Læsetid: 3 min.

Dansk films seje overlever

23. april 1999

Stærke kvinder træder frem på rad i Astrid Henning-Jensens erindringsbog - Hun er selv
en af dem

Memoirer
"Film har været mit liv", indleder Astrid Henning-Jensen et af bogens kapitler. Skal man tro hendes erindringer, er det en grov forenkling, for bogen handler forbløffende lidt om film. Og da slet ikke om "den store tankevirksomhed, der går forud for en film", som hun nævner i samme åndedrag.
I stedet er det især blevet en stedvis smuk bog de mennesker, der har gjort stærkest indtryk på den nu 84-årige instruktør. Et galleri med et par familiebilleder og en række af heltindeportrætter, som viser instruktørens instinktive feminisme i den verden af mere eller mindre oppustede magtmænd, hun tydeligvis hverken respekterer eller interesserer sig for.
Der er en Barbro Boman, "et naturbarn, hvis lidenskab det var at bevæge sig dagen lang mellem træer og løv, gennem enge og blomstermarker og mærke sandet knase under fødderne".
Eller en Mai Zetterling (stavet Maj Zetterling) "ikke blot en sensualist, men næsten en art præstinde i mystikkens hemmelighedsfulde gåder."
Eller en Inge Genefke, i hvis hjem "dusinvis af levende lys stråler som symboler på menneskesjæle".
Eller en Estrid (Barbara) Bannister, "ombølget af en renfærdig duft som en frisk påskelilje".

Krudt i damen
Slet så lyrisk henførte som disse citater er portrætterne nu ikke. Astrid Henning-Jensen udtrykker sig heller ikke altid så banalt på tryk, som hun ofte gør det på film.
Især stilles der ganske skarpt og detaljerigt på Estrid Bannister, modellen til Jørgen Frantz-Jacobsens romanfigur, og på torturofrenes læge Inge Genefke. Den første er en erotisk begavet livskunstner og den anden en glødende ubøjelig idealist.
Nok taler Astrid Henning-Jensen - i sine film såvel som i sin bog - politisk korrekt mod intolerance, tyranni og social uretfærdighed, i en grad så man af og til trættes af så mange rigtige meninger. Men hun kan også være underholdende, hvas og bidende, som når hun harmes over den måde, hvorpå producenter og filmkonsulenter til tider har ført hende bag lyset. Der er heldigvis stadig krudt i damen, for nu at sige det på den ligefremme måde, hun også ynder.

Astrids Ditte?
Som "fortalt til Babara Gress" er bogen dog i ét og alt en ujævn affære. Stilistisk en udmattende blanding af det kærnefuldt erfaringsmættede og det ugebladsagtigt sludrevorne. Og for en filminteresseret stærkt irriterende, både fordi de mange strejfede hændelser så sjældent tidsfæstes, og fordi udeladelserne er så talrige.
Især undres man over, hvor lidt plads der levnes samarbejdet med ægtemanden Bjarne Henning-Jensen, et partnerskab, der strakte sig over tre årtier og ovenikøbet var den kunstnerisk mest frugtbare periode i begges karriere. I forbifarten tildeler Astrid Henning-Jensen ganske vis sig selv den halve instruktør-credit for ægtemandens Ditte Menneskebarn, hans mest berømte arbejde og ifølge forteksterne instrueret af Bjarne solo med Astrid som assistent.
Denne oplysning, placeret som en randbemærkning, skriger på en uddybning, som aldrig kommer. Man stjæler da ikke bare lige en afdød mands solo-kreditering som instruktør! Men Barbara Gress, der har skrevet et pinligt selvoptaget forord, synes ikke særlig interesseret i Astrid Henning-Jensens film, staver en række filmnavne forkert og forsyner hverken bogen med filmografi eller indeks.

Det stærke køn
Da verden var vores kan altså slet ikke måle sig med de værdifulde erindringbøger som tre andre smukt bedagede filminstruktører for relativt nylig har udgivet: Palle Kjærulff-Schmidt, Henning Carlsen og Erik Balling.
Alligevel rummer bogen mange læseværdige vidnesbyrd om markante kvinder, man med fornøjelse stifter bekendtskab med, deriblandt også dansk films mest ukuelige repræsentant for det stærke køn. Hun er stadig kampberedt, som da hun til slut udsiger, at hun vil bedømmes på sin sidste film (den mislykkede Bella, min Bella).
Personligt vil jeg nu meget hellere bedømme hende på hendes film nummer to, det sorte kriminaldrama Kristinus Bergman fra 1948, for det er nemlig hendes bedste spillefilm. Karakteristisk nok nævnes denne film ikke med et ord i bogen.

*Da verden var vores. Astrid Henning-Jensen fortæller til Barbara Gress. 219 sider, ill. 249 kroner. Aschehoug. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu