Læsetid: 7 min.

Fordi jeg har et medansvar

29. april 1999

Til Henning Camre, direktør for det danske filminstitut

Åbent brev

Kære Henning

Da jeg føler mig lidt ansvarlig for den situation, der eksisterer for tiden omkring din placering i Det Danske Filminstitut, og som er genstand for så megen offentlig debat, bliver jeg nødt til at sende dig disse ord i al åbenhed. Jeg har et lille forfængeligt håb om, at du vil forstå, at de er skrevet og afsendt i den bedste mening.
Tidligt på efteråret 1997 blev jeg ringet op af filminstituttets dengang nye bestyrelsesformand, Ib Bondebjerg, der meddelte mig, at han havde fået lov af dig til at forhøre sig hos mig om din person. Fem år tidligere var det David Puttnam (nu 'the Lord' David), der som formand for bestyrelsen for the National Film School i England kontaktede mig, da du var emne som denne skoles rektor. Det var naturligt nok, at du brugte mig som reference, for vi har kendt hinanden, siden du kom ind på Den Danske Filmskole som elev på fotograflinien i 1966. Du havde også korrekt spurgt mig på forhånd, om du måtte bruge mig på denne måde.
Jeg fortalte de to bestyrelsesformænd det samme, som efter min hukommelsen var, at hvis de ønskede sig en lydig og ærbødig rektor eller direktør, som lyttede til, hvad bestyrelserne sagde, og udførte nøjagtig, hvad de ønskede, så skulle de ikke vælge dig. Men hvis de ønskede sig en daglig leder af deres respektive institutioner, som havde selvstændige meninger og ideer og visioner, og som stædigt ville gennemføre dem, uanset hvad bestyrelserne ellers måtte mene, så skulle de vælge dig. Dette sagde jeg i en god mening. Men i virkeligheden anede jeg jo ikke, med hvilken konsekvens det var sandt, hvad jeg sagde. Jeg ved jo heller ikke, hvilken betydning det har haft på de respektive formænds indstilling til deres bestyrelser. Men tilsyneladende har min vurdering af dig ikke stillet sig i vejen for din ansættelse nogen af stederne. Alene det gør mig medansvarlig. Og når man er medansvarlig, bør man lukke munden op.

Da du havde beklædt stillingen som direktør for filminstituttet i ca. fem måneder, mødtes vi ved en intim frokost under festivalen i Cannes, kun du og jeg og vore koner. Som en person, der ikke havde eller har noget i klemme, kunne jeg tale af karsken bælg til dig som en gammel ven, der gerne ville belaste dig med gode råd. Jeg kunne derfor fortælle dig, hvad du tydeligvis ikke selv var klar over, at det i løbet af din korte regeringstid var lykkedes dig at spolere al arbejdsglæde blandt såvel menige som højere rangerede medarbejdere i instituttet. Du undskyldte det med, at du endnu ikke havde haft tid til at tage dig af personalet, og at der endnu var et par stykker, der skulle fyres, før der kunne skabes ro og tryghed blandt medarbejderne. Jeg anbefalede dig at få de resterende fyringer overstået i en fart, inden der skete ubodelig skade på dem, der skulle forblive i instituttets tjeneste.
Imod forventning skete der ikke nogen lettelse i stemningen blandt medarbejderne, og din omstrukturering af instituttets hieraki gjorde ikke meget for at forbedre situationen hverken indadtil eller udadtil. Da der begyndte at blive lidt murren i krogene ude i filmbranchen, meddelte du, at nu skulle man passe på, at uenighed mellem branchen og instituttet ikke førte til, at politikerne alligevel ikke ville bevilge den forøgelse af filmstøtten, der ellers var udsigt til. På denne måde fik du banket alle på plads, og al kritik forstummede.
På det tidspunkt, dvs. sidste efterår, følte jeg, at en eller anden måtte trække linierne op, koste hvad det ville, og så skrev jeg under overskriften Filmkunst og kemi følgende kommentar i Kulturministeriets månedsmagasin Kulturkontakten, nummer 5, oktober 1998, som distribueres på den offentlige administrations kontorer:

"Den succes, dansk film i en årrække har solet sig i, er ikke nogen døgnflue. Den bygger på en solid tradition for filmproduktion i dette land. I stumfilmens dage lå Hollywood i Danmark. Det trak talefilmen tæppet væk under, hvorpå fjernsynet stort set stjal resten. Tilbage var så den tradition, som man langsomt igen har bygget det hele op på.
Enhver succes baserer sig naturligvis på talent, men også på en vis portion held. Talentet i dansk film har været fordelt mellem kunstnerisk skabende, privat producerende og offentligt administrerende entusiaster. Heldet har været, at kemien i denne symbiose har været i orden. Det etablerede princip med få konsulenter med stor magt i kort tid viste sig at være en til dato uovertruffen praksis i offentlige filmstøtteordninger.
Ethvert nok så velfungerende system er udsat for en vis slitage. Principper slappes, konsulenter klæber til deres poster i op til ni år, udviklingen løber fra forudsætningerne. Den tresidede symbiose har fået både en fjerde, en femte og flere partnere i form af fjernsynsstationer, diverse fonde, fremmede coproducenter etc. Da konsulenterne vælges ud fra deres kulturelle mere end deres merkantile indsigt og erfaring, er det klart, at den mere og mere komplicerede finansiering af filmene rejser behov for tilstedeværelse af økonomiske rådgivere for de ifølge filmloven kunstnerisk ansvarlige konsulenter. En opdatering er derfor højst berettiget.
Det bør fastholdes, at den offentlige støtte gives på baggrund af en kunststøttelov og ikke en erhversstøttelov. Det er som sådan, denne lov har overlevet gentagne angreb fra EU. Vi må tage for givet, at der ikke i praksis ændres ved det princip.
Enhver instruktør og producent er overbevist om, at hele verden kun venter på den film, de er i gang med. Men ingen, ingen, har i de 100 år, filmen har eksisteret som kunstart, på forhånd kunnet fortælle, om en film bliver succes eller fiasko. Derfor vil en leflen for tilskuere, som den der har ødelagt vores tv-stationer, være aldeles omsonst på filmens vegne.
Midt i den nødvendige justering bør man erindre det uforudsigelige held, som har været en afgørende faktor i den hidtidige succes: Kemien!! Kemien skal være i orden mellem deltagerne i enhver symbiose af samarbejdspartnere. Hvis den ikke er det, kan man spare de mange millioner.
(sign.)"

Prisen for denne artikel viste sig ret hurtigt, for siden den dag, Kulturkontakten nr. 5 udkom, har det ikke været muligt for mig at komme i kontakt med dig. Jeg forsøgte gennem hele resten af efteråret, men opgav det så. Egentlig synes jeg jo ikke, at jeg sagde andet, end hvad enhver måtte vide. Men det må åbenbart have generet dig.
Imens fortsatte du med at opbygge et nærmest kafkask system, som set udefra er gået ud på at nedbryde og fjerne så mange som muligt af betingelserne for, at dansk film har haft succes. Ved at centralisere systemet og anbringe den samme medarbejder i nøglestillinger overalt, hvor man kan henvende sig om den støtte, uden hvilken der ikke kan laves film i dette land, har du koncentreret magten omkring ganske få personer i toppen af et institut, der engang fungerede i en rimelig blanding af åbenhed og demokrati. Du og dine topmedarbejdere har konsekvent ødelagt det Danske Filminstituts traditionelt fornuftige forhold til danske filmproducenter og filminstruktører. Jeg møder dagligt folk, der ikke tør lukke munden op og kritisere dig, fordi du har spredt en angst for repressalier, hvis man går imod dine synspunkter. Dette er alene bekræftet af den sensation, det er, når en enkelt eller to alligevel lukker munden op. Hvad er det for et miljø, i et vestligt demokrati i 1999, hvor folk skal gå rundt og føle sig truet på deres levebrød, hvis de siger deres mening? Værre er næsten, at det også er lykkedes jer, du og dine topmedarbejdere, at skamfere forholdet til de andre nordiske filminstitutter, til det europæiske filmmiljø og til Euromage. Når man taler på tomandshånd med filmfolk eller filmbureaukrater udefra, der tidligere har haft forbindelser med os som coproducenter eller medfinanciers, er de komplet uforstående overfor, hvad der foregår i Danmark.

Der var ved gud meget at indvende mod det gamle filminstitut. Men jeg tror ikke, at alt dette er nødvendigt, kære Henning, for at sikre en fortsat succes for Dansk Film. Det er ved at gå op for mig, lidt sent kan man sige, at det er nødvendigt for dig, at du befinder dig i modvind. At du har det bedst med det. Ja, du er faktisk en mester i at skabe den modvind, du har behov for. Det var da i orden, så længe det foregik indenfor rammerne af filmskoler, hvor den værste konsekvens kunne være, at de unge filmstuderende fik smagt lidt af livets ramsalt. Men det er ikke i orden, når det er et succesfyldt område af dansk kultur, der skal ofres, for at du befinder dig vel.
Din natur er at blive rasende over et indlæg som dette. Det ville jeg formodentlig også blive. Vi har det sikkert begge som Oscar Wilde, der åbent erkendte, at han kunne tåle alt, undtagen kritik. Men er vi ikke nødt til, når vi lever og påtager os ansvar i et kollektivt samfund, engang imellem at standse op og overveje, om det mon nu er det rigtige, vi gør? Vil det være helt absurd at bede dig forsøge at indse, at der måske er noget om den kritik, du møder. For ikke at tale om den, du ikke møder.
Jeg tvivler ikke på, at du vil kunne gå ud af en konflikt med filmbranchen som sejrherren. For du er knusende dygtig og befinder dig som en fisk i vandet i den grå zone mellem politik og forvaltning. Jeg opfordrer dig alligevel til at overveje, om dit talent, din sans for organisation, din ubændige energi måske kunne bruges på en bedre måde. Hvad fornøjelse vil du have af at blive sejrherren, hvis taberen bliver Dansk Film?

Kærlig hilsen
din gamle ven
henning

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her