Uden det livslange, naturlige fjendskab mellem dommer og spillere ville der ikke være meget ved en oldboys-kamp
GAMLE DRENGE
Det er sjovt at spille oldboys-fodbold. Men det er ikke så sikkert, det bliver ved med at være det. Skærtorsdag kom Jyllands-Posten med en foruroligende nyhed. Paul A. Jensen, formand i Dansk Fodbolddommer-Union, fortalte, at vi på landsplan mangler op mod 1.000 dommere. I efteråret '98 begyndte man derfor at eksperimentere med et nyt koncept, så 'flere kampe i de laveste senior- og ungdomsrækker blev afviklet uden dommer.'
For os, der livet igennem har spillet i 'de laveste senior- og ungdomsrækker', er sådan en nyhed ikke bare en nyhed. Vi er dybt inde og røre ved selve fodboldkulturens livsnerve, derinde, hvor man i et øjebliks ubetænksomhed måske pludselig kommer til at opløse og postmodernisere et af århundredets få faste holdepunkter: fodboldkampen.
Lort i lommer
En fodboldkamp er jo ikke nogen simpel størrelse. Selv i min nuværende 50-årige oldboys-regi er der altid mindst fire komponenter, der kommer i interaktion: 1) et hjemmehold 2) et udehold 3) en dommer og 4) et publikum. Ganske vist vil publikum i min oldboys-række som regel begrænse sig til seks mand - hvert hold har tre udskiftere. Men det er da sket, at vi har spillet hjemmekamp lige efter, at juniorholdet har trænet, og da det er et ret lille bysamfund, hvor de unge ikke har nogen steder at hænge ud, er vores supporterhjørne så blevet forstærket med en ti-femten mand, der ellers bare ville have en lang, udsigtsløs onsdag aften foran sig. Så kommer der pludselig liv i kludene og gang i tilråbene, og dommeren kan mærke, at det ikke bare er en tilfældig kamp et tilfældigt sted, han er ude og dømme. Vi har også lige fået en tilflytter fra Vejle, som har lært os en slagsang, de brugte dernede, dengang han var dreng:
Dommer! Dommer!
Du har lort i lommer!
Den kan vores juniorhold godt lide, og den lyder også bedre, når de er med, end når det bare er vores tre udskiftningsspillere, der sidder og råber. I øvrigt kan man godt få rødt kort, selvom man sidder på udskiftningsbænken.
At vi skulle kunne gennemføre kampene uden publikum, kan jeg til nød forstå, ja, det er jo næsten det, vi gør. Men så meget desto vigtigere bliver det med dommeren. I interviewet i Jyllands-Posten er Paul A. Jensen inde på noget af det samme. Han fortæller om, hvordan man har forsøgt at afvikle de dommerløse kampe 'under ledelse af en frivillig tilskuer eller holdleder, der på bedste beskub prøvede at dele sol og vind lige.' Men han tror ikke meget på det, for 'spillerne i Drenge B eller serie 6 tager også deres fodbold alvorligt.'
Mænd til drenge
Netop. Vi tager vores fodbold alvorligt. Og én af de ting, vi aldrig spøger med, det er vores forhold til dommeren. Lige siden vi engang i 1950'erne for første gang fik striber af fejlkendelser imod os, offsider, omkast, filmede frispark osv., har vi vidst, at her var der én, der var værre end vores værste skolelærer: beslutsom, selvretfærdig, inappellabel. Og den lille udglattende bemærkning, det lille kammeratlige puf eller det lille afvæbnende smil, vi siden har set så mange gange på Peter Mikkelsens ulidelige fjæs - vi har altid vidst, hvad det i virkeligheden betød: 'Jeg har dømt, spil så!'
Uden dette livslange og helt naturlige fjendskab mellem dommer og spillere ville der ikke være meget ved en oldboys-kamp. Den er jo det sted, hvor cirklen sluttes. KB's gamle valgsprog: 'Gør mænd til drenge og drenge til mænd' udtrykker det meget godt: i 40 år har vi bidt alt i os og løbet rundt og opført os som små mandfolk. Men oldboys-kampe for 50-årige, dem spiller vi udelukkende for at få drengen på banen igen.
Smeden
Det er såmænd ikke fordi, der bliver begået specielt mange frispark i vores kampe. Oppe foran har vi en enkelt Miklos Molnar-type, som hedder Smeden, men ham kender modstanderne efterhånden, så de holder lidt afstand, når han begynder at kaste sig rundt i alle retninger. Men generelt er vi blevet for langsomme til at komme med tacklinger, ja endda efter-tacklinger - når først en modstander er sluppet forbi, så er det løb kørt. Vi er jo heller ikke særlig fikse længere, så vi kan lave små dirty tricks med hurtige albuer i hovedhøjde og den slags - vi spiller i det hele taget ret fair, også mere fair, end vi egentlig bryder os om. Nej, det vi gør, når vi skal sætte lidt farve på en kamp, det er at provokere dommeren. Her synes jeg, Paul A. Jensen rammer noget ved siden af, når han udtrykker bekymring over de dommerløse kampe, fordi de "har udløst nogle løjerlige situationer med tvivlstilfælde og skænderier.' Det har jo ikke noget med dommer eller ej at gøre, vores kampe er altid fulde af tvivlstilfælde og skænderier. Men det, der gør dem sjove, det er, at dommeren har de her gule og røde kort med.
Tillykke til dommeren
Vi har en midtbanespiller, der hedder Anders, som plejer at gå rundt i hele første halvleg og spørge os andre, hvor den egentlig står, den her automat, hvor man trækker sin dommereksamen, og hvis ikke han er blevet vist ud inden pausen, så er han straks fra starten af anden halvleg henne og give hånd og sige tillykke til dommeren, når modstanderne har scoret på et forkert dømt straffe. Vi har også en lille gruppe på fire-fem mand, som plejer at omringe dommeren og klappe, når han omsider dømmer en offside efter at have godkendt to offside-mål. Her er det jo smart, at vi er fem mand om det, så han ikke bare kan vise os allesammen ud. Som regel vælger han så én ud (Anders) og nøjes med at give os andre en henstilling, for selv en advarsel udløser jo ti minutters udvisning, og der er heller ingen grund til at ødelægge resten af kampen, hvis det er lige i starten af anden halvleg, hvor der alligevel er masser af tid tilbage til at vise os andre ud på et mere belejligt tidspunkt.
'Gør mænd til drenge' - jeg kunne ikke have sagt det bedre. Men hvordan det skulle kunne lade sig gøre uden dommer, det har jeg svært ved at se.
