Læsetid: 12 min.

Danmark er ikke en kristen stat længere

3. april 1999

Kristendommen står globalt over for en kopernikansk vending, og i Danmark har staten for nylig overtaget amerikanernes liberalistiske forståelse af den livssyns-neutrale stat, siger professor Viggo Mortensen

Jeg føler glæde i påsken. Og det er måske også, fordi vi har påsken på den her vidunderlige årstid, hvor alt begynder at komme, og man kan mærke lyskraften i sig selv."
Den 56-årige Viggo Mortensen, der den 1. februar blev udnævnt som professor i kristendommens globale udviking ved Institut for Systematisk Teologi ved Aarhus Universitet, nikker genkendende, da deres udsendte indleder samtalen med at citere Grundtvigs påskesalme "tag af det sorte kors af graven" - og han griber straks ordet og synger videre med "plant en lilje hvor det stod".
"Som påskesalmen klinger, vokser sjælens fuglevinger," slutter Grundtvig sin salme, men hvordan oplever Viggo Mortensen selv påskemysteriet ?
"Påskens hemmelighed er, at livet kan gives på ny. Vi oplever det i naturen, og derfor er det meningsfuldt, at påsken falder på det her tidspunkt, hvor naturen vågner. Vi ved selv fra vores egen biologi, hvor vigtig naturen er for vores måde at føle opstemthed og nedtrykthed. Deprimerede giver man lysterapi. Nu kommer lyset. Det er det, Grundtvig i andre salmer spiller åbenlyst på. Han var i perioder et depressivt menneske og oplevede på sin egen krop, hvordan påsken er en vej ud af depressionens mørke."
"Kirketraditionelt er det en stille uge, der går forud for mødet med det guddommelige. Man skal være ydmyg for at kunne opleve, at livet bliver givet på ny. Det hedder i teksten til palmesøndag, at Jesus kommer ind i Jerusalem. Han er konge, men han kommer ikke på kongens traditionelle ridedyr. Han kommer på trældyret, æslet. Og han kommer sagtmodigt. Den sagtmodige er sårbar. Jeg forstår påskebudskabet på den måde, at sårbarheden er nødvendig for at genvinde styrken."
- Sårbar er Jesus, når han hænger på korset og udbryder, 'min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?' Men kan det sige moderne mennesker noget?
"Det er kristendommens kerne, men det går imod forståelsen af, at livet og lykken ligger i selvrealisering, og at de stærke arver riget. Sårbarheden har i en psykologiserende tid svært ved at sætte sig igennem, fordi vi allesammen er mest optaget af at realisere os selv. Men med Jesus på korset får vi det modsatte at vide. Livet og lykken ligger i sagtmodighed, ydmyghed og afkald. Man får kun sig selv ved at miste sig selv. Det er paradigmatisk stillet os for øje med Jesus på korset."

Det handler ikke om sjælens opstandelse, men om kødets opstandelse. Det står jo i skærende kontrast til vor samtid, der dyrker abstraktionen og intellektets symboler. Hvordan forstår du opstandelsen?
"Opstandelsen er fortid, nutid og fremtid. Det hedder, at Jesus stod op fra de døde på den tredie dag. Det er bevidnet ved, at graven var tom, og at nogen havde set ham. Det er ikke et endegyldigt bevis, men det er et vidnesbyrd, som understøtter de kristnes forkyndelse af, at Jesus var opstanden. Men opstandelsen er også nutid, f.eks. når naturen vågner. Det kan også være i en forelskelse, hvor man føler, at man bliver givet livet på ny. Det er en erfaring på linje med den, de kristne havde påskemorgen. I den kristne fortælling siges det derudover, at opstandelsen er fremtid. Det har vi nogle billeder på. Kristendommen forkynder kødets opstandelse, fordi vi kun kan forestille os, at hvis der skal være en opstandelse, så må det også være mig som person. Jeg er også legemlighed og kød. Min væren person er ikke en eller anden åndelig eksistens, men det er mig, som jeg er, med sanser, krop og det hele. Det er et billede på en mulig fremtid og forkyndes, som noget Gud har in mente for os."
- Tror du på det?
"Jeg tror på opstandelsen som fortid, nutid og fremtid. Ja. Men den nærmere beskrivelse af den er os ikke givet. Vi har nogle billeder, som vi kan forstå i relation til nogle erfaringer, vi gør nu."
- Men hvordan kan du drage sammenligninger mellem Jesus' opstandelse og en ganske almindelig forelskelse. Er det ikke at gøre Skriftens budskab til noget hverdagsagtigt?
"Når jeg siger det sådan, så er det, fordi kristendommen for mig har noget med hverdagslivet og det enkelte menneske at gøre. Kristendommen er en inkarnatorisk religion, hvor det guddommelige ikke er noget fjernt og uopnåeligt. Det er noget, vi kan deltage i og blive delagtige i."

