Læsetid: 4 min.

Den første nat med kliken

3. april 1999

Hvordan redaktør Knas Klaskholm Hansen omformede pengene fra Statens kulturfond til papirflyvere på en våd nat på Bi-Bo Bar

BURLESKE
Vi har tidligere med hjælp fra en hemmelig kilde, Dyb Stemme, afsløret (18. marts), hvordan en redaktør fra det københavnske bladmiljø, som i artikel efter artikel anklagede nogle kunstnere for at have sugerøret langt nede i statens kulturkasse, selv havde snabelen dybt nede i selvsamme kasse. Så langt nede, at det lød som en slamsuger, der opsamlede det sidste, der var.
Da redaktøren er meget fintfølende og helst ikke vil have, vi nævner hans navn, så lad os da i medfølelsens navn kalde ham for Klas Knastholm Hansen, hvilket altså ikke er hans rigtige navn. Det skulle herved være fastslået.
Da redaktøren sammen med sin klike havde søgt og fået et syvcifret beløb til at arrangere en kulturudstilling for i Rundetårn (som vi i det følgende vil kalde Det Firkantede Tårn), skulle det naturligvis afgøres, hvordan pengene skulle anvendes. Under disse debatter skete det hverken værre eller bedre, end at folk internt i kliken, blev uenige. Det kom til højlydte meningsudbrud... indtil en behjertet person i klikens midte foreslog, at man henlagde residensen til et værtshus, for, som det hed sig, "at snakke om tingene". Valget faldt på det i kulturkredse så kendte Bo-Bi Bar (i det følgende kaldet Bi-Bo Bar).

Konsensus
Nogle af pengene skulle givetvis bruges til kulturudstillingen - det var der trods alt konsensus om - men andre kunne f.eks. bruges til en flaske god, gammel scotch, indkøbt på Bi-Bo Bar. Også det var der konsensus om.
Med flasken på bordet fortsatte den kulturelle debat ivrigt mellem Knas Kvastholm Hansen og hans håndgangne svende. Det syvcifrede beløb var ingenlunde nok, hvis der skulle være penge både til udstillingen og alt det andet, man kan købe for penge. En privat sponsor måtte findes, som kunne supplere det syvcifrede beløb med yderligere midler. Men hvem?
Denne del af diskussionen kan Dyb Stemme ikke referere i detaljer. Han sad for langt fra det pågældende bord.
Men det skulle stå fast, at jo mere tom, den første whiskyflaske blev, desto mere gerådede de kulturelle gemytter i højlydt uenighed, og den snak, man skulle have for at glatte ud og finde fælles fodslag, fik den modsatte virkning. Stemmerne steg op i falset og - kort sagt: Det blev værre og værre. En fra kliken skal på stedet have trukket sig ud af projektet. Taget sit gode tøj og gået.
Dette hensatte Kurt Krasholm Hansen i et vældigt humør, der yderligere steg, da to kendte skuespillerinder trådte ind i det efterhånden godt tilsmøgede lokale. De hedder noget andet, men vi kan kalde dem Kylle og Rylle.
De to skuespillerinder, der hver især har spillet den unge, smukke kvinde i adskillige roller, blev inviteret til at sidde med ved bordet af en reklamedirektør fra kliken, som de kendt lidt til i forvejen.
Da Flaskfuld Hansen nu mente, at han havde alle tiders chance for at gøre sit livs erobring og ikke havde de naturlige evner, udtænkte han en snedig plan for at imponere Kylle og Rylle. Fra sin sammensunkne position i en blød sofa, fremdrog han fra sine lommer en hoben tusindkronesedler fra statens kulturfonds tilskud, foldede dem omhyggeligt sammen til mere og navnlig mindre kunstfærdige papirflyvere, som han sendte rundt i lokalet. Ikke voldsomt og prangende, bare en ad gangen, stilfærdigt, lidt efter lidt. Og jo, han fik opmærksomhed. Der blev lagt mærke til ham, fortæller Dyb Stemme.

Fattige kunstnerkår
Det var dog ikke en tilnærmelse, der gjorde positivt indtryk på Kylle og Rylle, der kendte til kunstneres fattige vilkår, hvorfor det fyldte dem med væmmelse at se de ellers så stærkt ombejlede kulturmidler flyve ud i luften. En del af de midler, som var øremærkede til en kulturudstilling i Det Firkantede Tårn, blev nu formøblet af et efterhånden ganske skævt tårn, der mere og mere - som natten skred frem - kom til at hedde Sjask Fuskholm.
Skuespillerinderne insisterede på at forlade lokalet til fordel for et respektabelt jazz- og natværtshus, der hedder La Fontaine i det nært liggende Læderstræde.
Fuskholm holdt dog ikke inde med tilnærmelserne, og det kom så vidt, at Kylle og Rylle måtte søge beskyttelse under reklamemandens vinger mod den frådende og liderlige redaktør.
Den ridderlige reklamedirektør førte dem ud af Bi-Bo Bar, en under hver arm, og således begav de sig ud i den københavnske nat med kurs mod La Fontaine.

Klud Snask
Snask Fuskholm var dog ikke den, der lod sig stoppe af et afslag. Han fulgte efter. Men da han fortsat blev afvist på det mest utvetydige, og da reklamedirektøren var større og stærkere end han, besluttede Klud Snask sig ukueligt for at vise damerne sin bare røv. Han bragte sig i position foran Kylle, Rylle og reklamedirektøren, og mens de alle nærmede sig jazzhuset, trak han med jævne intervaller sine bukser ned, og viste dem sin bare, mens han indimellem foretog nogle underlige rejehop for ikke at vælte. Han drev sig selv fremad, hoppende og dansende foran det lille selskab, så sene nattevandrere fik sig et uforglemmeligt syn.
En af nattevandrerne var - tilfældigvis - ansat i Ministeriet for Mærkelige Gangarter, og han skrev efterfølgende en rapport, som blev arkiveret i ministeriets analer. Information har via aktindsigt fået garanti for oplysningernes korrekthed.
Hvad der blev af redaktør Flask Fuskholm Hansen den nat?
Mens resten af selskabet drejede til højre, durk ind i La Fontaines hellige jazzhaller, fortsatte Claes Kvæstet Hansen ufortrødent hoppende op ad Læderstræde med kurs mod intetheden.
Og hvis ikke nogen har standset ham, hopper han sikkert rundt i mørket endnu - med bukserne langt nede om hælene.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu