Læsetid: 7 min.

Boom for den spanske roman

29. april 1999

Om den nye spanske roman blot lever af nu'et eller også er langtidsholdbar, må fremtiden vise - men den vokser, udvikler sig og stritter i alle retninger

(BOGTILLÆG)
Romansk
Det forekommer absurd at spejle sig i Quijote i vore dage, men endnu mere absurd ville det være ikke at spejle sig i Quijote, når man skriver romaner på Cervantes' sprog," har den spanske forfatter Javier Marías sagt.
Er det romanen Don Quijote, han spejler sig i som litterært forbillede, eller er det den gale ridder Quijote, og mener han (der ellers ikke plejer at sætte sit lys under en skæppe), det er umuligt som et Quijote-projekt at ville skrive lige så godt som Cervantes? Svært at vide.
Men ét er sikkert: Cervantes spiller en rolle for Marías og mange andre spanske romanforfattere, der refererer respektfuldt til ham her mod århundred/tusindskiftet.
Hvis de store fortællinger er døde, lever de tykke, kødfulde romaner sammen med slankere sager til gengæld i bedste velgående i Spanien og har gjort det et stykke tid.
Der skrives, læses og uddeles romanpræmier som aldrig før, og der tales om la nueva narrativa (den nye prosa) som en efterhånden generelt vedtaget, men ikke uproblematisk betegnelse for de sidste årtiers bjergskred af romaner.

Kompetente læsere
Der er ikke tale om en bevægelse med en overordnet tendens, som man tidligere har kunnet iagttage, og der kan ikke gives et samlet signalement. Undtagen - men dét er til gengæld også iøjnefaldende - netop i forhold til selve det at fortælle. Dette set i lyset af den blodfattige (og lidet læste) antiroman, der gik forud, og som på sin side var en reaktion vendt mod den realistisk fortællende roman fra frankismens første årtier.
I den nye roman, nærmere betegnet efter 1975, hvor Eduardo Mendoza brød det litterære dødvande med bestselleren Sandheden om Savolta-sagen, lægges der igen vægt på handlingsforløb som romanens dynamo.
Men den gamle solide realisme fra 50'erne og 60'erne med dens enkle form og troskyldige (omend tit censurerede) budskab og virkelighedsgengivelse er stort set lagt på hylden til fordel for underfundige fortællestrukturer, pasticher, kombinerede teksttyper, åbne slutninger m.m.
Der lægges op til læserens litterære kompetence og medvidenhed, for, som Umberto Eco har sagt, er nutidens forfatter ikke uskyldig, og læserne er det heller ikke; de ved, der er andre bøger til, og da man kan ikke skrive en roman, som om det var den første, er den eneste løsning at spille på dette tab af uskyld.
De nye romanforfattere vil fortælle historier for læseren i det, man uden overdrivelse kan kalde det nye Spanien, efter at Franco drog sit sidste suk i 1975, og landet gik ind i en rivende og også sindsoprivende modernisering, der i løbet af et par årtier har vendt drastisk op og ned på traditioner og sat spørgsmålstegn ved personlig og kulturel identitet.
Der er gang i litteraturbranchen, ikke blot på spansk, men også på de autonome regioners sprog, galicisk, baskisk og (især) katalansk, og udbuddet er kaotisk og ugennemsigtigt som den virkelighed, der udgives i.

Sure rønnebær
Skeptiske kritikere efterlyser generationsprofil og en bærende tanke, nogle hvæser "litterært supermarked", "bærbar kultur" og "light-litteratur", og primus motor i den omtalte, hensygnende antiroman, Juan Benet, belærer om, at i den fortællende roman er det det endnu ikke læste, der driver læsningen, at nydelsen ved denne fortæres af behovet for at løse gåden, at det er ligesom at spise for at stille sulten, og at der er tale om en genre for hungrende og trængende personer. Man kan ikke lade være med, over for denne udpenslede fordøjelsesmetaforik, at tænke på for meget mavesyre og sure rønnebær. De sidste årtiers romaner har nemlig læsere i et hidtil uset omfang.
Og det må tilføjes, at en betragtelig del af de nye spanske romaner har udpræget - for nu at blive i jargonen - kulinariske kvaliteter, der indbyder til at nyde: gnistrende fortælleteknik, et sindrigt, gennemkomponeret plot, sproglig spændstighed og originalitet m.m.
Man skal være en sær puritaner for ikke at kunne lide en roman, bare fordi den fortæller og fortæller godt, og fortælling er jo i øvrigt ingen hindring for, at der dvæles og tænkes - forudsat der er noget at tænke over.

Politiske temaer
Det er der f.eks. hos den populære Manuel Vázquez Montalbán, der heller ikke i Franco-tiden lagde fingrene imellem og får leveret ikke så få ubehageligheder til eftertanke om det demokratiske Spanien og den nye tids mennesker i de velskabte krimier med den smådepressive detektiv Pepe Carvalho, der går på marked og køber ind og laver mad som sidste uforfalskede livskvalitet.
Og en noget yngre forfatter som Arturo Pérez-Reverte, journalist og korrespondent fra Golf-krigen, har foruden den professionelle sans for at sætte ord effektfuldt sammen, psykologisk skarphed og et bidsk satirisk blik for magt og politik indfiltret i erotiske intriger før og nu. F.eks. i Trommeskindet, der lægger ud i Vatikanet, hvor en sandalklaprende computerbroder prøver at få situationen under kontrol, da en hacker er brudt ind i den pavelige harddisk. En inciterende start, der suger læseren ind i et kriminelt, katolsk magtunivers, som konfronteres med andre, mindst lige så foruroligende interessesfæ-rer.
Politisk kriminalitet og magtsatire er i det hele taget stærkt repræsenteret i romanerne siden 1975 - forståeligt efter 36 års frankistisk formørkelse med censur og selvcensur, der lod meget usagt, og i betragtning af at Spanien derefter bevægede sig med stormskridt ind i en bl.a. europæisk modernitet, der så langt fra var og er transparent demokrati.
Andre forfattere forholder sig ikke politisk eller rettere sagt mindre eksplicit politisk - for politiske temaer er næsten altid i en eller anden forstand til stede - men mere psykologisk afsøgende til en nutidig spansk identitet.
Storbyen, Madrid og Barcelona, det hidsige liv og nervøse menneske er i centrum for mange af forfatterne. I de små, delikat spidse og ironiske romaner Dit navns uorden og Ensomheden var dette observerer Juan José Millás køligt registrerende mennesket på gaden, i parken, i lejligheden og ensomheden med dets neuroser og overlevelsesattituder.
Og en lang række kvindelige forfattere har siden slutningen af 70'erne givet udtryk for modernitetsoplevelsen, håb, ambitioner og frustrationer den indebærer, ud fra et kvindeligt subjekt.
F.eks. Rosa Montero, der i den furorevækkende debutroman Kærlighedens nedtur lagde ud med en militant feministisk synsvinkel, som fulgtes op af andre kvindelige forfattere og siden er forladt eller gradueret og nuanceret, som det også kendes fra dansk litteratur.

Opbrud og savn
En sværvægter blandt de nyere romaner, ikke ligefrem bærbar - den tynger både i den ene og anden forstand - er Antonio Muñoz Molinas Den polske rytter på 600 sider. Et prægtigt, ordrigt epos, kan man sige, over Spaniens nutid og fortid i frankismen og endnu længere tilbage, gennemlevet og begrebet i et kærlighedsforhold. Men samtidig et ikke så specifikt spansk vidnesbyrd om opbrud og savn af tryghed og mening, en slags liv i lufthavne, hoteller og konferencecentre, der sætter kærlighedsmødet og selvmødet i mirakuløst relief, ikke mindst da udgangspunktet er den fiktive by (også kendt fra andre steder i forfatterskabet) med det sigende navn Mágina, der spiller på det magiske og imaginære.
Fortid og nutid og dermed skred i enhver forstand, fysisk og psykisk, er et tema, der reflekteres hos mange andre forfattere. Julio Llamazares f.eks. skriver om det landlige Spanien, der forsvinder og som folk forsvinder fra. Uden nostalgi, men som en realitet, der er afsæt for en eksistentiel erkendelse.
Den gule regn om en sidste, døende indbygger og hans erindringer i en spansk spøgelseslandsby - der er mange af dem, hvis man forvilder sig lidt i landskabet, både dem der er affolkede og dem der er ved at blive det - er ikke en antropologisk eller demografisk skildring, selvom den udspiller sig på et identificerbart sted i Pyrenæerne, men et fiktionsforløb, der forgrener sig i konkrete livshistorier og samles mytisk om ensomheds- livs- og dødsmetaforer.
Der er en overvældende mangfoldighed i temaer og udtryk i det spanske romanboom, og det er ikke til at se skoven for bare træer, der stritter i hver sin retning.
Om de vil stå til evig tid eller bare i ca. 400 år som Don Quijote, må netop fremtiden vise.
Og hvad tid angår, levede Cervantes jo i øvrigt også i en totalt forstyrret og omvæltende periode - det ses ikke bare på Quijotes halsbrækkende, gammelmodigt idealistiske projekter, men på Cervantes' brudte stil og alligevel indædte vilje til at holde fortællingen oppe, når nu Historien ikke er til at overskue. I den forstand går Cervantes og nutidens spanske romanforfattere hånd i hånd.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her