For tusinde år siden var englænderne forbløffende høje, havde stærke tænder og udførte allerede hjerneoperationer. Men mangel på avanceret teknologi var alligevel deres akilleshæl
ÅR 1000
Det første årtusindskifte forløb uden de store nytårsfester. De færreste mennesker var klar over, hvilket år de befandt sig i, og blandt de lærde, som mente at vide det, var der stor uenighed, hvornår nytår år 1000 ville oprinde.
I en ny bog The Year 1000 af Robert Lacey og Danny Danziger får vi blandt andet historien om, hvorfor årtusindsskiftet ikke fik folk til at hamstre og gå i panik. Den kristne tidsregning, der som bekendt starter med Jesu fødsel, var blevet standardiseret med værket De Temporum Ratione i år 725 og populariseret i England i år 731 af den ærværdige munk Beda. Den nye kristne kalender var baseret på tidligere kalendersystemer som den romerske og den hebræiske, da det naturligvis var vigtigt for kirken at etablere det korrekte tidspunkt for vigtige jødiske begivenheder som påske. Der var naturligvis uheldigt, at Jesus fødsel ifølge den nye kalender så faldt fire år efter Kong Herodes død, hvilket ikke helt passer med versionen i Biblen. Det var også mindre heldigt, at kalenderen lige som det romerske talsystem ikke havde begreb om nullet og derfor missede de første 12 måneder i år nul.
Den historiske præcision var dermed mindre god, men så længe der var konsensus blandt kalenderbrugerne, så var det til at leve med. Langt værre var det, at de lærde var uenige om, hvilken dato der markerede årskiftet. Nogle mente, at det naturligvis måtte være den 25. december, som var Jesus' fødselsdag, mens andre mente, at man skulle bruge undfangelsesdatoen, der måtte ligge ni måneder tidligere, den 25. marts. Andre igen var mere tilbøjelige til at benytte den romerske tradition, som foreskrev den første januar som årets begyndelse.
Renlige danskere
Sådanne spidsfindigheder lå imidlertid fjernt for langt de fleste mennesker i år 1000. De færreste kunne læse og skrive, men det ville være forkert at tro, at de var mindre intelligente af den grund. Deres hjernestørrelse og mentale evner var fuldstændig som vores.
Middelaldermennesket havde blot en mindre avanceret teknologi, og derfor andre muligheder. Tag blot påklædningen: Knappen var endnu ikke opfundet og de fleste englændere gik derfor i tunika. Klimaet var imidlertid to til fire grader celcius varmere dengang, og vindyrkning var udbredt helt op til egnene omkring London.
De fleste ville blive overrasket over at se, hvor høje menneskene var dengang. Senere tiders kroniske epidemier, overbefolkning og underernæring havde endnu ikke sat sig på højden. Englænderen i år 1000 var således velnæret, men levede ikke så længe. Halvtredsårige fremstod som oldinge og teenage-brude var et udbredt fænomen.
Hygiejne - eller mangel på samme - var det største problem for menneskene dengang. Toiletterne var oftest placeret ved bagdøren, og vejen til køkkenet var derfor kort for fluer. Parasitter som diverse maveorme, lopper og og andet utøj stortrivedes. Badning var et næsten ukendt fænomen. Et samtidigt dokument foreskriver munke fem årlige bade, hvilket for den jævne befolkning grænsede til fanatisme. Et andet dokument fra den tid forarges over danskerne, som badede og vaskede hår hver lørdag, men var dog ikke blind for, at det gav dem større chancer hos kvinderne.
Hjerneoperationer
Middelaldermennesket var naturligvis plaget af allehånde dårligdomme, og det skortede derfor ikke på remedier til at lindre og kurere. Desværre havde man endnu ikke opdaget sammenhængen mellem mikrober og sygdomme, og blandt andet derfor var langt de fleste remedier i bedste fald ineffektive.
Øverst på den officielle liste over remedier var naturligvis den kristne tro og korsets tegn, der fungerede som et antiseptisk middel for mange. Men der fandtes naturligvis også et utal af urterecepter, hvoraf nogle få faktisk virkede, men hvor langt de fleste i bedste fald var uskadelige. Den mest udbredte kureringsmetode, åreladning, var også en af de farligste, som fatalt svækkede allerede sygdomsvækkede mennesker.
Men middelaldermennesket udførte også avancerede hjerneoperationer som trepanering. Den succesfulde heling af kraniehullet fortæller os, at patienterne har overlevet operationen med en god del år. En tilsvarende operation bliver også udført i dag for at lindre kranietrykket. Det ville imidlertid nok være tvivlsomt at tilskrive operationen en terapeutisk værdi. Snarere har den formodentlig fungeret som led i et eksorcistisk ritual.
