Læsetid: 7 min.

Flygtninge i friluftsbadet

20. april 1999

Alle lokaliteter tages i brug for at huse Kosovo-flygtninge i Albanien. Europas fattigste land gør sig parat til at huse en halv million traumatiserede mennesker

MUDDERHELVEDE
TIRANA - Pishinat, friluftsbadet, er det grønne område i udkanten af Tirana, hvor den albanske hovedstads indbyggere plejer at tage hen, når de skal slappe af i det grønne på en søndag, dyppe legemerne i lokalitetens to store svømmebassiner og sole sig på de græsbevoksede skrænter.
Sådan bliver det nok ikke til sommer. Friluftsbadet har fået nye gæster. Foreløbig er 3.500 Kosovo-albanske flygtninge indkvarteret her - enten i grønne army-telte, i græsk-donerede mobil homes eller i et stort idrætskompleks i nærheden.
Efter to dages voldsomt uvejr over Balkan, med torden, blæst og ruskregn, lever Pishinat op til sit navn. Stedet sejler i vand, de stærkt optrådte stier er et søle af mudder, og inde i teltene har lejrledelsen måttet lægge madrasserne op på træpaller - i det omfang, det har været muligt at skaffe nogen - for at undgå at alt ødelægges af smatten.

Passiv afventen
Nogle børn løber rundt og spiller fodbold, men ellers er lejren præget af passiv afventen. Kvinder står i lange rækker foran lejrens ene vaskerum for at få vasket det tøj, familien har båret under dages eller ugers flugt. Andre står med deres aluminiumsspande i kø foran madteltet for at få udleveret dagens ret: kyllingsuppe med pæne stykker kød i og brød.
Toiletterne stinker langt væk, og bruserummene sejler i mudder. Alt for mange mennesker deles om alt for få faciliteter.
Monotone beskeder brøler gennem lejrens højttaler-system: Praktiske meddelelser og annoncering af en videofilm for børnene blander sig med efterlysninger af bortkomne familiemedlemmer.
I teltene sidder eller ligger flygtninge passivt hen omgivet af de få ejendele, de nåede at få med sig. Foran et af dem er søstrene Blerina og Vlora Bytyci i gang med at udbedre skaderne efter nattens og formiddagens heftige regnskyl.
"Teltene er utætte og uden bund, så der trænger masser af vand og mudder ind," siger den 25-årige storesøster, Blerina. Hun kom for tre uger siden til lejren sammen med sin mand og tre måneder gamle baby, sin mor, søster og bror, onkler og tanter og nogle af deres børn - i alt 12 personer, der i et ukendt antal måneder skal leve i samme telt i lejren ved friluftsbadet.

Slagtet som et dyr
Blerina og Vlora Bytyci er tydeligt præget af de voldsomme begivenheder, de har været udsat for i den seneste måned; af den trøstesløshed, lejren emmer af på en råkold og våd aprildag; og af den usikkerhed, der omgiver hele deres tilværelse. Flere gange, mens jeg taler med dem, bryder de ud i gråd. Stille tårer, der nærmest ustoppeligt løber fra øjenkrogene og må tørres væk med håndryggen med et genert blik.
Først og fremmest er Blerina bekymret for sin tre-årige søn, Hysen, der blev syg, da familien måtte overnatte i det fri under flugten og nu igen ligger febervarm under et tæppe i det fugtige telt.
Familien får nok af mad og mælk, men udover det indtrængende vand og mudder i teltene er tøjet det største praktiske problem. Der er kun koldt vand i hanerne i vaskerummet, tøjet må vaskes med sæbe, og det er umuligt at vaske stanken fra den lange flugt af.
Og så er Blerina dybt præget af tankerne om al den ondskab, hun har set og gennemlevet.
"Her er alt for god tid til at huske," siger hun.
Hun husker de maskerede mænd, der trængte ind i familiens hjem i Prizren bevæbnet med geværer, store knive og jernrør. Hun husker moderen, der er dårligt til bens og blev slået med et jernrør, fordi hun ikke kom hurtigt nok af sted.
Men først og fremmest husker hun faderen, der var med i den Kosovo-albanske befrielsesbevægelse UCK.
"Derfor dræbte de ham på den værste måde," siger Blerina, og græder igen.
Faderen blev som "terrorist" slagtet som et dyr, fortæller Blerina. Arme og ben blev skåret af et efter et, indtil halsen til sidst blev skåret over. Altsammen for øjnene af familien, der blev tvunget til at se på.
"Vi fik ikke engang lov at begrave ham, før vi blev jaget af sted," siger hun.
Som med alle disse makabre beretninger om de serbiske militsers ugerninger, kan man foreløbig ikke verificere, at det gik sådan til. Det var ikke tiden og stedet for en krydseksamination. Men Blerina skulle tage sig voldsomt sammen for at fortælle, hvad der var sket, og beretningen kom usammenhængende - hele tiden afbrudt af tårer. Det virkede ikke som et propagandanummer.

