Mens 80'ernes progressive frontfigurer rykker ud til højre, søger Polens unge nye holdepunkter - et af dem er lyrikeren og nobelprismodtageren Czeslaw Milosz
(BOGTILLÆG)
LYRIK
GDANSK - Tilsyneladende er det en ganske almindelig gråvejrsdag på det humanistiske fakultet i Gdansk, der til forveksling ligner en mindre udgave af Københavns Universitet Amager. Men pludselig samles hundredvis af studerende i korridorerne. Foran det store auditorium trænges elever og lærere fra de omkringliggende skoler blandede med universitetets egne lærere, personale og studerende, og der er pludselig tæt pakket. Tre opstillede tv-skærme viser et udsnit af auditoriet, hvor man ser et pænt opdækket bord med blomsterdekorationer i baggrunden.
Der hersker en spændt, forventningsfuld stemning. Og der bliver, som når polakker er samlet, snakket og grinet overalt. Mange står og vifter med bøger i hånden, som bærer forskellige titler, men alle ét og samme forfatternavn: Czeslaw Milosz. En pige spørger en af sine venner, om hun har set ham før, altså i virkeligheden og ikke kun i tv. Vennen svarer, at hendes mor en gang så ham på gaden i Krakow.
Trængslens daglige kunst
Pludselig åbnes dørene til auditoriet, og alle maser ind i håbet om at få en plads. Hurtigt er salen fyldt op. Polakker ved nok, hvordan man klemmer sig sammen, så der ikke er en ledig kubikcentimeter noget sted. Befolkningen øver sig dagligt i denne kunst i sporvognene, togene og busserne - alle skal jo med. De høje vindueskarme er dækket af mennesker, og der sidder minimum to studerende på hvert sæde i auditoriet. Ind foran det fint opdækkede bord træder en mand, som beder de tilstedeværende - mine ærede damer og herrer - om at rykke yderligere sammen. Denne tiltaleform i tredjeperson har ikke ændret sig, siden Dea Trier Mørch besøgte Polen for hen ved 30 år siden: Dette kniplingsbesatte sprog, hvor man altid tiltaler hinanden i tredje person: Hvis det behager Herren, hvis det behager Fruen, ikke sandt Frøken? (Dea Trier Mørch: Polen, Rhodos 1970)
Forsamlingen tryllebundet
Alle trækker maverne ind, flytter tasker og jakker, og da det rygtes, at Czeslaw Milosz er på vej, stiger stemningen endnu en tak. Stemningen minder mest af alt om en rockkoncert, lige før stjernen viser sig på scenen. Og da Milosz endelig træder ind lyder klapsalverne og jublen over hele salen, og i korridorerne følger de, der ikke orkede at tilrane sig en plads i salen, intenst transmissionen. Kameraerne blitzer. En af universitetets høje herrer og en af byens spidser overrækker Milosz en medalje.
Og endelig langt om længe begynder Milosz at læse op fra nogle af sine digtsamlinger. Stilheden sænker sig. Stemmen er gammel og ikke helt tydelig for en udlænding. Selv om jeg har øvet mig hjemmefra med hans nyligt udgivne Personlig antologi (Antologia osobista, 1998) - udvalgte digte på fem kassetter - og efterhånden er blevet vant til hans stemmeføring.
Men hvem er egentligt denne Czeslaw Milosz, der kan tryllebinde en forsamling på denne måde? Hvor irrelevant spørgsmålet end er i en polsk sammenhæng, desto mere relevant er det i en dansk.
Katastrofisk digter
Milosz er født i den polske del af Litauen i 1911, og hans forældre er delvist polske og delvist litauiske. Han begynder at skrive i 20'erne, og hans første digte er stærkt præget af angsten for den store katastrofe - i polsk litteraturhistorie henregnes han under de katastrofiske digtere. Som mange af samtidens forfattere bliver udbruddet af Anden Verdenskrig den endegyldige opfyldelse af hans værste anelser. Og krigen bliver det centrale omdrejningspunkt i hele Milosz' lyriske produktion.
Milosz er imidlertid ikke 'kun' digter, idet han som andre i sin generation, har deltaget aktivt i samfundsdebatten bl.a. som essayist. Desuden har han skrevet litteraturkritik og udgivet et etbindsværk om Polens litteraturhistorie. Trods Milosz' tidlige debut i 20'erne, kom hans egentlige gennembrud først langt senere, nemlig i 1945 med udgivelsen af Ocalenie (Redning). Et af de mest citerede digte fra denne digtsamling og fra Milosz generelt er: "Campo dei Fiori", som blev skrevet under tilintetgørelsen af den jødiske ghetto i Warszawa, foråret 1943.