Danegæld
Englænderen i år 1000 var plaget på mere end sit helbred, for hvert år ved sommertid ankom langskibene til Englands kyster. Danske, svenske og norske vikinger havde i mange århundreder hærget kysterne i England og Normandiet. Englænderne var magtesløse overfor angrebene, og mange byer valgte derfor at betale sig fra det. "Danegæld" blev dette kendt som, og mange engelske mønter er siden blevet fundet på skandinavisk territorium.
Men nogle af vikingerne slog sig ned i England og deres sprog, oldnordisk, blandede sig snart med angelsaksernes englisc. Mødet mellem disse sprog udviklede sig efterhånden til moderne engelsk. Den dag i dag afslører engelske stednavne stadig deres oprindelige tilhørforhold. Vikingernes efterkommere boede i landsbyer med navne som Grimsby, Derby, Lowestoft og Windscale, mens angelsakserne boede i Reading, Felixstowe, Kingston og Hampstead.
Vikingernes indflydelse kan også aflæses i ugedagenes navne, som blandt andet blev taget fra de gamle nordiske guder og siden accepteret af den kristne kirke: Tiw's-day, Woden's-day, Thor's-day og Frig's-day kommer ligesom på dansk fra Tyr (Tiw) Odin (Woden), Thor og Freja (Frig).
Men i år 1016 fik vikingerne med danskeren Knud den Store for en stund herredømmet over hele England. Knud flyttede hele sit hof til England, og var ved sin død i 1035 enehersker i England. I 1066 overtog normanneren William Erobreren efter slaget ved Hastings herredømmet over England.
For den almindelige englænder var der ikke den store forskel, om man var angelsakser eller efterkommer af vikinger. Englænderen var landmand og boede i landsbyer, som han meget sjældent forlod. Han giftede sig og fik børn med en kvinde, der sjældent var fra længere borte end nabolandsbyen.
Landmanden holdt husdyr og dyrkede sine afgrøder. Husdyrene var betydeligt mindre end både på romernes tid og i dag, da man ikke maksimerede avlingsmetoderne. Man levede på en diæt af korn, frugter og vildt. Det hyppigst forekommende vildt var iøvrigt fritgående grise, som var store og bidske.
Englænderen i år 1000 havde hverken spinat, sukker, kartofler, kaffe eller te, og havde derfor forbløffende gode tænder. Men når højsommeren ankom, så var lagrene ved at være tomme og juli måned blev derfor kendt som hungersmåned.
Dommedagspanik
Johannes' Åbenbaringen (20:1-3) beskriver, hvorledes djævelens rige vil komme efter tusinde år, og blandt de kristne munke var der nogle, der tog denne profeti og tallet 1000 meget alvorligt. Munken Ralph Glaber, som på grund af et stridsomt sind og en rask tunge blev smidt ud fra mindst seks forskellige klostre, skrev et fem-binds værk om sin tid. Værket er blandt vores vigtigste skriftlige kilder til livet på den tid.
Som optakt til årtusindskiftet skriver han om de tegn, der indvarslede djævelens rige. Kometen Halley's fremkomst i 989 var naturligvis blandt disse varsler, hvor også vigtige og indflydelsesrige mænds død og kætteri på Sardinien optræder.
Alt i alt synes der, hvis man skal tro Glaber, at have været optakt til panik blandt munke og andre lærde kristne. Hvorvidt dette også gjaldt almindelige mennesker er højst tvivlsomt, da testamenter fra tiden op til årtusindskiftet intet nævner om dommedagens snarlige komme.
Men som vi ved, så kom og gik år 1000 ganske som årene forinden. I stedet synes tiden umiddelbart efter årtusindskiftet af have været præget af en opblomstring med genopbygning af kirker.
Munken Glaber var imidlertid lige som så mange andre mennesker overbevist om, at han levede i en speciel tid, og i 1033 skriver han igen om dommedagsprofetierne. For Bibel-citatet taler jo om tusinde år efter Jesus, og han døde ifølge Biblen på korset i en alder af 33 år.
Så når årtusindskiftet er veloverstået og verden forbavsende nok stadig står - med eller uden computere - så kan vi lære af historien og af den lille velskrevne bog The Year 1000, at dommedagsprofeterne får sig endnu en chance i år 2033. Og hvis det skulle fejle, så kan de sande profeter jo altid give sig i lag med et af de andre kalendersystemer.
*Robert Lacey & Danny Danziger: The Year 1000, Little, Brown and Company, £12.99
