Krigsaviserne i genoptryk giver et fortrinligt indblik i presseforhold og hverdagsliv under besættelsen
Krigsaviser
Den 9. april 1940 viste Palads-biografen William Wellmans filmatisering af Kiplings: The Light That Failed, Lyset der sluktes. Passende til dagen, der indledte de fem forbandede år. Øjeblikkeligt påbød besættelsesmagten mørkelægning i hele landet. En anden film: Til sidste mand, med Gary Cooper, passede dårligere, skønt nogen mente, at Danmark burde have kæmpet mere overbevisende. Dagen efter skulle Wilhelm Furtwängler, der samme vinter havde dirigeret det Kgl. Kapel flere gange, ifølge annoncen holde afskedskoncert i K.B. Hallen. Begivenhederne taget i betragtning blev dét nu ikke til noget.
Kistrup senior
Disse ting stod at læse i Berlingske Aftenavis, hvor lægen Poul Kistrup skrev kronik om forholdet mellem Patient og Læge med stort P og L, som man jo brugte. Kistrup, hvis søn gik i gymnasiet og så småt forberedte sig på at blive Jens Kistrup, filosoferer over læge-patientforholdet, der er under forandring. Også dengang.
Så var der i øvrigt en ledig seks-værelsers lejlighed i Cort Adelers Gård i Strandgade 22, 2. sal til leje. Pudsigt for denne skribent, den gamle søhelts hus på Christianshavn var nemlig i familiens eje. Af andet godt reklamerer Frederiksberg Svømmehal med dampbad til 85 øre og pladsbestilling på tlf. Yrsa 7002. Og hvis man efter badet blev snottet i det forbeholdne aprilvejr, kunne man købe Kleenex, i samme fornuftige kasse som nu. Visse ting forandrer sig ikke. Priserne gør unægteligt. 21 kr. for et par elegante herresko fra Hector, prima box calf, randsyede og det hele. Hector tilbyder også fjederstøvler, en betegnelse Storm P. elskede. Pris 24,50 alt iberegnet.
Det er jo altid sådan noget, man falder over, når gamle aviser kommer på bordet. Uanset om de så dækker begivenheder som 9. april 1940, og hvad deraf fulgte, slår i det mindste personen bag disse linier altid først op på biografannoncerne og personlige. Verdenshistorien må vente.
Et udgiverselskab genoptrykker og udsender i år et passende udvalg af krigstidens dagblade, også illegale, og andre tryksager af særlig betydning eller karakter. I 52 uger udsendes de gamle aviser. Vi er nået frem til sommeren 1941, og det vil her være rimeligt at tage et første overblik over projektet. Vi vender tilbage med mere undervejs.
Sagt med det samme at udgivelsen er en strålende idé, hvis professionelle, redelige og veldisponerede realisering må tiltrække alle historisk interesserede. Hver udsendelse, som altså arriverer ugentligt, indeholder to-tre publikationer, som antydet ofte også en plakat e.l. - naturligvis Oprop fra 9. april. Krigens Aviser udkommer i et omslag, hvor redaktionen, bistået og rådgivet af Hans Kirschhoff og Herbert Pundik, i glimrende oversigtsartikler redegør for krigsudviklingen i forbindelse med de genoptrykte blade.
Selvcensuren
Pressen var naturligvis - som i alle besatte lande - underkastet censur. I Danmark fik denne sin egen udformning, tilpasset de særlige forhold der gjorde sig gældende som følge af samarbejdspolitikken. Presseordningen var fra 9. april principielt baseret på frivillig overenskomst og kollegial selvjustits - med andre ord: selvcensur.
De ansvarshavende redaktører var forpligtede over for et pressenævn. Alle større uoverensstemmelser mellem besættelsesmagt og presse blev formidlet via Udenrigsministeriets Pressebureau, hvis kontorchef Karl Eskelund talte pressens sag over for den indklagende besættelsesmagt. Bureauet udsendte en strøm af retningslinier, dikteret af tyskernes forestillinger og krav, påtalte overtrædelser og indankede sager for nævnet. Meningen med dette arrangement var at forebygge tyskernes direkte tilstedeværelse på redaktionerne.
Selvsagt var det foreliggende stof begrænset, og man kunne ikke anvende det, som man ville. De internationale pressebureauer var danske redaktører afskåret fra at bruge som vanligt, ligesom tyskerne med nidkærhed vogtede den neutrale svenske nyhedstjenestes leverancer til Danmark. Rapporter fra krigsbegivenhederne havde klar propagandistisk tendens, og besættelsesmagten stillede stadig mere vidtgående krav til opsætning og redaktionelle dispositioner. For eksempel skulle alle aviser uden vrøvl optage en forberedt tekst, hvorved myndighederne indskærper borgerne at de ikke må spytte ved synet af værnemagtens soldater, det kunne få de alvorligste følger for spytteren!
Hverdagen opretholdt
Griber man ned i bunken af avisudgivelser og tager fat i Del 12 - redaktionen har uvist af hvilken grund nummereret udvalgene som 'dele' - finder man Ekstra Bladet 8. april 1941 havner man lige med ét på det sørgeligt aktuelle Balkan, hvor tyskerne maser på fra vest og jugoslaverne trænger ind i det italiensk besatte Albanien i øst. Telegramstoffet på forsiden er kortfattet, redaktionen har ikke foretaget en fortolkende bearbejdning af meddelelserne, tungen sidder lige i munden.
På side 6 findes bladets leder, der i anledning af ét-årsdagen for besættelsen på selvgod national facon, men temmelig luftigt filosoferer over Danmarks fremtid, for Danmark har trods alt en fremtid forsikrer bladet. Her mærkes om ikke andre steder selvcensurens hede ånde i nakken på redaktøren - formentlig Ole Cavling. Ellers er avisens stof umiddelbart forbavsende kun indirekte præget af krigen. Slagmarkerne er trods lejlighedsvise allierede overflyvninger langt væk. Hverdagen søges opretholdt, livet levet så normalt som muligt. Hvordan kunne det også være anderledes.
Faldne blade
De genoptrykte aviser i den nu hastigt voksende samling, som man især bider mærke i, er nok først og fremmest dem, der ikke findes mere. Blandt disse indtager det nazistiske Fædrelandet selvsagt førstepladsen for den nysgerrige.
Tendensen giver sig selv, den utålelige og vulgære nordiske racenationalisme fornægter sig ikke, og ærbødigheden for de nazistiske spidser er grænseløs. Men også en så politisk uhumsk publikation afspejler på sin måde en dansk hverdag, der leves parallelt med verdensbranden. Oberstløjtnant Kryssings Opraab til unge danske mænd om at slutte sig til Frikorps Danmark i kampen mod bolsjevismen står side om side med en historie om at maksimalprisen på arbejdstøj er faldet! På bagsiden gennemgår maleren O.V. Borch Nivågård-samlingen og omtaler i sin begejstrede artikel bl.a. museets senere nok som bekendte Rembrandt-billede.
Ud over Fædrelandet, hvis bygning denne avis jo stadig bor i, byder udgivelserne på gensyn med den konservative flot lay-outede Nationaltidende - det senere Dagens Nyheder. Og med Aftenbladet, der som man sagde, var mere interesseret i negerpiger end i storpolitik, hvilket, bortset fra en pin-up på bagsiden, er svært at vurdere rigtigheden af. Og Arbejderbladet der gik under jorden ved Hitlers overfald på Sovjet i sommeren 1941, og som genopstod illegalt som Land og Folk. I Arbejderbladets kronik i dette nummer fra februar 1941 bemærkes at selveste Hans Kirk med vanlig inklination for Sovjetstaten henført skriver om Vitus Bering og hans pionerindsats. Netop pioner!
Også provinsaviserne præsenteres i udvalgene. Og endelig de illegale blade. Et eksemplar af Frit Danmark trykt i London, februar 1941, er forløberen for de senere så utallige hjemmeproducerede blade.
Krigens Aviser vil som bebudet vende tilbage med eksempler, på et tidspunkt under besættelsen hvor mangfoldigheden var en realitet, og danskerne for en stor dels vedkommende fremover og tiden ud fik deres nyheder fra den kant.
Som sagt er udgivelsen mildt sagt prisværdig - og fascinerende at følge uge for uge, således som man arbejder sig gennem krigen og aner de stadig ændrede vilkår.
Der er alt i alt ikke meget surt at sige om dén ting, projektet er simpelthen godt tænkt og godt gjort.
Det kunne være morsomt, såfremt redaktionen i den forbindelse forsøgte sig med en lydudgivelse af udvalgte radionyhedsudsendelser herfra og hisset. Noget ligger i hvert fald parat i arkiverne, og radioen er dog en ikke uvæsentlig side af sagen.
*Krigens Aviser. Ansvarshavende redaktør Benjamin Holst. Pr. del 29,50 kr. Krigsaviserne
