retning er blevet taget. Man agter at gribe ind i etniske konflikter i fremtiden. I den forstand bliver Kosovo en vigtig lakmusprøve.
"Alt tyder på, at politikerne i Vesten blev frustrerede efter den vedholdende kritik af den hurtige tilbagetrækning fra Somalia, af passiviteten under folkemordet i Rwanda og den sene udrykning i Bosnien. Man var rede til at handle," siger Hurst Hannum, lektor i folkeret på Fletscher School of Law and Diplomacy i Boston.
"Dilemmaet er, at Kosovo ikke ligefrem brillerer som åbenlyst eksempel på folkemord, hvor det internationale samfund skal gribe ind. Nu står vi med en krig, som ingen kan finde en løsning på."
De mest uforbederlige optimister i USA tror dog, at NATO vil søge at vende fiasko til triumf.
"Jeg kan forestille mig, at vi stiller med en passende stor landstyrke og indtager Kosovo med hjælp fra luftvåbnet i løbet af nogle få dage - uden de store tab af soldater. En hurtig sejr på slagmarken vil stille NATO i et godt lys, mens Milosevic vil rase i Beograd uden at kunne gøre noget," forudser Walter Russell Mead.
Herefter vil den nordatlantiske forsvarsalliance have bevist, at dens nye mission som ordensbetjent i Europas perifere områder er berettiget. Men der vil være grænser for vestlig generøsitet, hvis massemord starter andetsteds. Den etisk-moralske dimension af væbnede humanitære interventioner strækker sig næppe hele kloden rundt - i hvert fald ikke endnu.
"Efter bombefiaskoen i Jugoslavien er det meget svært at se NATO stoppe et fremtidigt folkemord i Rwanda," konstaterer Mead.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu