HÆNGNING VED daggry af Abdullah Öcalan er et af de krav, som har givet det ultranationalistiske parti, Nationalistisk Aktionsparti (MHP) et kanonresultat ved valget søndag i Tyrkiet. Et andet slogan, som faldt i god jord hos vælgerne: "Tyrkiet - elsk det, eller forlad det."
Med 18 procent af stemmerne (mod otte procent ved valget i 1995 og dermed under spærregrænsen på ti procent) bliver partiet overraskende landets næst-største - kun overgået af ministerpræsident Bülent Ecevits Demokratisk Venstreparti (DSP) der scorede over 21 procents tilslutning.
Begge partier har vundet på den tyrkiske nationalfølelse, der har nået himmelhøjder i kølvandet på arrestationen af Öcalan, lederen af Kurdistans Arbejderparti (PKK). Ecevit på grund af, at han kunne tage æren for tilfangetagelsen i februar af Tyrkiets "statsfjende nummer ét". Det nationalistiske MHP, fordi det i sin kampagne - med udgangspunkt i statens 'sejr' over PKK og udlandets uhørte krav om en fair retssag til Öcalan - har mindet folk ekstra om, at de er tyrkere i en tyrkisk stat. Og det vil sige noget særligt, noget de kan være stolte af: Som grundlæggere af en kultur, der strækker sig fra Balkan til den kinesiske mur.
"Der har altid været tyrkere," sagde MHP's general-sekretær Koray Aydin for nylig til Reuters, "Det tyrkiske folk har en tradition for at grundlægge stater. I periodeen har vi grundlagt stater. Den Tyrkiske Republik (fra 1923, red.) er den 16. i rækken." Aydin tilføjede, at tyrkisk-cyprioternes TRNC - Den Tyrkiske Republik på Nordcypern (udråbt i 1983, red.) - er den 17.
INVASIONEN AF det nordlige Cypern i 1974 efter et kortvarigt græsk-cypriotisk kup, der var styret af den daværende militærjunta i Athen og havde til formål at forene Cypern med Grækenland, er stadig noget, der kan skaffe stemmer. Et faktum, som også Bülent Ecevit har benyttet sig af. Det var ham, der i sin tid beordrede aktionen, der fandt sted i en af de tre perioder, hvor han var ministerpræsident i 70'erne.
Men det er og bliver Öcalans placering på en fæng-
selsø i nærheden af Istanbul, der har sat dagsordenen for valgkampen. Også for MHP med dets krav om at få hængt terroristen.
"I hundredevis af år har imperialistiske kræfter blandet sig i denne region i deres forsøg på at skabe et kurdisk problem. Der er ikke noget kurdisk problem i Tyrkiet, der er et terrorist-problem i Tyrkiet, og det vil vi løse," sagde generalsekretær Aydin i valgkampen.
Hvilken opskrift, han vil anvende, behøver man blot at kigge på partiets unge, radikale aktivister - De Grå Ulve - for at finde ud af. De Grå Ulve stod i 1970'erne bag en række optøjer og gadekampe med venstreorienterede aktivister i gaderne i Tyrkiets storbyer. Kampene kostede op mod 5.000 livet og banede vejen for militærkuppet i 1980'erne, hvor blandt andre Ecevit blev sat bag tremmer. De Grå Ulve kom igen i fokus i 1996 i forbindelse med skandalen om ultra-højreorienterede banders drab på ventstreorienterede og kurdiske aktivister.
SELV OM Ecevits DSP har vundet på nogle af de samme følelser i den tyrkiske befolkning, som MHP's leder Devlet Bahceli har kørt på, så er der alligevel forskel på partiernes programmer. Ecevit er en venstreorienteret nationalist. Bahceli en ultrahøjreorienteret. Derfor ligger det ikke lige for, at Ecevit vil søge at inddrage højrenationalisterne i sin næste regering.
Han ventes først at prøve med Moderlandspartiet (ANAP), ledet af Mesut Yilmaz og Den Rette Vejs Parti (DYP), der har Tansu Çiller som rorgænger. Begge partier gik tilbage til hhv. 13 og 12 procent af stemmerne, og de har netop mistet deres vælgere til de to vinderpartier. Om det kan lade sig gøre at danne sådan et trekløver, og om det er nok til et absolut flertal, er i skrivende stund uklart. Fast ligger det, at det ikke længere er muligt at støtte sig til det Republikanske Folkeparti (CHP), der ikke kom over spærregrænsen. Det islamistiske Dydens Parti (Fazilet) vil Ecevit heller ikke indrage, også fordi hæren vil sætte sig imod. Islamisterne gik iøvrigt overraskende tilbage fra at være Tyrkiets største parti til kun at opnå 15 procent af stemmerne. Det skyldes først og fremmest, at det kurdiske parti HADEP tog en masse stemmer i det sydøstlige Tyrkiet fra islamisterne. For HADEP, der har måttet se sin valgkamp torpederet af ransagninger af partikontorer, arrestationer af ledere og myndighedernes aflysninger af valgmøder, var det imidlertid en skuffelse, at det på landsplan kun opnåede godt fire procent af stemmerne. Partiet kommer ikke ind i parlamentet, men Ecevit ville ikke have samarbejdet med partiet alligevel. Dertil er dets krav om forhandlinger med PKK uspiseligt for ham.
DET KAN altså endnu ikke udelukkes, at MHP kommer i regering. Men hvis ikke, vil partiet med sin fremgang alligevel være med til at trække tyrkisk kurder- og udenrigspolitik i en ganske kompromisløs retning.
Partiets succes repræsenterer et dårligt varsel. Både for en opblødning i Cypern-spørgsmålet, menneskerettighederne og for den nødvendige politiske dialog om det kurdiske spørgsmål.
Kun få havde vel troet på en ny æra i tyrkisk politik efter et valg i denne 'stemningsfulde' periode. Men de færreste havde nok regnet med, at nationalismen ville komme så stærkt til udtryk, som den gjorde. Det tyrkiske samfund er på vej til at blive polariseret mellem nationalister og ikke-nationalister - med sidstnævnte som en stadig mindre gruppe. Hele den politiske dagsorden rykker mod højre, så der levnes næppe plads til bløde mellemveje. Det er et spørgsmål om at ære og elske Tyrkiet og systemet. Eller skride.brun