Forandringens motiv
Det centrale motiv i dette digt er forundringen. En beskrivelse af det underlige fænomen, at der oprinder en morgendag efter udryddelsen. Milosz skriver, hvorledes mennesket frakender sig ethvert ansvar, og en umærkelig kollektiv fortrængningsproces tager over. På denne måde sætter Milosz ord på polakkernes medskyld.
Digtet centrerer sig omkring to - for så vidt - uafhængige historiske begivenheder i tid og sted, men som i Milosz' digt danner et parallelt forløb, idet begge begivenheder har slående fællestræk. Digtets titel henviser til den første begivenhed: Henrettelsen af digteren, teologen og filosoffen Giordano Bruno på markedspladsen Campo dei Fiori i Rom i det 17. århundrede. Ifølge historiske kilder blev Bruno anklaget for kætteri og senere brændt. Den anden begivenhed, der refereres til i digtet, er myrderiet på jøderne i Warszawa-ghettoen under krigen.
I første strofe præsenteres vi for et koloristisk, livligt markedsplads-scenarium. Og dog må man mærke sig, at der allerede her er en trussel om død i beskrivelsen af de henslængte blomster og den spildte vin:
Kurve med oliven og citroner
brolægninger oversprøjtet med vin
afbrækkede blomster...
Den tilsyneladende idyl forstyrres imidlertid af visheden om, at akkurat på denne plads henrettede bødlerne Giordano Bruno. Men ingen husker længere denne begivenhed, og da den fandt sted, var flammerne knapt slukket fra ligbålet, før tavernaerne igen åbnede deres døre, og sælgerne kom frem på pladsen med deres kurve fulde af oliven og citroner. Markedspladsen er altså ikke mærket af henrettelsen. Der er ingen spor eller revner i murene, der kan fortælle os, hvad der foregik.
Ligegyldigheden
Og på samme måde som glemslen sænkede sig over Rom, lod polakkerne sig frivilligt blinde i Warszawa i 1943. Nogle få dage før den endelige udslettelse af den jødiske ghetto opførte tyskerne en karrusel ved muren til ghettoen. Og gæsterne i morskabsparken kunne ikke undgå at lægge mærke til, hvad der foregik på den anden side af muren. Milosz skriver i fjerde strofe:
En gang imellem bragte vinden sorte drager
Fra de udbrændte huse
De kørende i karrusel,
fangede fugle i luften
Vinden fra de brændte huse blæste i pigernes kjoler
.. Warszawas smukke søndag.
Karakteristisk for begge begivenheder er øjenvidnernes ligegyldighed overfor massehenrettelsen af ofrene, som finder sted lige for øjnene af dem. Men hvor befolkninger ønsker at glemme, er det digterens opgave at huske:
Og da efter mange år
På den nye Campo dei Fiori
vil digterens ord gøre oprør.
Med disse ord klinger digtet ud, og tilbage står vi med en digterpositur, der tør påtage sig et ansvar. Man kan på den måde vælge at læse digtet som en form for anklageskrift mod polakkernes ligegyldighed overfor jødernes tragedie. I parentes bemærket skal det siges, at polakkerne som bekendt også led mange tab under krigen såvel som senere under Stalin og den kolde krig. Men for Milosz som ikke-jøde var det væsentligt at stå ved "sin skyld".
Spørsmål til kongen
Efter digtoplæsningen, der efterfølges af næsten uendelige klapsalver og overrækkelser af blomsterbuketter, stilles der spørgsmål til digterkongen. Endnu en gang får man som tilhører bekræftet, at det mest interessante ved sådan en seance er selve oplæsningen og synet af forfatteren. Og at den efterfølgende spørgerunde snarere er et forsøg på at fastholde de flygtige ord eller ganske enkelt er en mulighed for at tiltale ens idol mere end et forsøg på at komme til nogen form for forståelse af et så omfattende forfatterskab.
