Læsetid: 3 min.

Bornedals gys udeblev

3. april 1999

Voldsomt kondenseret plot levnede ikke meget tid til persontegning i Ole Bornedals minithriller, der strammer skruen for voldsomt

TV-KRIMI
Ulf Rybergs historie havde moralske ambitioner. Elementært ville den vise, hvordan et enkelt skridt ved siden af kan udvikle sig til en dominorække af inkriminerende enkeltdele og klappende fælder samt skitsere lidt om, hvordan fifleri indenfor et hjørne af almindelig kommunalpolitik i en 'pæn' kommune kan vise sig at være udbredt til noget større. Og smitte af på en 'pæn' og svag mand.
Lidt beskidt blir hurtigt til meget beskidt, da den renskurede Niels Bern-Jensen (Jens Jørn Spottag), der vikarierer for den sygemeldte borgmester, med et sideblik til arbejdsløshedstallene, lader laveste bud i en liciteringsrunde gå videre til entreprenør Hauge (Ulf Pilgaard), og bliver taget med hænderne i papirstablen af borgmesterens søn Peter (Søren Sætter-Lassen), der har sine egne problemer. Peter afpresser Hauge og et party med købte damer ryger af sporet, da Peter uelegant kræver mere. Hauge ringer efter den pæne Niels, der i en afvæbning af escortpigen Jenny (Marina Bouras) lægger fummelfingre til et vådeskud, der dræber Hauge.

Dominoeffekt
Allerede her er der konflikter af forskellig art nok til en historie om syndefaldets første skæbnesvangre skridt. Men dominoeffekten skal eksemplificeres og herfra skifter Ryberg og Bornedal til fjerde gear.
Niels fumler sig videre til en tur i skovsøen med flugtbilen indeholdende den anden luder Andrea (Ditte Gråbøl) og en godt tillakket Peter. Mændene kæmper sig fri af den synkende bil, men kan ikke redde Andrea. Inde på land kommer Peter og Niels i slagsmål, der ender med Peters hændelige død.
Ups, her to tredjedel inde i første del sidder den indtil fornyligt så respektable helt med den nordsjællandske familieidyl også med tre gange voldsom død. Og som den amatør, han er, tager han konsekvent efter den første en hel række af gale beslutninger. Kludrer i fingeraftrykaftørring og falske telefonbeskeder og spiller dårligt skuespil overfor kone (en vibrerende Lotte Andersen) og politi, med det resultat, at han sigtes for mordet på Hauge. Men Ryberg har en overraskelse i ærmet, borgmesterens elastiske holdning til midlerne i en god sags tjeneste redder Bern-Jensen på målstregen - fifleri og kommunalt enevælde fra et stærkt borgmesterkontor kan altså også - skønt umoralsk - retfærdiggøres.

Mareridtsklon
Historien kunne have haft sin bittersøde slutning her, men skruen strammes en voldsom gang, da Andreas psykopatiske kæreste erobrer fokus.
Bornedal lader Jens Arentzen spille Niko som en mareridtsklon mellem en new wave hippie og en rocker, figuren er vildt hypotetisk og vinder månedens narrehat, da han bebrejder Niels Andreas død, for "vi skulle have været gift og haft børn. Mange børn". Umuligt; den mand spiser børn til middag. Med Nikos terror og fortjente, voldelige død griner gruen fra Nattevagten, godt nursed i Bornedals amerikanske udlændighed, igennem.
Her er Fatal Attraction i danske omgivelser og i slutbillederne en rystet, grundskadet familie og en forstenet, nyudnævnt borgmester - en naiv mand er død og en politiker født, vil nogen måske mene.
Som refereret er der drama nok at tage af, desværre på bekostning af karaktertegningen, der, trods titlen, foregår på flad grund uden mere end det for historien mest nødtørftige perspektiv.
Hu hej, vi må videre, på et tidspunkt med et lig og/eller et samleje hvert tiende minut. Dermed reducerer thrilleren sig selv, dens internationale tilsnit i Dan Laustsens udsøgte, til tider udspekulerede fotografering af Søren Breums hyperæstetiske miljøer hjælper forrædderisk med til at fjerne Dybt vand fra en afskrækkende genkendelighed på højde med f.ex. Nattevagtens.

Syret lån fra lynch
Og gyset indfinder sig aldrig trods Spottag, Moritzen, Bouras, Pilgaard og en fint tvetydig Tonny Landy som politichef. Ulrich Thomsen, Niels Anders Thorn og Bjarne Henriksens politifolk virker som et syret lån fra David Lynch, mikrofonarbejdet er ind imellem urimeligt dårligt og der drives rov på vandsymbolikken.
Ærgerligt, ærgerligt, for Bornedal er modig og kan noget med både skuespillere og det mørke, der siver fra historien ud i billederne.

*Dybt vand. Bearb. & instr.: Ole Bornedal. Kamera: Dan Laustsen. DR 1

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu