Læsetid: 5 min.

Drømmenes bro

16. april 1999

Med Hart Cranes 'Broen' præsenteres et af den internationale lyriks hovedværker
på dansk

DIGTE
Hart Cranes digtsuite Broen, hans poetiske hyldest til Brooklyn Bridge, foreligger nu endelig på dansk, og det med en i enhver henseende ganske imponerende litterær og kulturel ballast. Crane selv arbejdede på teksten i syv år. Påbegyndte den i 1923 som et svar på T.S. Eliots kulturpessimisme, storbylede og kulturelle ubehag i The Waste Land, Ødemarken.
Det var Cranes hensigt at skrive et epos båret af troen på den amerikanske fremtid. Men gang på gang kommer han til kort over for eposets form, og teksten brydes op, sprænges indefra i eksplosioner billeder af et modernistisk poetisk formsprog.
Cranes poetik byggede netop på forestillingen om metaforen som erkendelse, som bindeled mellem det velkendte og det ukendte. Hos Crane er det poesiens opgave at forene historie og nutid, mytologi og fremskridt, fantasi og teknologi.
Set fra en mere lokal vinkel har teksten også været længe undervejs. Bo Green Jensen og Jørgen Christian Hansen påbegyndte oversættelsesarbejdet i 1983 og arbejdede sammen på den frem til 1987. Et samarbejde som ophørte ved Jørgen Christian Hansens alt for tidlige død i 1989, og nu godt ti år senere har Bo Green Jensen så fundet manuskriptet frem igen, har haft det gennem maskinen endnu en gang til poetisk finpudsning.
Men digtet er ikke kun en storslået poetisk hyldest til Brooklyn Bridge, det nye Amerika og fremtiden, men også en slags litterært testamente, hvor Crane indskriver sin tekst i en en litterær tradition, ser sig selv som det 20. århundredes inkarnation af Poe, Whitman og Rimbaud, der træder frem som hans både poetiske og personlige valgslægtskaber.

Svimlende poetisk rejse
Digtkredsen er komponeret med en slags rammestruktur. Indledes med en fortale, der slår hele tematikken an, derefter besynges og fremmanes den amerikanke mytologi, historie, kulturelle og litterære arv indtil trådene samles og broen rækker ind i, forbinder sig med den afsluttende platonisk inspirerede utopi Atlantis.
En svimlende poetisk rejse gennem fortidens store mytologiske landskaber og historiske arv ind over nutidens korrumperede storby, et dødsrige, frem mod det evigt harmoniske ideale Atlantis. Et projekt med et enormt kunstnerisk vingefang, der skal bringe alle disse elementer på en poetisk form, finde et poetisk mønster, der kan holde sammen på Columbus, og den indianske jordånd Pocahontas, de spanske erobrere og de første guldgravere, kan forbinde den kulturelle og historiske arv med det moderne Amerika, med jernbanerne, undergrundsbanerne, storbyerne, og som kan skrive det op og ind i en litterær sammenhæng, der holder sammen på en lyrisk hvirvelvind af henvisninger til Biblen, Platon og Shakespeare, som så igen skrives op imod den amerikanske litterære arv fra Melville over Poe til Whitman.
Cranes vision var, at netop poesien besad evnen til at bringe alle disse disparate elementer på en fælles form, poesien var i stand til at fremmane et mønster i denne mangfoldighed, men et mønster som kostede syv års slidsomt arbejde.
Broens berømte arkitektoniske udformning med dens forening af klassiske stiltræk af næsten gotisk katedralagtig karakter med moderne funktionelle stålkonstruktioner og det elegante spil i de bærende kabler, forbinder ligeledes fortid og nutid, tradition og modernitet og indfanges i allerede i Cranes fortale. Den indfanger højstemt broens konstruktioner som en blanding af et klassisk instrument og et alter, det æstetiske og det utopisk visionære:
"O harpe og alter, i rasen forenet,/ (Hvordan kunne simpelt slid stemme dine strenges kor!)/En strålende port for profetens løfte/ Den udstødtes bøn og den elskendes råb".
Der er således i sjælden grad sammenhæng mellem tekststruktur og hovedmotivet. Brooklyn-broen var andet og mere end blot en højteknologisk konstruktion. Den fremstod allerede ved indvielsen i 1883 som en myte, et symbol på det nye ekspanderende Amerika, det sidste element som med jernbanen bandt hele kontinentet sammen, og som jo også senere blev et af de mest yndede motiver i moderne amerikansk kunst.
Whitman havde i 1856 besunget de menneskemasserne, der med færgerne skulle krydse Hudson floden, for at nå frem til den forjættede metropol. Og det er da også Whitman, som Crane næsten bogstaveligt tager i hånden som en slags poetisk rejsekammerat gennem mytologiernes og historiens landskaber.
Suitens største digt "Cape Hatteras" er således også Cranes hyldest til mesteren. Samlingens måske mest grundlæggende eksistentialistiske tekst, der sætter de store fundamentale spørgsmål om livet og døden på spil i et felt spændt ud mellem den almægtige og ubetvingelige natur og den moderne teknologi:
"Drøm ophæver drøm i dette nye rige af fakta/Fra hvilket vi vågner til drømmen om at handle;/Når han ser sig selv som et atom i et ligklæde-/Hører mennesket selv en motor i det høje!"
I dette næsten grænseløse rum, hvor mennesket er overladt til sine grundvilkår, er det helt konkret med Whitman i hånden vi oplever den amerikanske borgerkrigs rædsler:
"Ikke snart, ikke pludseligt, nej, giv aldrig slip/ Min hånd /i din/ Walt Whitman/ sådan-."

Med Poe i dødsriget
Digtet "Tunnelen" er samlingen mest markante storbydigt. En visionær beskrivelse af en nat gennem New York. Fra Times Square og ned i undergrunden, ned i underverdenen, i dødsriget på jagt efter nattens hurtige kontakter:
"Hjernens Hadesgrammofononer/Er selvoptrækkende tunneler, og elskov/ En brændt tændstik der flyder i et pissoir - ."
Her møder han så Poe, der som en levende død i sprit er ved at blive misbrugt af nogle valgsvindlere til falsk stemmeafgivning. Men som en anden Lazarus vender Crane tilbage til livet og jorden, og digtkredsen toner ud med den utopiske forløsning, med en tro på fremtiden og den utopiske krafts modvægt til den moderne storbys elendige natside:
"Gennem de fortøjrede kabeltråde rækker den hvælvende sti/Opad, drejer med lyset, strengenes flugt,-/Stramme miles af rejsende månelys synkoperer/Det hviskende mylder, kablernes telepati:/ Op gennem nattens indeks, granit og stål-/Sibyllinske stemmer flagrer, strømmer flakkende/Som om en gud var født af strengene..."
Cranes vision er således en slags åndelig genfødsel en tro på, at en ny åndelig kraft kan gennemtrænge, rense og dermed forløse den moderne elendighed, og en indsætten af digteren og dermed sig selv som den, der skal varetage og forvalte denne gerning. Det er troen på digteren, poesien som den store åndelige forløser, der gennemstrømmer dette monumentale værk.
Den oversatte lyrik har trange kår i disse år. Så ikke mindst af den grund bør man være taknemmelig for dette initiativ, og for det kolossale stykke oversættelsearbejde, som ligger bag denne overraskende udgivelse af et den internationale lyriks helt store klassikere.

*Hart Crane: Broen. Oversat af Bo Green Jensen og Jørgen Christian Hansen. 96 s., 160 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her