Slettet af landkortet
En lidt mere optimistisk stemning finder jeg i et af de mobile homes, den græske regering har givet. Jeg bliver budt inden for med traditionel albansk gæstfrihed af familien Palucaj fra landsbyen Klin nær Peja (serbisk: Pec) i det nordvestlige Kosovo. Og bliver straks sat på en madras og budt på pølse fra Kosovo og kiks.
Familien Palucaj - igen med onkler og tanter, fætrer og kusiner - har det tørt og varmt i den "to-værelses", alle 15 deler. De er bønder og vant til primitive forhold og mistede ikke "andet" end deres dyr, deres hjem og deres indkomst, da de en dag for tre uger siden blev omringet af serbisk politi og para-militære styrker og fik 10 minutter til at pakke det nødvendigste og komme væk. De samlede familien og kørte i biler og på traktorer. Da de så sig tilbage, fik de et sidste glimt af den landsby, der nu stod i flammer og var på vej til at blive slettet af landkortet.
Køretøjerne tog de serbiske politistyrker sig af ved grænsen. Og de 900 D-mark, familien havde skjult, måtte de give til en albansk lastbilchauffør som betaling for at komme væk fra menneskehelvedet ved grænsen og ind til lejren i Tirana.
Også her klages der over manglende muligheder for at få vasket tøjet rent. Ellers er familien sluppet helskindet igennem og bor omgivet af nogle naboer fra landsbyen.
Billedet af en smilende ung mand foran en bil er hængt op på væggen, omkranset af en blomsterdekoration. Det er sønnen Anton, der rejste til Østrig og tjente penge. Han blev dræbt af serbisk politi for to år siden - ikke engang to uger efter, at han var vendt tilbage til Kosovo for at tilslutte sig partisanbevægelsen UCK.
Det anfægter ikke familien, der allerede har sendt tre unge mænd tilbage til Kosovo for at kæmpe.
"Vi ønsker fred, men nu er der ingen anden vej end krig," siger de to familiers gamle mænd, Mark og Nikoll.
Også fætrene Tush og Kol er på vej tilbage.
"Vi vil lige se til, at børnene og kvinderne klarer sig, så tager vi også til Kosovo. Men for øjeblikket er der mere at gøre her. UCK mangler våben, og tusindvis af mænd sidder og venter i lejre ved grænsen for at komme ind og kæmpe. NATO må give os våben," siger Kol.

Åbenlys hvervning
UCK driver åbenlys hvervekampagne både i lejrene og i Tiranas gader. Plakater opfordrer alle mandlige flygtninge mellem 18 og 55 år til at melde sig, og andre opfordres til at støtte økonomisk.
Det hænder, siges det i Pishinat-lejren, at agitatorer fra UCK også kommer ind i lejren for at overtale folk, der er lidt langsomme med at komme af sted. Men som regel er unge mænd helt ned til 16 års-alderen mere end villige til at melde sig - og de albanske myndigheder synes ikke at lægge hindringer i vejen. Således kan alle frit forlade lejren.
Kun mødrene bekymrer sig: "Jeg har hørt tale om, at de ikke får nok at spise," siger Bete, en af Palucaj-familiens seje bondekvinder.

Langvarigt ophold
Palucaj-familien har indrettet sig og er tilfredse i deres græske mobile-home, mens familien Bytyci højst kan blive i teltet, til efteråret sætter ind.
I Pishinat-lejren har man opgivet håbet om en hurtig tilbagevenden, og lejrledelsen er ved at indrette køkkener, så familierne selv kan lave mad.
En gruppe flygtninge er ved at arrangere en fodboldturnering, en anden vil lave en primitiv avis, hvis hovedindhold skal være nyheder fra Kosovo og efterlysninger af oplysninger om familie og pårørende. Livet skal leves - trods alt.
"De albanske myndigheder regner nu med, at krisen bliver langvarig, og vi er i fuld gang med at bygge lejre af en rimelig kvalitet," siger Erling Bjørk Andersen, leder for Dansk Røde Kors' hold i Albanien.
Hele 70.000 flygtninge er indkvarteret hos private albanske familier, men da tusindvis af nye flygtninge hver dag krydser grænsen, og der således mandag ifølge UNHCR befandt sig 365.000 Kosovo-albanske flygtninge i Albanien, må flere hundrede tusinde indkvarteres i lejre.
Dansk Røde Kors er ved at indrette lejre til 20.000 flygtninge - fordelt på to områder, i Lëzhe 60 km nord for Tirana og i Vlora i det sydlige Albanien. Desuden giver Dansk Røde Kors støtte til familier, der indkvarterer flygtningefamilier.
"Problemet med lejrene har været, at de private grundejere kræver store erstatninger for jorden. Desuden har vi - især i det sydlige Albanien - problemer med sikkerheden, der er mange bander i omløb. Nød og sult giver folk, der ikke har skrupler, mulighed for at blive rige," siger Erling Bjørk Andersen.
Den albanske regering har gentagne gange slået fast, at den ikke - som nabolandet Makedonien - vil stoppe for flygtningestrømmen.
"Men omvendt står det klart, at albanerne, der selv er Europas fattigste folk, kun kan klare denne enorme opgave i det omfang, de får hjælp udefra," siger Bjørk Andersen.
For de to familier Bytyci og Palucaj gør den seneste tids udvikling i Kosovo det mere og mere usandsynligt, at de kan vende hjem inden så længe.
Krigsforbryder-regimet i Beograd fortsætter den nådesløse endlösung af albaner-problemet, og NATO er præget af rådvildhed og uden vilje til at indsætte de landstyrker, der kunne gøre en forskel. Det bliver en meget lang og temmelig trist ventetid i Pishinats mudderhelvede.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her