Analyse
Læsetid: 5 min.

Bristede illusioner

17. april 1999

Håbet om, at valget i Algeriet ville blive et vendepunkt, er brast. I stedet står landet i samme situation som før: Med endnu en præsident, der støttes af militæret, men er uden folkelig opbakning

Den 15. april 1999 kunne være blevet et vendepunkt i Algeriets blodige historie: Da valgkampen startede for tre uger siden kunne man såvel i Algeriet som i internationale toneangivende medier se - ganske vist forsigtigt - udtrykt et håb om, at det voldsplagede land med gårsdagens præsidentvalg omsider ville indlede den længe ønskede demokratiske proces, som de fleste mener, er den eneste vej ud af Algeriets krise.
Ingen regnede med, at valget med et slag ville gøre Algeriet til en demokratisk republik. Allerede ved godkendelsen af kandidater fik man et tydeligt signal om, at der er snævre grænser for, hvem systemet kan tolerere.
Således godkendte forfatningskommiteen, der var ansvarlig for at prøve kandidaternes valgbarhed, ikke den populære politiker Louisa Hanoune fra det lille trotskistiske parti, der overraskende blev valgt ind i parlamentet ved valget i 1997.
Komiteen begrundede deres afslag med, at hun ikke kunne fremvise stillere nok, hvilket hun selv afviste, og reagerede ved at opfordre til boykot af gårsdagens valg.
Heller Mahfoud Nahnah, der med 25 pct. af de afgivne stemmer ved præsidentvalget i 1995 blev nr. to, kunne komiteen godkende. Han kunne ikke dokumentere sin indsats i befrielseskrigen mod Frankrig, der førte til Algeriets selvstændighed i 1962.
Skønt dette også af de fleste blev anset som politisk frasortering, reagerede Nahnah overraskende med at støtte regimets kandidat, Abdelaziz Bouteflika. Formentlig fordi han gennem denne gestus kunne bevare sin position tæt på magten.
Alle forventede, at Bouteflika, der slet skjult blev støttet af militæret, samt det tidligere enhedsparti FLN og det nuværende store regeringsparti RND, ville vinde sikkert.
Endelig kunne man se, at de kandidater, der fik lov til at stille op, alle var folk med gode forbindelser langt ind i det eksisterende magtapparat med socialist- og berberlederen Hocine Aït Ahmad som eneste undtagelse. De fem var folk, der havde siddet tæt på magten i FLN og i skiftende regeringer og den sjette Abdallah Djaballah kom fra en udbrydergruppe af det moderat islamiske Ennahda.

Når man alligevel sporede en vis optimisme skyldtes det for det første, at den afgående præsident Liamine Zeroual garanterede, at militæret ville holde sig neutral.
For det andet, at de syv kandidater trods alt stod for noget forskelligt - med den tidligere undervisningsminister Talib Ibrahimi som den, der kunne samle stemmer fra FIS-sympatisører, Hamrouche, som med sit reformprgram og vigtige rolle i demokratiseringen i slutningen af 1980'erne appellerede til ungdommen og Aït Ahmad som veteranen på sidelinien, der ville få støtte fra berberne og socialisterne.
For det tredje, at regeringspartiet faktisk var blevet splittet på spørgsmålet om at støtte Bouteflika, samt at hæren var særdeles tilbageholdende og tvetydig i sin udmelding. Mange mente, det tydede på uenighed i militærtoppen.
For det fjerde - og nok vigtigst - at FIS-lederne i modsætning til alle tidligere valg siden militærkuppet i 1992 ikke opfordrede til boykot, men tværtimod til at stemme på Ibrahimi.
Alle fire forhold gjorde, at der kunne knyttes håb om bedre tider til valget i går. Alle forhåbninger og illusioner bristede dog, da seks af kandidaterne aftenen inden valget trak sig og opfordrede til boykot.
Dermed blev optimismen med et slag vendt til udbredt pessimisme og det, der kunne have været et vendepunkt, blev et tilbageslag.

Situationen i Algeriet i dag er nemlig ikke bare den samme, som den har været siden Zeroual indledte sin stærkt kritiserede demokratiske proces i 1995.
Kritikere kan nu med rette sige, at alt er ved det gamle: En mand og et parti, der helt kontrolleres af militæret, er ved magten.
Sådan har været siden selv-stændigheden, bortset fra den demokratiske parentes 1989-1991, og sådan vil det blive ved med at være, lyder den resignerede dom.
Men det er faktisk værre endnu! For skønt de fleste kunne være enige i, at Zerouals demokrati højest var en fernis, var det efterhånden lykkes ham at få flertallet til at tro på, at denne fernis faktisk kunne ses som begyndelsen på en proces, der kunne føre til en politisk løsning på krisen i Algeriet. Denne tro er nu også væk.
Derfor retter bitterheden sig ikke alene mod systemet, mod hæren, mod de gamle og i manges øjne korrupte politikere. Den retter sig også mod de seks kandidater, der trak sig onsdag aften.
Meningsmålinger offentliggjort i avisen El Watan viste i begyndelsen af ugen, at Bouteflika førte klart med 34 pct., mens Hamrouche på anden pladsen stod til at få 13 pct. af stemmerne. Den logiske forklaring er, at de trak sig, fordi de havde indset, at de under ingen omstændigheder kunne vinde.

Nu skal meningsmålinger tages med forbehold, og der er ingen grund til at tvivle på, at de seks kandidater mener det helt alvorligt, når de anklager regimet for snyd.
Den valgdeltagelse på 60,25, Indenrigsministeriet offentliggjorde torsdag nat, skærper i hvert fald ikke tilliden til systemets gode hensigter - tværtimod!
Så man algerisk fjernsyn i torsdags kunne man se det ene billede efter det andet af tomme valgsteder; og beretninger fra tilstedeværende journalister peger ligeledes på usædvanlig lav stemmeafgivning. Formentlig ikke over 25 pct.
Da Bouteflika blev eneste kandidat, annoncerede han, at han kun ville varetage præsidentembedet, dersom han fik massiv opbakning.
Den opbakning sikrede Indenrigsministeriet ham med sine utvivlsomt oppustede procenter - han har den ikke fra det algeriske folk. Sandheden er, at han kommer til at regere uden folkeligt mandat og uden politisk platform.
Algeriet er med andre ord tilbage i situationen før 1995. Det fører næppe til mere terrorisme - den er algerierne trætte af. Den kan imidlertid godt føre til fornyet vold og ballede i gaderne, som da de unge strømmede til demonstrationerne i 1988 og dermed lagde grunden til de kortvarige politiske reformer - hvis de orker og ikke er alt for resignerede.

Uanset hvad, er situationen deprimerende - ikke mindst for det algieriske folk, der atter engang må føle sig godt og grundigt snydt og bedraget.
Om det faktum, at de seks oppositionskandidater valgte at trække sig kollektivt, peger på, at de har konstateret splittelse i militærets top og dermed ser en chance for at kunne mobilisere det algeriske folk mod den gamle garde, er uvist. Det er i hvert fald bemækelsesværdigt, at de repræsenterer den samme opposition, som i 1995 lavede en fredsplan i Rom.
Man kan håbe på det, men vi ved det ikke. Tilbage er de bristede illusioner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her