Læsetid: 3 min.

Danmark vil indkvartere 10.000 fra Kosovo - i Makedonien

9. april 1999

Det er ynkeligt, at vi kun vil have 1.200-1.400 flygtninge ind på dansk territorium, mener Folkekirkens Nødhjælp

Smålighed
Udviklingsminister Poul Nielson (S) afviser, at der skulle være noget misforhold mellem, at Danmark gerne vil stille indkvartering til 10.000 Kosovo-flygtninge til rådighed i Makedonien, mens regeringen kun er parat til at huse 1.200-1.400 på dansk territorium.
"Flygtningene ønsker at komme tilbage til Kosovo, og derfor er det helt oplagt, at de vil blive i Makedonien, indtil det kan lade sig gøre," siger Poul Nielson til Information.
Ministeren vendte onsdag hjem med den makedonske regerings afvisning af et dansk tilbud om at stille to flygtningelejre med plads til hver 5.000 flygtninge til rådighed på makedonsk territorium. Den makedonske regering vil kun gå med til at oprette transitfaciliteter til nye flygtninge og ønsker ikke at huse flere, som kan forventes at slå sig ned i længere tid ad gangen.
Christian Balslev-Olesen, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, var med på rejsen til Makedonien. Han er enig med ministeren i, at de fleste af flygtningene ønsker at blive i nærområdet og bør hjælpes dér:
"Men en række flygtninge kan ikke få den beskyttelse og den behandling, de skal have, i nærområdet. Derfor var det rimeligt, at de mest udsatte grupper med det samme fik adgang til vores del af verden. Danmark burde tage sin pæne del af dem, og tallet 1.200-1.400 er ynkeligt i forhold til problemernes dimensioner. Det er ærgerligt, at politikerne ikke har modet til at udnytte den folkelige vilje og forståelse der er - også til at tage flygtninge til Danmark," siger Christian Balslev-Olesen. Han understreger, at flygtningene ikke skal hjælpes enten i nærområdet eller i Vesteuropa.

Både-og-og-og
"Det er ikke et enten-eller, men et både-og-og-og. Vi må være kreative til det yderste med at finde løsninger i denne vanvittige situation," siger generalsekretæren.
Udviklingsminister Poul Nielson afviser, at rejsen til Makedonien kunne have været forberedt bedre, så han havde undgået at komme hjem med en afvisning af det danske tilbud:
"FN's Flygtningehøjkommissariat havde også forventet, at lejrene skulle kunne lade sig etablere hurtigt. Det er ikke noget, vi helt alene har puslet med fra dansk side," siger Poul Nielson.
- Kunne I ikke have sendt en forespørgsel, inden I sendte en minister?
"Det mener jeg ikke skal ses som et problem. Jeg havde i øvrigt andre fornuftige formål med at se operationen som sådan og se problemerne."
- Bør det internationale samfund nu lægge pres på den makedonske regering for at få den til at ændre beslutning?
"Jeg har ikke brugt lige præcis det ord. Men jeg bliver ved med at sige, at det er meningsfuldt, at jeg på Danmarks vegne meget direkte har givet makedonerne det her tilbud og ladet det blive liggende hos dem," siger Poul Nielson.

Transitlejre
Den konservative leder Pia Christmas-Møller sagde torsdag til Ritzaus Bureau, at Danmark må stille transitlejre til rådighed i stedet for mere permanente lejre, hvis det er det, makedonerne vil acceptere. Men det afviser Poul Nielson:
"Det er vigtigt for os, at lejrene etableres på grundlag af flygtningekonventionens normer og arbejdsmetoder. De lejre, der er lavet i stor hast i Makedonien, er ikke under ledelse af FN's Flygtningehøjkommissariat. Der foregår ikke den registrering, der er forudsat, og der er ikke sikkerhed for, at familierne kan forblive samlet. De lejre, vi skal identificeres med, skal have det som sit grundlag," siger Poul Nielson. Han mener, at en eventuel fordeling af flygtninge fra Makedonien til en række vesteuropæiske lande "kan foregå ud af de lejre, der er nu".
"Hvis det er det, vi taler om, er der ikke brug for flere lejre - stort set," siger ministeren.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her