Jeg er ikke mystiker, men jeg ser det guddommelige i de erfaringer, jeg gør med natur og mennesker. Hvis man spørger en biolog, hvad der sker i forelskelsen, så siger han, at der sker visse hormonale og molekylære ændringer i hypofysen og andre steder. Det kan jeg så underholde min elskede med, hvis jeg synes, det er morsomt, men det er ikke sikkert, hun vil blive opbygget af det. Jeg synes, det mest nærliggende er at ty til det religiøse univers. Og det gør alle religioner for så vidt. Og så er vi ude på markedet, fordi der er andre religiøse tydninger."
"For mig er kristendommen først og fremmest god - så lad det i første omgang stå hen, om det er den bedste religion. I det kristne fortolkningsunivers er det muligt at tyde dagligdagens hændelser."
- Mange slæber i dag rundt på en grundlæggende tvivl - og de er storforbrugere af produkter og underholdning. Men har de mistet evnen til at lade livet styre af den inkarnerede kristne tro?
"I de sidste otte år har jeg gennem Det Lutherske Verdensforbund (LWF) arbejdet med og mødt mennesker, for hvem den problemstilling ikke giver nogen mening. Troen er helt integreret i deres dagligdag. Den dirigerer deres liv."
"Men for de fleste moderne mennesker er det nok anderledes. Det er muligt, at moderniteten i den vestlige civilisations sækulariserede tilværelsesforståelse har ført til, at trosevnen hos mange ligefrem er blevet skadet. Og det kan bl.a. hænge sammen med den empiristiske religionskritik, hvor videnskabens klare lys skulle blotlægge, at mennesket bare er en ansamling af molekyler og molekylære interaktioner. Det kan vi beskrive, og hvis der er et eller andet i vejen med maskinen, så kan vi reparere den, og hvis ikke vi kan, så kan vi kassere den. Visse religioner bygger videre på den livsanskuelse og opfatter mennesket som en maskine, der bare skal repareres. Scientology kan som en eller anden mindcontrol passe ind i det billede, og det er måske en forklaring på den tiltrækningskraft, den udøver på nogen."
- Du sagde i din tiltrædelsesforelæsning på Aarhus Universitet den 12. februar, at kristendommen står i modsætning til den økonomiske og teknologiske globalisering. Hvorfor gør den det?
"Globaliseringen er et altomfattende fænomen, der kan antage religiøs eller pseudoreligiøs karakter. Den har sine dogmer, sine ritualer osv. Globaliseringen og kristendommen har et strukturfællesskab, da de begge rummer det universelle og det partikulære. Men de står over for hinanden som tro mod tro, som religion mod religion."
"I min vurdering er jeg farvet af omgang med mennesker, som er blevet globaliseringens ofre. Den måde at handle, producere og skabe information på marginaliserede dem. Det er i lyset af deres erfaringer, at jeg har været tiltalt af at præsentere kristendommen som modmyte. Det er en klassisk position. Hvis man dyrker Mammon mere end Gud, er man hjemfalden til at have overtrådt det første bud."

