12. Nordiske Filmfestival i Nuuk har rykket Grønland nærmere Norden og placeret Danmark som grønlændernes foretrukne filmland
FILMFESTIVAL
NUUK - Filmen er ikke bundet af fornuftens begrænsninger. Måske netop derfor er filmen så god til at binde Grønland sammen. For Grønland kan ikke fattes blot med fornuften. Heller ikke af grønlændere. Der må mere til. Drømme, udtrykt i et kreativt filmsprog, kan være et nok så virksomt middel.
Det blev klart under den 12. Nordiske Filmfestival i Nuuk. Aldrig har så mange grønlændere på så få dage set - og debatteret - så mange film. For festivalen var et åbent arrangement i Grønlands legendariske kulturhus, Katuaq. Tilstrømningen var så stor, at en dispensation fra brandvæsenet blev nødvendig for at skaffe alle ind. Brandvæsenet gav efter for et folkeligt pres.
Verdenspremiere
Enhver stamme og ethvert folk har en trang til at udtrykke sig i tidens sprog. Fra hulemalerierne til de nyeste grønlandske lavbudget-film har trangen til at udtrykke sig om egne anliggender overvundet formidlingsmæssige vanskeligheder, der tilsyneladende var uovervindelige.
Stærkest oplevedes effekten af dette ved verdenspremieren på filmen Gensyn med Østgrønland. Den dengang 90-årige forfatter og eventyrer Kirsten Bang genså i fjor det Østgrønland, hvor hun for 60 år siden indledte sit forfatterskab. Det er der i Karen Littauers indsigts- og indlevelsesfulde instruktion kommet en film ud af, der er langt mere end en spektakulær turistfilm.
Filmen er Kirsten Bangs følsomme, men aldrig sentimentale oplevelse af de helt ubegribelige forandringer, som det lille østgrønlandske folk har gennemlevet på 60 år - og som er i den grad ufattelige, at også mange i Vestgrønland har svært ved at forstå dem. Det mærkes så sent som under valgkampen i Grønland i februar.
Men Kirsten Bang og Karen Littauer, begge med solid Grønlands-erfaring i bagagen, kan kunsten at fortælle om mennesker. 'Det fjerne Østen', som vestkyst-grønlændere undertiden lettere distancerende kalder Østgrønland, rykker os i filmen nær - henover forskelle i sprog, tidszoner og mentalitet. Grønland bliver med denne film forvandlet fra et stammesamfund til et folk. Den blev modtaget med klapsalver, der fik taget til at hæve sig til nordlys-højder. 'Det fjerne Østen' blev nærværende i vestkysthovedstaden Nuuk.
Storslået kavalkade
Festivalen var en storslået filmkavalkade, der strakte sig over hundrede år. Den første 'grønlandsfilm' er optaget af Peter Elfelt i Fælledparken i København! Grønlandske slædehunde viser køreteknik i en vinterklædt park anno 1896.
Senere fulgte danske 'imperieopbyggende' film om indsatsen for at gøre grønlændere til rigtige danskere. Så kom naturfilm om 'de ædle vilde'. Senere igen oprørsfilm mod danskervældet - og nu identitetssøgende grønlandske film som en del af vejen mod kulturel selvstændighed.
Film på film fastholder udviklingsforløbet. Festivalen blev en enestående anledning til at få set i sammenhæng, hvad der ellers kun præsenteres løsrevet.
Det har ikke skortet på advarsler om, at det ikke var klogt at placere den nordiske filmfestival så 'afsides' som i Nuuk. Men skeptikerne er gjort til skamme. Festivalen har fået de grønlandske filmfolk til at organisere sig, og der er allerede skabt formaliserede kontakter til filmarrangementer i Norge og Tyskland.
Skrivebords-administratorernes tid er forbi. Filmfestivaler skal ud i anderledes miljøer. Efter Inuit-hovedstaden Nuuk er der planer om en kommende festival i Same-hovedstaden Kautekeino. Det lokale engagement lokker. De store vil gerne besøge de små.
Grønlændere plejer ikke ligefrem at stå i kø for at rose danskere. Men en publikums-afstemning om bedste spillefilm på festivalen blev et dansk triumftog: Filmene Mifunes sidste sang, Den eneste ene og Manden som ikke ville dø tog første-, anden- og tredjepladesen. Medens film fra Sverige, Norge og Island måtte nøjes med en fjerde-, femte- og sjetteplads. I det mindste inden for film er rigsfællesskabet en realitet.
Den 12. nordiske filmfestival flyttede Norden ind i Grønland. I hvert fald i 'film-geografien' er Norden nu Grønland nærmere end Nordamerika.
Grønland har gjort et stort indtryk på festivalens udenlandske deltagere. Ikke blot med en stilhed, de ikke er vant til at opleve. Men nok så meget med en ny generation af grønlændere, opfyldt af håb og tillid til eget talent.
Lærestykke
Helt parallelt med, hvad Kirsten Bangs film kom til at betyde for forståelsen af Østgrønland, fik William Longs film Vision Man på festivalen stor betydning for forståelsen af polareskimoerne i det nordligste Grønland.
Østre Landsret burde have været til stede i Nuuk for at følge debatten om denne film. Det kunne have tilført landsrettens behandling af Thule-eskimoernes sag mod den danske stat vigtige grundlæggende præmisser, der intet har med jura, men med identitet at gøre.
William Long er australier, bosat i Sverige, men har fravalgt både den australske og den samiske urbefolkning for at kaste sig over polareskimoerne. Han fremstiller altså ikke egne indfødte, men andres! Det giver ham mulighed for en friere fremstilling.
Vision Man er en film uden de skarpe standpunkter, men med en suveræn reflekterende kamera-føring, der indfanger en gammel Thule-fangers liv. Filmen fortolker verden, set ud fra polareskimoiske præmisser, i det tidsrum, hvor Thule fik gadelys i stedet for nordlys. Vi møder både den påtrængende virkelighed og den årvågne fanger, der er opmærksomhed på alt i omgivelserne. Måtte denne opmærksomhed over for 'alt i omgivelserne' rettidigt nå ind i Østre Landsret!
