Læsetid: 7 min.

Fortidens fanger

12. april 1999

Det er ikke kun serberne, der er fanget i en skævvreden historieforståelse

Analyse
Skal man undgå at historien gentager sig, må man lære af den. Men for at lære af den, må man også kende den. Den heftige debat om NATO-aktionen mod Jugoslavien vrimler med historiske paralleller. Som ofte er mere eller mindre forkerte. Og desværre kommer debatten ofte til at handle om noget andet end vort øjeblikkelige dilemma, Balkanproblemet. Den bliver let til opgør om indre modsætninger fra den kolde krigs dage, mellem NATO-tilhængere og NATO-hadere, mellem "røde lejesvende" og "USA-imperialismens halehæng".
Det sker ikke kun hos os. Faktisk er debatten afdæmpet og nuanceret hos os, sammenlignet med en del andre lande. Der gøres en indsats for sagligheden og forståelsen. Selvom det ikke kan nægtes, at følelserne ofte tager overhånd på bekostning af fornuften. Også i nyhedsformidlingen og baggrundsanalyserne.
Det farligste er den tendens til dæmonisering af modstanderen, som serbisk tv bestemt ikke er ene om. Milosevic er blevet gjort til en ny Hitler i vesten, ganske som Clinton er det hos serberne og deres sympatisører i lande som Rusland og Grækenland. Dæmoniseringen griber ind i de hovedansvarliges, politikernes, tænkemåde og skygger for de muligheder for at komme ud af den militære og over i en politisk fase af konflikten, som faktisk foreligger. Det er i vide kredse blevet politisk ukorrekt overhovedet at overveje serbiske udspil til en våbenstilstand. Den britiske udenrigsminister Robin Cook har således nu afvist et fredsforslag fra Milosevic, som endda indebærer indsættelse af fremmede tropper i Kosovo, som "ren propaganda". Beviset herfor skulle være, at de etniske udrensninger er fortsat og der nu igen strømmer flygtninge i massevis over Kosovos grænser, efter at der har været en kort pause, hvor grænsen til Makedonien var lukket af serberne og flygtningene blev sendt tilbage ind i Kosovo.

Operation Hestesko
For Madeleine Albright er Milosevic en mand, som konsekvent bryder alle aftaler. Derfor overhører hun også de fredsfølere, som er kommet fra Vuk Draskovic og senest også fra Milosevic selv. Ligesom dennes forhandlinger med den moderate kosovo-albanske leder Ibrahim Rugova anses for et rent spil for skærmen. Hvad det da også meget vel kan være. Men set på baggrund af den hidtidige udvikling alligevel må anses for opsigtsvækkende.
Tysklands bidrag til mistænkeliggørelsen af serberne er offentliggørelsen af "Operation Hestesko", en plan som serberne angiveligt skal have udarbejdet for en successiv fordrivelse af albanerne fra Kosovo, og som nu helt klart føres ud i livet.
Dette lægges til grund for den opfattelse, at serberne kun deltog i Rambouillet-forhandlingerne på skrømt, for at vinde til at forberede operationen, og at denne var blevet sat i værk, hvad enten NATO havde bombet eller ej. Underforstået: NATO skulle ikke have givet en tænkepause i Rambouillet-forhandlinger efter den første forhandlingsrundes afslutning, men have fremsat sit ultimatum til serberne allerede dengang - og så straks være gået i gang med bombningerne. Når serberne hævder, at det var bombningerne, der udløste den humanitære katastrofe, anses det af vesten for ren propaganda, for planerne var jo allerede lagt.

Trussel overhørig
De vestlige ledere føler sig kort og godt ført bag lyset. Ifølge deres udsagn kom det bag på dem, at bombardementerne blev besvaret med storstilet etnisk udrensning. De havde forventet, at en eller to dages bombardenter ville have vist Milosevic, at de mente det alvorligt, og så ville han have givet sig. Når han ikke har gjort det, så beviser det, at han hele tiden har været ude på den etniske udrensning. Og beviset herfor skulle være planen for "Operation Hestesko".
En detailanalyse af hele forløbet fra oktober 1998 til i dag tyder dog på, at regeringen i Beograd i det mindste har opereret med to scenerier: et fredeligt og et krigerisk. Det var naivt at forestille sig, at der ikke har foreligget et udarbejdet krigerisk alternativ. Og at det ville blive bragt i anvendelse, hvis NATO brød freden.
De vestlige ledere lyttede ikke til advarsler om, at en større NATO-militæraktion ville udløse netop det, den skulle forhindre: en humanitær katastrofe. Bl.a. den tidligere svenske statsminister og fredsforhandler Carl Bildt havde sagt det helt klart. Og selveste lederen af det Serbiske Radikale Parti, ultranationalisten Seselj, som siden marts 1998 har været viceministerpræsident i den serbiske regering, har truet med det. Men den trussel har man siddet overhørig.

