Læsetid: 5 min.

Dag 27: Flugten fortsætter

19. april 1999

NATO fortsætter sin luftaktion, alt imens tusindvis af flygtninge skaber frygt for kaos i nabolandene

Det er som om, rædslerne i Kosovo ingen ende har: Mens NATO i dag bomber for 27. dag, fortsætter strømmene af udmattede og forpinte flygtninge fra Kosovo. Mange er traumatiserede, sultne og forkomne, og oveni truer det enorme flygtningepres med at udløse nye tragedier på den anden side af grænsen til Kosovo.
I det nordlige Albanien nærmede situationen sig i går det håbløse, da nye strømme af flygtninge til fods og på traktorer, hestevogne og i overfyldte biler kom ind over grænsen i kulde og regn. Deres beretninger om ufattelig brutalitet og vold bekræfter samtidig indtrykket af, at det jugoslaviske styre er i gang med den endelige tømning af Kosovo for etniske albanere. Mange beretter om, at landsbyer brændes ned, når folk først har forladt dem.
"Vi blev tvunget ud af Mitrovica for fire dage siden. Vi gik - og forsøgte vi at stoppe, slog serberne os. Græd børnene, truede de med at skyde dem", fortalte den 37-årige Ylli Behrani i går til Ritzau efter at være kommet til den nordalbanske by Kukes sammen med 32 andre kvinder og børn på en vogn, der er spændt bag på en traktor.
Lørdag kom næsten 27.000 Kosovo-albanere ind over grænsen til Albanien, og i går blev flygtningestrømmen genoptaget. I bjergene sneede det, og det var koldt.
En flygtende familie nåede aldrig ud af Kosovo. Blot 20 meter fra grænsen til Albanien, i ingenmandsland, ramte deres bil en serbisk landmine. Fem af de syv omkom - tre børn på 9, 13 og 15 samt deres mor og bedstemor. Minen eksploderede i et område, hvor der for nylig blev meldt om serbiske soldater, som udlagde miner. Muligvis i et forsøg på at ruste sig til en eventuel NATO-aktion fra Albanien.
Eksplosionen gav en midlertidig opbremsning i flygtningestrømmen, men den blev siden genoptaget.

Massegrave
Alene i Kukes, en by med normalt 24.000 indbyggere, skønnes der nu at være over 150.000 flygtninge, og endnu flere menes at være på vej fra de Kosovo-albanske byer Mitrovica, Prizren og Jacovica tæt ved Kukes.
"Alene i går kom der flere flygtninge til Kukes, end der normalt bor", sagde guvernøren for distriktet, Qemal Elezi, i går til Ritzau: "De mange flygtninge udgør en bombe, der kan eksplodere når som helst."
Den fortsatte strøm af flygtninge får nødhjælpsarbejdere til at slå alarm. Og situationen er blot blevet endnu mere kritisk, efter at Jugoslavien i går kappede de diplomatiske forbindelser til Albanien i protest mod, at soldater fra NATO-lande opererer på albansk jord. Iagttagere frygter, at det jugoslaviske skridt kan være et varsel om, at serbiske styrker vil optrappe kampen mod de Kosovo-albanske oprørere, der opererer fra det nordlige Albanien. Derved trues flygtningene af nye farer i området, hvis ikke de kommer væk, men også det er problematisk:
"Hidtil er folk kommet i biler, hestevogne, busser og traktorer - og er i mange tilfælde draget videre sydpå i Albanien. Men folk til fods kan ikke ved egen hjælp drage videre, og vi har ikke plads til flere her i Kukes," sagde en talsmand for FN's flygtningehøjkommissariat UNHCR, Jacques Franquin, i går til Ritzau.
Andre påpegede, at der i nogle områder er risiko for fødevaremangel i løbet af få dage. I alt skønnes 340.000 flygtninge nu at være i Albanien, mens andre ca. 130.000 er i Makedonien. Langt hovedparten af Kosovos oprindelige befolkning på 1,8 millioner er blevet fordrevet.
Med tusinder af etniske albanere på vej ud af Kosovo, fortsatte NATO i går sine angreb mod mål i Jugoslavien.
NATO's fly skulle have ramt flere end 30 mål i Jugoslavien i det seneste døgns kraftige luftoffensiv. Alliancen angreb bl.a. igen et større olieraffinaderi i byen Novi Sad i det nordvestlige Jugoslavien. Desuden bombede NATO igen petrokemiske anlæg i industri-området Pancevo øst for Beograd. Endelig blev jugoslaviske pansrede enheder i Kosovo angrebet.
"Milosevic er ikke længere i stand til at raffinere olie," erklærede NATO's talsmand i Bruxelles, Jamie Shea, i går.
En anden NATO-talsmand, brigadegeneral Giuseppe Marani, sagde, at han havde bevis for 43 massegrave i Kosovo. Ifølge hans oplysninger har serbiske styrker tvunget etniske albanere til at begrave ligene af deres landsmænd. Ifølge NATO er der tale om rækker af individuelle grave, som peger mod sydøst - mod Mekka.
"Der har været flere rapporter fra flygtninge om, at serbisk politi samler Kosovo-albanere i graverhold", sagde Giuseppe Marani: "De iføres tilsyneladende rød-orange jakker, så de er lettere at identificere. Og brugen af disse mænd i rødt til at grave støttes af billedmateriale, som allerede har udpeget 43 massegrave i Kosovo".
NATO's meldinger var i aftes ikke bekræftet fra anden side, men der er omfattende meldinger fra flygtninge om serbisk brutalitet. Samtidig forlød det i aftes fra kilder i den Kosovo-albanske oprørshær UCK, at serbiske styrker havde beskudt Kosovo-albanske flygtninge inde i Kosovo, men heller ikke disse rapporter kunne i går bekræftes.

Kamphelikoptere
De første af 24 svært bevæbnede amerikanske Apache angrebshelikoptere var i går på vej til Albanien. De skal sættes ind i et forsøg på at bekæmpe jugoslaviske kampvogne i Kosovo. NATO's europæiske øverstkommanderende, general Wesley Clark, bad om helikopterne før luftoffensiven, men fik først tilladelsen for knap to uger siden. Præsident Clinton skal først godkende, at Apache-helikopterne bliver indsat.
Britiske militærkilder anslog i går, at der er 40.000 jugoslaviske soldater i Kosovo, som støttes af 300 kampvogne, armerede køretøjer og artilleri. De mødes af spredt modstand fra Kosovas Befrielses Hær (UCK), som imidlertid er trængt efter den senere tids serbiske offensiv.
Tysklands kansler, Gerhard Schröder, sagde i Hannover i går, at NATO vil fortsætte sine luftangreb mod Jugoslavien, så længe landet ikke accepterer den vestlige militæralliances betingelser. Han opstillede "tre grundlæggende krav" som forudsætning for en midlertidig indstilling af NATO's luftangreb:
For det første stop for de "statsligt beordrede drab i Kosovo", for det andet tilbagetrækning af både regulære og paramilitære jugoslaviske styrker fra Kosovo, så de mange tusinde fordrevne kan vende tilbage til deres hjem. Og for det tredje oprettelsen af en militær beskyttelsesstyrke i Kosovo med NATO som kerne.
Han kaldte i øvrigt spekulationerne om indsættelse af landstyrker for kunstig.

Nyhedsanalyse side 2, Reportage side 5, Kronik side 8

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her