Spørgsmålet er, hvor meget en forfatter reelt har at tilføje. Man kan jo gå til teksterne, hvis man vil vide mere. I Milosz' tilfælde kan man måske forsvare lysten til at stille spørgsmål med, at Milosz også er essayist og har skrevet og kommenteret udviklingen i Polen, Europa og i USA. Alligevel undgår vi ikke de gængse forfatterspørgsmål som f.eks. - Hvorfor blev herren forfatter? Milosz svarer:
"Der var en gang en maler, som fik selvsamme spørgsmål - hvorfor blev du maler? Han svarede, fordi jeg ikke kan skrive."
Det viser sig imidlertid, at de fleste af spørgsmålene, som stilles til Milosz er af en mere eksistentiel, etisk karakter. Interessen for disse spørgsmål synes at være meget markant i disse år i Polen. Et eksempel på et sådant spørgsmål er: Hvad vil De råde en ung polak til i dag? Til dette svarer Milosz, at han ikke vil råde nogen til noget: "I kan selv," siger han og vender ansigtet mod tilhørerne i auditoriet. Senere harcelerer han imidlertid imod de unge nyrige i Polen, som kun tænker på at samle sig ussel mammon.
Der er flere årsager til den voksende interesse for disse etiske spørgsmål i Polen. En af dem er det store mandefald blandt Polens store politiske frontfigurer i 80'erne. Som bekendt var Polen det første land i Østeuropa, hvor kommunistpartiet indledte rundbordsamtaler med oppositionen - fagforeningen Solidaritet. Tidspunktet for disse forhandlinger var februar 1989 - altså for nøjagtig 10 år siden. Hen på foråret lovliggøres Solidaritet, og i slutningen af august vælges den første præsident ved frie valg. Op gennem 90'erne ændrer flere af de tidligere koryfæer fra 80'ernes kriseår imidlertid kurs.
Hvor de under kommunismen var progressive og stod for frihed, fremstår de i dag som konservative og reaktionære. F.eks. optræder den tidligere så berømte Lech Walesa fra Skibsværftet i Gdansk i dag som en ufravigelig højreorienteret politiker med sin modstand mod abort, homoseksualitet og med sine stærke kontakter til dele af kirken. Og han har i sin selviske higen efter præsidentembedet været med til at splitte både parti og fagbevægelse.
På baggrund af denne situation, hvor ungdommen ikke længere har nogen identifikationsfigurer i hvert fald af politisk karakter, er det vel naturligt, at unge søger svar hos en uhyre berømt forfatter som Milosz. Men er det den primære årsag til hans popularitet - at vi sidder flere hundrede mennesker tæt bænket i et mere og mere iltfattigt auditorium? En fodboldkamp kan samle store menneskemængder i Polen, en solskinsdag ved Østersøen kan bestemt også, og folkvandringerne en søndag efter messe er heller ikke uimponerende. Tilbage i 80'erne kunne en demonstration også samle tusinder af mennesker.
Er det kun Milosz' livsfilosofi, unge er ude efter denne gråvejrsdag på Gdansk universitet?
En af grundene kan også være, at han er "en af vore" - dvs. et udtryk for en form for nationalfølelse. At Milosz er en digter af international format, og at der er grund til at være stolt af ham. Han emigrerede under krigen til Frankrig og senere til USA, og han er oversat til mange sprog og er en stor poet og essayist i USA. Desuden modtog Milosz Nobels Litteraturpris i 1980.
Nok er Milosz fra Vilnius i det nuværende Litauen, hvilket han ofte selv fremhæver, men polakkerne betragter ham på lige fod med deres store romantiske digter Adam Mickiewicz (1789-1855), der også er født i Litauen, som polak.
I Milosz finder polakkerne således en person, der kan løfte dem lidt ud over det mindreværd, de føler i forhold til den vestlige verden. Her er en mand, som har gjort sig både i øst og i vest.
Efter arrangementet flokkes nogle af de ivrigste tilhængere omkring podiet, hvor Milosz bliver bedt om at signere den ene digtsamling efter den anden. Da det endelig lykkes mig at nå frem til det hellige podie og række min danske udgave (Udvalgte digte, oversat af Jess Ørnsbo 1981) op til en af kvinderne omkring Milosz, ser jeg, at han kort staver sig igennem et par af de uforståelige ord. Jeg forsøger at råbe til ham, at det er en dansk udgave, men larmen overdøver mig. Den gamle alvorlige mand ser træt ud, mens hånden bevæger sig henover bogsiderne og endelig skriver - Cze Milosz.
Bogen bliver rakt tilbage til mig, og jeg bærer stolt mit bytte ud i den grå dag.