Serbisk magtkamp
Det uhyggelige ved Seselj er imidlertid, at her er det i hvert fald en serber, man altid kan stole på. Han fortæller friskt og frejdigt om sine ekstremistiske planer. Ganske som Adolf Hitler i sin tid gjorde det i bogen Mein Kampf. Men den var der heller ikke nogen, der tog alvorligt.
Det, man ikke kan forstå i vesten, er, at den serbiske regering ikke reagerer med forfærdelse og anger på NATO's afstraffelse. Det er, fordi man ikke har forstået, at der i den serbiske ledelse længe har foregået en magtkamp mellem den mere moderate Milosevic og ultraen Seselj. Flybombardementerne har tvunget Milosevic over i hans arme, og den ultranationalistiske option er blevet sat på dagsordenen. Ud fra Seseljs helt urealistiske vurdering af, at det kunne serberne gøre ustraffet.

Kun magten tæller
Når en herboende serber som Slavko Labovic har erklæret, at serberne naturligvis ikke ville gennemføre etniske udrensninger i den nuværende situation - det ville jo være at skyde sig selv i foden - viser det i og for sig blot, at han har været for længe i vesten, og derfor er blevet ligeså naiv som de vestlige ledere. For ud fra en Seseljs tankegang, som hører hjemme for mindst 50 år siden, er operationen da det helt indlysende svar på NATO-aktionen. Angrebet viser, at det kun er magten, der tæller nu, at vestens humanitære hensyn er ren propaganda, og at albanerne nu er NATO's allierede i dets erobringskrig mod serberne. Hvorfor har man ellers tilladt Kroatien totalt at rense Krajina for serbere i 1995? Og er den tillid, Milosevic viste vesten ved at gå ind på Dayton-aftalen, da ikke siden gjort til skamme? Hvor mange serbere er der nu tilbage i det Østslavonien, som efter to år under FN-kontrol uden sværslag blev overdraget til Kroatien i januar 1998? Og hvad med afsættelsen af Seseljs egen partifælle, Republika Srpskas folkevalgte præsident Poplasen, som det internationale samfunds "høje repræsentant" Carlos Westendorp foretog fornylig? Foruden en række ydmygelser af de bosniske serbere fra SFOR's side. Viser det ikke, at en overladelse af Kosovo til NATO-kontrol ville være første skridt til en etnisk udrensning af Kosovos serbere, og til en endnu en ydmygelse af den serbiske nation?
Efter igangsættelsen af luftbombardementerne har det været meget vanskeligt for eventuelle duer i Beograd at overbevise hjemmefronten om, at vestens virkelige dagsorden ikke hele tiden har været fordrivelsen af de resterende serbere fra endnu et område af det gamle Jugoslavien. Og de vestlige høges retorik har kun bidraget til at forstærke dette indtryk. Nu antydes det temmelig direkte, at man "ikke vil kunne forestille sig, at Kosovo vil kunne forblive inden for Jugoslavien" - et krigsmål NATO hidtil udtrykkelig har fraskrevet sig. Dette må man nu fra serbisk side se som ren propaganda.
I denne atmosfære af gensidig mistillid meldte FN's generalsekretær Kofi Annan ud med et skarpt og klart fredsforslag med fem præcise krav til serberne. Men det er blevet ignoreret, ligesom Milosevics seneste fredsforslag. Og ligesom de højlydte trusler, der er kommet først og fremmest fra Ruslands præsident Jeltsin. Russerne er jo alligevel så svage. Og de vil alligevel ikke turde true vesten med atomvåben. Siger man i Vesten.

Annan kan hjælpe
Vi er ude i "de døves dialog", hvor begge parter opfatter konflikten, som om den foregik for et halvt århundrede siden. Det vil være tragisk, om man nu, efter den Kolde Krigs afslutning, skulle bevæge sig mod en varm krig, som for alvor vil sætte verdenssamfundets sikkerhed på spil.
Og den fastlåste situation bringer i hvert fald ikke flygtningene tilbage til Kosovo foreløbig.
Milosevics sidste udspil kan være et udtryk for, at han desperat forsøger at genvinde det politiske initiativ på sin hjemmefront. I hvert fald viser det, at det er gået op for nogen i den jugoslaviske ledelse, hvor urealistisk Seseljs "kamp uden nåde" mod NATO og dets påståede allierede, den albanske civilbefolkning i Kosovo, har været. NATO's aktion har militært set hidtil har været en succes, i den forstand at Jugoslaviens forsvarsevne er væsentlig svækket. Det bør overvejes, om det ikke i denne situation ville være et tegn på styrke for organisationen at lade FN's generalsekretær forsøge sig med en mægling på grundlag af det forslag, han har fremsat: Øjeblikkelig ophør af forfølgelserne og uddrivelserne fra Kosovo, tilbagetrækning af samtlig serbiske styrker fra Kosovo, indstilling af samtlige aktioner dér, samt accept af en international militær tilstedeværelse, der skal overvåge flygtningenes tilbagevenden, samt tilladelse til det internationale samfund til at overvåge Jugoslaviens opfyldelse af disse krav.
Man kan jo om nødvendigt altid starte bombningerne igen. Og måske endda i så fald med mandat fra FN. Vi ved jo fra Bosnien, at der er grænser for russernes tålmodighed med serberne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Overhørte lige et TV-interveiw med Slavko Labovic .... Man må undres.
Hvad er det lige, der retfærdiggør Serbernes KRAV på Kosovo ?
Intet - må svaret være - der er jo allerede "renset ud" rent etnisk ....
Og alligevel kræver man nu Kosovo ...
Peronligt er jeg ved at være træt af altid at høre om krav og respektkrav i TV ...
Denne kravsfremsættelse på Kosovo ... hvad skal man lige sige til den?
Måske vi bare burde have vendt den anden side til 1968 og ladet muren stå i 1989 ?
Så skulle serberne rette deres mystiske og totalt grundløse krav til Putin istedet - og lad os da lige filosofere over, hvad svaret herfra ville være !!!!!
Beklager, alle i dejlige mennesker i serbien, for dem er der en hel del af .... men at kræve Kosovo, ville squ ikke ligge langt fra, at Tyskland igen krævede at tusindsårsriget går til Ural.
Respekt - og ikke mindst tolerance - er stadig nøgleord.
Alt for mange fatter desværre ikke en skid heraf. Men at den manglende forståelse heraf, ligefrem skulle gå helt fra mellemøsten/Irak/Iran og øvrige Islamistiske lande, og helt til Balkan, er skræmmende.
Lad os alle bede til at vi i fremtiden vil få større forståelse for hinanden og hver enkelts tro ... uden at denne tro skal gøre til genstand for fordømmelse af andre, som man desværre ser lidt tit mht Islam, hvor netop kun Islam synes at være korrekt. Jeg giver personligt ikke noget som helst for hverken det ene eller det andet, og kalder Islam mig for vantro, må jeg svare tilbage, at så er der i mine øjne 2 mia. vantro og ikke kun een da hverken de, eller jeg kan dømme, thi ingen af vores påstande kan underbygges med håndgribelige beviser.
Vejen frem til en verden uden krig, må derfor være en verden uden religion.
Den dag alle tillades uddannelse og oplysning i uhæmmet omfang, står ingen af religioner alligevel. For netop da vil pøblen erfare, at de i århundreder erblevet ført bag lyset, af såkaldte "kloge" eller skriftkloge, eller hvad man nu lige har valgt at kalde dem. Når pøblen er oplysrt i en grad, hvor den ikke længere lader sig masse suggestere, så er vi nået langt. Men om det sker selv i det 21. århundrede, lader sig unægteligt stå tvivlende !!! Ikke mindst, da en står del af verden stadig synes at være underlagt regler og religiøse ditto, der henleder tanken til tiden FØR middelalderen.

Nå - nok for nu ... er ret sikker på at dette kan give nogle reaktioner ... Afventer disse ... :o)