Man kan reagere forskelligt på globaliseringen. Man kan blive lokal og sige, at man ikke kan forholde sig til den, og man kan vælge at lukke sig inde i sprog, blod, flag og race."
- Men kan man det som kristen?
"Nej, det kan man ikke. Kristendommen er et budskab, der retter sig til alle uafhængigt af race og nation, selvom den selvfølgelig antager farve af de mennesker, der i de enkelte kulturer bærer budskabet videre."
- Hvordan ser du på Folkekirken, der er en meget national kirke?
"Hvis man definerer danskerne som en stamme og siger, at kristendommen er danskernes stammereligion, så er man på vej til at identificere kristendom og danskhed - det er falsk. Så må man også finde sig i, at det synspunkt har en historie. Der er folk, der tidligere har forsøgt at identificere kristendommen med race, blod og flag, og det ved vi, hvor fører hen."
Viggo Mortensen betragter sig ikke kun som Løgstrup-discipel, men også som et trofast medlem af den danske folkekirke - han er døbt, konfirmeret og ordineret som præst i den. Men i sin tid som leder af LWF's afdeling for teologi og studier i Geneve oplevede han pludselig at stå i modsætning til samtlige danske biskopper - herunder nogle af hans venner. Det skete sidste år, da den danske folkekirke som den eneste europæiske kirke - sammen med to mindre afrikanske kirker - nægtede at underskrive den såkaldte Fælleserklæring om Retfærdiggørelse mellem de lutherske kirker og den katolske kirke om forståelsen af menneskets frelse. Spørgsmålet har været et stort stridspunkt mellem kirkerne siden reformationstiden, men Viggo Mortensen mente, at Fælleserklæringen var et forsøg på at rive nogle gamle utidssvarende fjendebilleder ned. Han har svært ved at skjule sin skuffelse over den danske modstand:
"Den danske folkekirkes svar på fælleserklæringen var måske nok mere nuanceret, end det blev kommunikeret i offentligheden, men vi oplevede i Geneve, at det var svært at passe det danske svar ind i vores systematisering af de svar, de 124 medlemskirker havde givet. Og biskopperne medgav da også, at det danske svar var et nej."
"Fælleserklæringen er ikke et dokument, der påstår, at der er et kirkefællesskab mellem den katolske kirke og de lutherske kirker. Vi er stadig uenige om Maria, paven og så videre. Men dokumentet gav udtryk for, at den kontrovers, der var kirkeadskillende på reformationstiden, i dag ser anderledes ud. Den behøver ikke længere at skille os ad som kirker."

I de sidste 10 år har Folkekirken to gange skullet tage stilling til internationale aftaler og begge gange har den reageret forbeholdent eller direkte negativt. Viggo Mortensen mener, at det hænger sammen med Folkekirkens egenart:
"På den ene side er den et statsligt serviceapparat, der dårligt kan udtale sig om noget og ikke mene noget. Og på den anden side er der et basisorganiseret menighedsrådsdemokrati, der er optaget af den lokale kirke, at præsten bor godt, og at der er nogle gode forsamlingslokaler. Det er der ikke noget galt i, men man bliver sjældent stillet over for opgaver, der kræver, at man ser ud over sognet, så man opfatter sig som en del af et større fællesskab, nemlig Jesu Kristi kirke på jord. Der er behov for en kirkesynode."
- Var du ikke selv blevet et offer for globaliseringen, når du fra Geneve krævede, at den danske folkekirke skulle indrette sig på det internationale samarbejde?
"Jeg føler ikke, at jeg tilhører nogen fløj, og mens jeg arbejdede for LWF i Geneve, var jeg også præst for den danske udlandsmenighed i byen. Men når man identificerer kristendom med danskhed, så går man for vidt. Den danske folkekirke er ikke en kirke for det danske folk, men en kristen kirke af luthersk observans, der samler folk, der bor i Danmark og føler sig hjemme i en dansksproget kultur. Den er ikke bundet til etniciteten."
- Men er grundskaden ikke også, at man historisk har været del af et nationalstatsprojekt, har defineret sig i opposition til den katolske kirke, og oveni det har fået Grundtvigs romantisering af danskerne som Guds udvalgte folk, et nyt Israel?
"Ja, det er baggrunden for, at tingene ser ud, som de gør i dag, men situationen har ændret sig. For nylig kom de nye retningslinier for, hvordan staten skal forholde sig til de forskellige trossamfund i Danmark, og som jeg forstår dem, så har staten frisat sig fra sin forpligtelse overfor kristendommen. Det er ikke en kristen stat længere. Det er i den almindelige amerikanske forståelse af liberalismen blevet en livssyns-neutral stat. Kirken har ikke frasagt sig staten, men staten har frasagt sig kirken. Der går lidt tid, før det går helt op for kirken, men så vil der også ske strukturelle ændringer."
- I din tiltrædelsesforelæsning talte du om, at der er sket en kopernikansk vending i kristendommen. Hvad mener du med det?
"Fra at have været en europæisk og amerikansk udgave, så er kristendommen blevet et globalt fænomen. Rent demografisk og vitalitetsmæssigt er tyngdepunktet i kristendommen flyttet til Syd. På grund af vores materielle overflod og velstand føler vi stadig en overlegenhed i forhold til disse nye centre, og vi har haft svært ved at forstå det. Men vi må som Kopernikus til at se verden på en ny måde."

Moderniteten er under angreb, og det er med rette, fordi den havde nogle misvisninger, som vi lider under. Tag f.eks. det økologiske problem. Spørgsmålet for mig er derfor, hvad man kan få med over fra moderniteten, nu hvor det åndelige centrum - i hvert fald for kristendommen - er forrykket. Der er noget godt i f.eks. menneskerettighederne, men skal denne tale om den skjulte kristne moral gøres til en ny verdensideologi, som vi tryner de andre med - og skal vi bombe dem, hvis de ikke overholder den?"
- Hvad mener du selv?
"Man skal være meget tilbageholdende. Når vi sidder tilbage i lænestolen og overvejer, om der findes en universel moral, så vil jeg til enhver tid sige ja. Problemet med det universelle i moralen er, at det kun kommer til udtryk i det partikulære, hvor folk også finder deres identitet. Så hvis vi vil omgås fremmede med en anden tro, så må det ske i en respekt for den partikulære form, de har givet det universelle. Vi må have nogle foraer, hvor vi med hver vore forskellige udgangspunkter kan diskutere, hvad det universelle er."
"Kernen i det evangeliske og det protestantiske er, at det enkelte menneske står i centrum og står lige over for Gud. Er du døbt, så er du på en gang præst, pave og biskop, som det hedder i Luthers definition. Det er spørgsmålet, hvilken rolle denne individualistiske forståelse har i fremtiden."
- At det enkelte menneske står med sin egen skyld og samvittighed over for Gud - kan det ikke være med til at styrke individualismen og selvrealiseringstrangen og i sidste instans underminere den kristne tro?
"Ja, det er risikoen. Men det har indtil nu været protestantismens styrke, at den næsten gik ind og opløste sig selv. Så når man gik ind og realiserede det gode liv, så havde man egentlig også realiseret det kristne. Det er mig magtpåliggende, at vi får det særligt humanistiske - at mennesket er i centrum og individets rettigheder og pligter - med over i de nye strukturer."
- Du blev i sin tid dr. theol. på en afhandling om forholdet mellem teologi og naturvidenskab - og var senere optaget af bioetikken. Synes du, at etikken kan følge med den teknologiske udvikling?
"Jeg er frustreret over udviklingen inden for bioetikken. Jeg oplever, at etikken er impotent i forhold til den teknologiske udvikling. Man har troet, at bare der opstilles nogle regler, så er problemet løst, og folk er blevet mere etiske. Men jeg oplever, at man kun har skabt overtrædere ved at opstille regler."
"Hvis etikken kun har et princip, nemlig autonomien, og man siger, at alt er okay, når blot patientens ønsker respekteres, så er det en misvisning. For så bygger den på en forkert antropologi. Mennesket er ikke et selvherligt, autonomt individ. Det er altid et væsen, der står i relationer, og det er relationerne, der er afgørende."
"Jeg er mere tiltalt af, at man fokuserer på de personer, der er involveret i de etiske spil. Det er en helt traditionel kristen etisk tankegang: En god mand gør gode gerninger, ergo må det handle om at gøre manden god. Det har i den moralsk-filosofiske diskussion ført mig i retning af dydsetikken og karaktermoral. Dialogens teologi er for mig den eneste mulighed i dag for autentisk at kunne aflægge Kristus vidnesbyrd. Det er kun gennem dialogen, at du kan bringe Kristus til orde."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu